D. 23 april:
Det er sgu en vild tid jeg lever i. Derfor har jeg startet denne lille dagbog.
Jeg tænker at offentliggøre den, når jeg er har færdiggjort den milepæl jeg er igang med. Jeg har nemlig gang i alverdens ting på samme tid.
Ny uddannelse, nyt job OG så er jeg begyndt på at tage KØREKORT!
Kørekortet er super hemmeligt, da det af flere grunde er nødt til at være noget kun jeg og min kæreste ved. Jeg har brug for at holde my eyes on the price og det er sgu svært hvis folk vil snakke om det konstant.
Arbejdet er også helt nyt har kun været på én vagt. Jeg har fået job på en italiensk restaurant, som tjener. Jeg har kendt chefen gennem mange år så det er rimeligt trygt. Men selvfølgelig er jeg bange for at fejle som medarbejder og igen opleve at blive behandlet rigtig dårligt.
Mit tidligere job måtte jeg forlade pludseligt uden kommunens opbakning, da jeg blev behandlet som en dørmåtte. Heldigvis fandt jeg nyt job samme aften. Så det er både fantastisk men også nervepirrende at skulle lære nyt og starte op et nyt sted, når jeg også lige for få uger siden begyndte på ny uddannelse som Peer-medarbejder. Så lige nu er mit program for ugen noget vildere end for en måned siden.
Min uddannelse som Peer-arbejder er det mest fantastiske. Peer uddannelsen er simpelthen en uddannelse i, hvordan du bruger dine egne hårdt levede erfaringer med psykiske udfordringer, dårligdom i barndommen osv. til at hjælpe andre videre i deres liv.
Jeg har altid hungret efter at bruge alt det lort jeg har været igennem til at kunne hjælpe andre. Har altid hungret efter at bruge alt den smerte til noget smukt. Hungret efter at det hele skulle give mening… Jeg har nemlig altid vidst at det kom til at ske. Spørg mig ikke hvorfor. Kald det intuition ❤️
Men jeg må indrømme at jeg er på overarbejde: For en måned siden havde jeg 5 timers arbejde i ugen. Slut. – Nu har jeg 5 timers arbejde på nyt job. 6,5 times skole på ny uddannelse OG teori og køretimer flere dage i ugen. Jeg tør godt sige at jeg er presset. Det går overalt forventning, men at skulle igang med alle de nye ting på samme tid når man er et stresset og ængsteligt menneske, er fandme HÅRDT arbejde. Jeg er pisse stolt af mig selv.
“Men hvorfor så starte med kørekortet nu Kimmie?”
Jeg kan mærke at der er momentum for det nu. NU har jeg lyst til at kæmpe mig fri af den fucking angst én gang for alle. NU er jeg et sted hvor jeg ser det som en udfordring, i stedet for noget umuligt og frygteligt. Min angst er det sidste store bjerg jeg skal bestige, for at opnå det jeg vil i livet.
Jeg døjer med angst i hverdagen generelt, men angsten for at køre bil og i det hele taget betjene behjulede køretøjer, har givet mig begrænsninger som selvfølgelig går mig på. Jeg er afhængig af min cykel i blæst og regn. Jeg er afhængig af bustider og afhængig af især min kæreste til at fragte mig fra A til B.
Jeg HADER at være afhængig af nogen. Jeg har altid skullet klare mig selv, så at jeg nogen gange er afhængig af andre for at komme nogen vegne, har jeg hadet som pesten, men jeg VIDSTE at det var bare sådan det måtte være. Jeg har ikke kunnet tage det kørekort før nu. Simpelthen. Men nu føler jeg at jeg kan, og jeg har tænkt mig at fortsætte uanset hvad der sker.
For det andet så skete der det at da jeg besluttede mig for at nu ville jeg tage det kørekort, så lavede jeg en aftale med mig selv om at jeg ville hoppe på det næste hold der startede op. Så jeg ringede spontant til kørelæren og spurgte hvornår der var holdopstart næste gang. Han siger så: “om 1 time og 1 kvarter! Du kan bare komme!”
Mit svar lød Ca. sådan her:
“Æh bøh, nå? Æh nå?! NÅ!? Jamen… øh, okay… Så øøøøøh Altså nå..? !” I dag?! Altså nærmest nu?! Jamen… Nå?
Men jeg dukkede op på køreskolen 1 time og 15 min efter og var nærmest paralyseret i min stol… Jeg var helt og aldeles rundt på gulvet. Men nu var jeg altså igang, og et par dage efter var jeg ved lægen og få lavet min lægeerklæring.
Har i skrivende stund, været til teoritimer 2 gange og skal på køreteknisk anlæg her engang i weekenden.
For at alt det her ikke er al rigeligt, så har jeg også siden 31 august sidste år, haft gang i et noget omfattende vægttabsprojekt. Jeg har i skrivende stund tabt mig 17,5 kg. Det er helt vildt! Jeg ved ikke hvor mange flere kilo der ryger, men jeg tænker at jeg gerne vil ned på omkring de 68 kg, så jeg mangler godt og vel 6 kg.
Nå hvordan går det så egentlig med alt det her?
Jeg synes det er stressende at næsten alle ugedage inkl. weekender og aftener er fyldt op med uddannelsen, arbejdet, teori og køretimer. Jeg er vant til at have meget mere tid til at slappe af i. Men jeg har ganske enkelt bestemt mig for at det SKAL lykkes og det går faktisk over ALT forventning.
Jeg kan godt mærke jeg er forvirret. Jeg svinger imellem at stå og flexe i spejlet og tænke HELL YEAR! I WILL DO THIS! Til at vågne op om morgenen med koldsved og tænke at jeg da må være fuldstændig bindegal!
Det kan ligne at jeg sætter mig selv op til fiasko. Men jeg KAN det her. Jeg VIL det her. Og så bliver det altså sådan…
Jeg frygter selvfølgelig at få bøvl på det nye job. Jeg er såret i sjælen, efter at være blevet udsat for enormt dårlig behandling på det gamle arbejde. Så jeg er bange, det må jeg indrømme. Uddannelsen er jeg faldet godt til på synes jeg. Søde klassekammerater og lærere og spændende undervisning som ligger lige til mit højreben. Der ligger 5 timers undervisning om onsdagen fra 10-15 og så ligger kørekort undervisning fra kl. 16-18.30. Så onsdag er fandme en hård dag.
Men ja alt i alt en meget sindsoprivende tid i mit liv. Men jeg føler mig empowered og fucking sej. Jeg har aldrig været så stolt af mig selv og sikker på mig selv. At kunne gøre alle de her ting på samme tid, ville have været utopi for bare et år siden. Så at det overhovedet kan lade sig gøre er helt vildt… Det er en fantastisk følelse, selvom jeg er bange…
D. 24 april:
Igår aftes måtte jeg ud med den hårde del af det. Jeg er virkelig angst og på overarbejde. I aften skal jeg på arbejde og i morgen tidlig kl. 7.30 skal jeg på køreteknisk anlæg. Jeg kan ikke overskue det. Jeg er træt, brugt og har svært ved at tænke på andet end det kørekort. Samtidig med så har jeg hele tiden en indre stemme der siger, kom nu, det er slet slet ikke så slemt. Det er bare lige… Så bliver jeg lettet og giver stemmen ret. Men 10 min efter starter angsten forfra. Er begyndt på hypnose på telefonen i dag for at prøve at afhjælpe præstationsangsten. Jeg kan mærke at jeg svinger så voldsomt i hvad jeg mener om det. Det er præstationsangsten der er mit problem. 100%.
D. 25 april
Igår var jeg på arbejde, og det var mega hårdt. Jeg holdt dog masken. Blev kastet ud i alverdens ting. Kom hjem med spændingshovedpine og gratis pizza. Men jeg klarede det SÅ godt. For 1 år siden ville jeg have barrikaderet mig ude på toilettet og tudbrølet. Men det gjorde jeg ikke. Slet ikke.
25 april
I dag var jeg på køreteknisk anlæg. Det var både frygteligt og godt. Frygteligt fordi det blev som frygtet. Jeg følte mig under stort pres, begyndte at græde og følte mig rigtig uduelig. Kom op og diskutere med den stakkels kørelærer, men han kender mig og forstår mig. Han rummede mig så fint og det endte med at gå det hele.
15 maj
Nå nu er der gået noget tid med alt det her. Og det går overalt forventning. Jeg føler min angst er ved at slippe grebet i mig mere og mere. Jeg har brugt min hypnose app rigtig flittigt.
Jeg bliver mere og mere tryg på jobbet. Men der er SÅ meget at lave om lørdagen, jeg er kørt fuldstændig i smadder når jeg har fri. Det er rigtig hårdt. Jeg kan godt lide at have travlt, det der gør det hårdt er at jeg stadig ikke er helt tryg i arbejdsopgaverne, når de er på plads, så ved jeg jeg kommer til at elske jobbet.
Jeg har været ude at køre i bil 2 gange, det er gået godt faktisk, jeg bliver meget hurtigt forvirret og presset, men det er vel meget normalt. Vægttabsprojektet kører stadig, gik 16 kilometer igår og hjemmetrænede i en time. Men vægten går ikke så hurtigt ned som ellers. Jeg tænker det er pga stressen i min krop. Når min krop er stresset holder den på fedtet. Det er ret demotiverende, men jeg klør på.
Skolen kører derudaf, at gå i skole stresser mig på ingen måde, jeg synes undervisningen er utrolig spændende, og jeg får redskaber med hjem til at lære mig selv bedre at kende og arbejde med mig selv. Win win!
16 maj
Aftenen på arbejdet igår gik virkelig dårligt. Jeg kan ikke forklare hvad der skete. Det var den dårligste vagt på det nye arbejde indtil videre. Jeg blev slået helt tilbage til stenalderen i forhold til min angst, den stak helt af igår. Jeg rystede, var forvirret, kunne ikke høre noget, havde præstationsangst, vidste ikke hvad jeg skulle sige og gøre. Jeg tror egentlig ikke de andre lagde så meget mærke til det. Altså selve det stykke arbejde jeg udførte var helt i orden. Men inde i mit hoved var det ret forfærdeligt. Puh ha. Jeg håber der er mere styr på hovedet i aften hvor jeg skal på job igen.
Igår aftes da jeg kom hjem, havde jeg det så dårligt, havde ingen appetit, min hjerne var helt slukket, kun følelsen af utilstrækkelighed og angst var til stede i min krop. Jeg kunne ikke finde ro, så kl. 22.15 gik jeg ud i køkkenet og lavede en stor portion indisk daal. Så gik der et par timer med det, mit hoved og hænder var beskæftiget og jeg har mad til nogle dage. Det hjælper mig ofte bare at gå ud i køkkenet og lave en “på slump” ret. Bare kaste nogle ingredienser i en gryde og se hvad det bliver til.
Jeg har drømt om arbejdet hele natten, hvis noget går mig på, så dømmer jeg ofte ret meget om det. Jeg vågnede op med en øv-følelse af at være lidt flov over mig selv faktisk, jeg var helt ude i torvene igår og det føler jeg af en eller anden grund er pinligt. Jeg er bange for at brænde nallerne på det nye job. Bange for endnu en dårlig oplevelse på en arbejdsplads.
24 juni:
Det går stadig derudaf, med det ene og det andet. Jeg mangler ikke så meget i forhold til til kørekortet. Men jeg blev slået lidt ud igår, da kørelæren ringede mig op og sagde at der er vildt lang ventetid på teoriprøve og jeg kan først få en d. 14 juli. Jeg troede jeg ville være færdig med kørekortet nu. Så det var ret nedslående. Jeg har ikke fortalt Rasmus at jeg har fået en tid til teoriprøve. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle ham noget som helst om hvornår noget er før jeg HAR bestået Køreprøven. Jeg har virkelig brug for kun at tage hensyn til mig selv i det. Hvis han ved hvornår jeg skal op til de forskellige ting, så ændrer han adfærd og vil pakke mig ind i vat og jeg ved at han vil være enormt anspændt. Det gider jeg ikke fedte rundt i. Så jeg lader som om det hele bliver trukket i langdrag af kørelæren og tager prøverne osv. I det skjulte. Jeg ved at det betyder meget for Rasmus at jeg får kørekort. Han ved hvad der er på spil for mig. Det er ikke “bare” et kørekort. Det er min selvtillid, angst, stress, selvværd, frihed og selvstændighed der er på spil. At jeg får kørekort vil være et kæmpe skridt i min personlige udvikling.
Det går fantastisk på arbejdet. Jeg er faldet rigtig godt til og vil gå så langt som at sige at jeg faktisk hygger mig på mit job. Vi skal tilbage til det herrens år 2012 for at jeg hyggede mig på mit job. Så det er en stor milepæl!
Jeg er færdig med skole om 1 uge og derefter skal jeg i praktik ude på noget der hedder Enggården. Jeg er færdig med uddannelsen i uge 43. Jeg ville ønske der var mere undervisning, det har været så fedt at lære noget igen. Det har givet mig så meget.
Vægttabet ligger nu på de 19 kilo. Men det går ekstremt langsomt, ja det har været gået i stå i 1,5 måned. Jeg overholder kcal og motion. Men det er simpelthen fordi jeg er stresset at kroppen ikke vil smide de sidste kilo. Det er meget få omkring mig der har kommenteret på at jeg har tabt mig. Det undrer mig for det er trods alt 19 kilo. Men jeg tror måske det er fordi jeg har været åben med at jeg har haft spiseforstyrrelse for mange år siden, og så er folk måske bange for at det er det der er på spil. Men det vil jeg gerne slå fast nu at det er det altså ikke! Jeg taber mig på en sund og fornuftig måde, fuldstændig i kontrol. Min spiseforstyrrelse har ikke været aktiv i i hvert fald 10 år. Så er det sagt.
D. 6 juli
Jeg begyndte i praktik igår.
Det virker til at være et fantastisk sted, har søgt derud 2 gange før jeg begyndte på uddannelsen, så det er en drøm der bliver til virkelighed.
14 juli:
Teoriprøven er hermed bestået med kun 1 fejl!
22 august:
Jeg skal til køreprøve i morgen. Rasmus ved det ikke… Ingen ved det. Jeg er lidt rundt på gulvet, men har en fornemmelse af at det nok skal gå.
Jeg har opstartet en powergruppe i praktikken, hvor jeg deler ud af mine egne erfaringer med psykiske udfordringer, hvordan jeg håndterede dem og kom videre. Jeg håber af hele mit hjerte at kunne hjælpe andre videre på deres rette vej.
Jeg får meget ros i praktikken. Jeg føler jeg udlever en drøm. Jeg er ikke i tvivl om at jeg er det helt rette sted. Jeg elsker min praktik. ❤️
23 august:
Det skete?!
Kørekortet er i hus! ❤️
Jeg er stolt, lettet, taknemmelig og grædefærdig over at det endelig lykkedes
Det føles helt uvirkeligt og jeg er gemnemstrømmet af noget der næsten føles magisk.
Her er enden på dagbogen for denne gang… Måske jeg giver adgang til min dagbog en anden gang, tak fordi du læste med ❤️
Lidt bagom alt det her:
Det har i mange år har været svært for mig at være den eneste i min omgangskreds der ikke har kørekort. Jeg har hørt meget for det, især fordi jeg prøvede at tage kortet for 11 år siden, men måtte opgive pga. psykisk nedbrud.
Jeg havde en ekskæreste på daværende tidspunkt som mildt sagt var i fuld gang med at udslette mig som menneske. Jeg kæmpede på socialrådgiver uddannelsen, da jeg kom i en gruppe af mennesker, som måske kunne fornemme min skrøbelighed. I hvert fald blev jeg holdt udenfor og ja nærmest udstødt.
Jeg dumper min køreprøve 2 gange.
Det kulminerer en aften jeg er på besøg ved min nye kæreste.
Vi ligger i hans seng og nusser, og pludselig hører vi eksen råbe udenfor vinduet at vi skal komme ud, hvorefter han smadrer vinduet med en skovl. Vi løber ud i forgangen hvor eksen er igang med at bryde fordøren ned. Den nye kæreste skriger til mig at jeg skal lukke eksen ind, inden han smadrer det hele. Jeg nægter da jeg er meget bange, og eksen bryder døren og meget af væggen ned. Han står nu dér, kronraget, tydeligvis på stoffer, med en skovl i hånden og et vanvittigt udtryk i ansigtet.
Den nye kæreste løber ud af døren bag mig og låser mig derefter inde i forgangen med eksen. Vi er begge forundret over hvor kujonagtigt det var. Jeg står der fortabt i mellem glas og murbrokker og føler mig SÅ alene. Eksen håner mig for at min nye kæreste lader mig i stikken på den måde. Jeg kan ikke bevæge mig, eksen råber at jeg skal følge med ud i bilen. Jeg kan intet… Jeg responderer ikke engang… Jeg er på en måde forsvundet… Han vælger så at bære mig ud af det smadrede hus og smide mig ind i bilen. Han kører os hjem til mit hus og smider mig i seng og informerer mig om at nu er vi kærester igen og at jeg ikke kan gøre noget ved det.
Jeg lukker ikke et øje hele natten… Jeg er som sagt forsvundet… Næste dag melder jeg mig både ud af uddannelsen og kørekortet, jeg var forsvundet, og jeg KUNNE IKKE MAGTE DET. Jeg kunne ikke magte noget mere..
Efter jeg melder ud til min omgangskreds at jeg har droppet at stille op til 3. køreprøve, går de helt i selvvsving. De ville ikke holde kæft omkring det, de pressede og pressede og pressede. Det resulterede i at selve det at køre bil eller andre behjulede køretøjer, blev en decideret (præstations)angst for mig. Jeg bad derfor hårdt og kontant alle omkring mig, om at holde op med at bringe emnet op, det havde jeg gjort så mange gange før, uden resultat, men da jeg fortalte at det nu var blevet en decideret angst pga folks pres, så blev der lukket i som en østers.
Bortset fra en enkelt gang jeg var med et par kammerater i Ålborg. Vi skulle ud og spise og i biffen. Den ene kammerat får sagt på restauranten at jeg burde få taget det kørekort, og jeg eksploderede indeni… Angsten og vreden vælder op i mig og jeg må gå ud på toilettet og stå indtil jeg holder op med at ryste af raseri.
Jeg går ud og holder mund resten af middagen. Da vi kører ned mod biografen beder jeg pænt om at blive sat af ved busterminalen, for jeg vil HJEM! Da de spørger om hvorfor, er jeg ærlig og fortæller at jeg ikke vil finde mig i at mine grænser bliver overtrådt. Kammeraten prøver at tale mig til “fornuft”, han tror sandsynligvis at jeg bluffer for at få en reaktion. Men jeg havde besluttet mig, om så han havde givet mig en million for at blive, så havde jeg stadig taget bussen i 1,5 time hjem til Thisted. Jeg snakkede ikke med ham i flere måneder efter.
Jeg kan sagtens forstå at det virker som en voldsom reaktion, men angsten/skammen/uduelighedsfølelsen havde så krampagtigt et greb i mig dengang, at jeg blev nødt til at markere min grænse og 100% overholde den. Jeg vidste at hvis ikke folk stoppede med at trigge angsten, så kom jeg aldrig til at prøve at tage kørekort. Snakken om kørekortet triggede jo ikke kun det at køre bil, det mindede mig om alt det jeg havde måttet opgive, alt det jeg gerne ville, men ikke kunne mere… Men det vidste folk jo ikke…
Det har været et meget mørkt kapitel i mit liv.
Det er ikke bare et kørekort. Det er så meget mere end det. Det er symbolet på hende Kimmie, der opgav troen på alt, inklusiv sig selv… og forsvandt… Jeg slap først væk fra eksen 3 år efter… Og først der kunne jeg begynde at lede efter den forsvundne Kimmie igen…
Jeg droppede både uddannelse og kørekort dengang. Nu har jeg kørekort OG er igang med den mest fantastiske uddannelse, hvor jeg netop kan bruge de mange mange år i helvede til noget positivt, til at hjælpe andre igennem deres helvede… Det bliver ikke mere smukt… Jeg er rørt til tårer… Jeg er taknemmelig og jeg føler mig for første gang i mit liv FRI!
