Menu Luk

At være “sig selv”

“Altid vær dig selv, også selvom du har ændret dig og dem du holder af har svært ved at følge med…”

Det er noget jeg kæmper en del med for tiden… Jeg har altid været en vildbasse, der havde krudt i røven rent socialt og min mund stod aldrig stille. Jeg var altid klar til at holde samtalen kørende og behage folk omkring mig, så der ikke eksisterede akavet stilhed eller folk kedede sig. Jeg er stadig en social vildbasse, men nu indeholder jeg bare også noget andet. Nu har jeg ikke altid behov for at tale, jeg lytter mere, tænker dybere, hviler mere i mig selv, har ikke det samme behov for at sørge for at samtalen skal køre og at sørge for at alle omkring mig er tilpasse. Nu er det vigtigst at JEG er tilpas.

Jeg kan mærke at folk omkring mig bliver forvirrede af det. Denne ændring hos mig, ændrer dynamikken i mine omgangskredse og de spørger mig: “er du okay?“ “har du ikke noget at fortælle?” “er vi allerede løbet tør for ting at tale om?” Men sandheden er at jeg bare ikke altid har samme behov for at tale. Jeg har ikke samme behov for at dele alt der foregår i mit liv og mit hoved. Jeg elsker at lytte mere end nogensinde… Jeg har ikke samme behov for at være cirkusklovn og sætte gang i ethvert socialt arrangement, for at sørge for at alle hygger sig. Det er ikke længere hende jeg er.

Når jeg er social, kan de gamle træk titte frem engang imellem, når jeg mærker forventningen fra andre mennesker og det føler jeg voldsomt ubehag ved, både fysisk og psykisk. Det har desværre resulteret i at jeg ikke altid har mod på særlig meget socialt samvær. Det er for hårdt arbejde. Når jeg er social, kan jeg mærke at jeg bliver tvunget tilbage til at underholde, være hyper, tale folks ører af og behage. Det dræner mig, for jeg er ikke den person mere. Jeg er OGSÅ den person, men ikke hele tiden og udelukkende.

Jeg har givet mig selv den opgave at være 100% Kimmie fra dags dato, uanset hvor ubehagelige de situationer jeg kommer i, end kunne blive. Jeg kan ikke dræne mig selv for andres skyld.

Det her kan måske lyde mærkeligt i mange folks ører. Men sådan er det at have en personligheds forstyrrelse, det er bogstavelig talt en forstyrrelse i din personlighed.

Man er vokset op med et selv, der er opbygget af nødvendighed, man er sat sammen af personlighedstræk, der har været befordrende for egen overlevelse og alt andet har været lukket ned. Når “krigen” så er ovre så kan man pludselig mærke at man ikke er sig selv.

Og så står du så der, med en personlighed, der er enormt forstyrret. Du forstår måske ikke andre mennesker og de forstår måske ikke dig. Du har ikke samme forståelse og behov som andre. Det stresser dig, forvirrer dig, giver dig angst. De redskaber der har været fast inventar i din rygsæk igennem barndommen, er nu ubrugelige eller gør alting værre og det kan føre til dysfunktionelt samspil i relationer, samfundet og i samspillet med DIG SELV.

De fleste med en personligheds forstyrrelse aner ikke hvem de selv er. Det er forskelligt hvordan hårdt ramt man er. Det er forskelligt hvor meget hjælp og støtte man har omkring sig i form af familie, venner og kommunen.

Nogle er i stand til at leve et godt liv, andre kæmper hele livet, bliver misbrugere, ender i fængsel pga kaotiske relationer. Nogle ender i voldelige forhold ligesom jeg selv gjorde i 6 år. 1 ud 10 med borderline begår selvmord.

ALT gør ondt, ALT er svært, ALT er smertefuldt og skrøbeligt. For mig kan det føles det som om at jeg mangler hud. Alt fræser bare lige igennem i mig uden filter og det føles voldsomt. Man har lyst til at skrige, smadre alt og alle omkring sig, for til sidst at kigge længselsfuldt efter en bro at hoppe ud fra.

Hvis man ligesom jeg, er så heldig at komme ud af sin kaotiske verden og kommer dertil hvor man er klar til at søge hjælp og man så modtager hjælp, så følger der en meget forvirrende tid, som for mit vedkommende har stået på i mange år. Nu er der noget galt igen! Noget føles falsk, forkert, skævt. Man spørger sig selv: Er det her mig? Næh? Er det her noget jeg vil? Næh? Har jeg egentlig brug for det her? Næh? Føler jeg virkelig det her? Næh. Giver det her mening indeni? NÆH!

Gennem intens arbejde med mig selv, finder jeg mere og mere ud af hvem jeg er. Jeg er ikke en ung pige der frygter for hver dag, nej det er faktisk gået op for mig at jeg nu er en voksen kvinde der lever et ret så fredeligt liv. Der er ikke noget at være bange for.

Jeg har bare svært ved at begå mig i sociale sammenhænge, fordi dem jeg holder af kender mig som en anden. De er vant til at finde popcorn frem hver gang de kommer på besøg, fordi jeg altid havde kaotiske og dramatiske fortællinger fra mit eget liv at fortælle før i tiden. De forventer jeg er ude at hænge i torvene, vælter rundt i livet med drama drama og atter drama og spolerer alt for mig selv. Men nu fortæller jeg dem bare om mit hus, mine planter, min blog og aftensmaden igår.

Jeg tror ærlig talt mange synes jeg er blevet lidt kedelig. Før ville jeg feste hver weekend indtil folk blev trætte af mig. Nu er det mig der siger “nej tak” til dem, som var trætte af at feste med mig.

Jeg kan desuden mærke at jeg ikke har brug for det samme af mennesker omkring mig. Nogle ting der før var ligegyldige, er det ikke længere, og ting der før var vigtige, betyder ingenting.

Det har fået mig til at sætte spørgsmålstegn ved flere af mine relationer og jeg har også gennem de seneste år, måttet vælge nogle fra… Men det er svært for mig at give slip. Bare fordi man ikke ønsker en person i ens liv, er ikke ensbetydende med at man ikke holder af dem mere. F.eks har jeg måttet lukke ned for relationen til mine brødre. Den ene var allerede lukket ned for, da han har lukket ned for hele familien for længe siden. Den anden bror har jeg faktisk altid været i konflikt med on/off. Han er 15 år ældre og han har altid betydet meget for mig.

Derfor har jeg i lange perioder måttet ignorere den kategoriske kanøflen han bød mig. Men til sidst måtte jeg bryde kontakten igen. Om det er for evigt håber jeg ikke. Jeg håber jeg en dag kan lære at håndtere ham. Jeg håber jeg en dag er så selvsikker at hans ord ikke påvirker mig så meget.

Relationer har faktisk aldrig været nemt for mig. Jeg har altid følt at jeg var villig til at give og rumme mere, end mine relationer var villige til at give mig. Hvis jeg elsker nogen så gør jeg det med alt jeg har og jeg er villig til at gøre ALT for dem. Det er desværre en sjældenhed hos andre, der ikke har været det samme igennem som jeg. Det har resulteret i gentagne oplevelser af svigt, skuffelse, ensomhed og angst.

Derfor har jeg i de sidste 2 år, øvet mig i at begrænse det jeg “giver” i mine relationer.

Jeg skruer den lige fra 110% og ned på 70%. Det har resulteret i at mine relationer er blevet meget bedre. Nu er der nemlig balance og jeg bliver ikke skuffet konstant.

De 40 resterende procent af intens kærlighed og loyalitet, har jeg valgt at give til mig selv. Det føles fantastisk.❤️

Jeg er blevet bedre til at gøre hvad JEG vil, tage hensyn til MINE behov først. Elske mig selv, have respekt for mig selv og mine egne grænser.

Det her var lidt om den nye Kimmie. Håber at hun bliver taget godt imod. ❤️

2 Comments

Skriv et svar til Pernille Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *