Hvorfor har jeg lavet en blog?

Jeg har ønsket at lave denne blog af flere grunde.
Den største er faktisk totalt egoistisk: Jeg har bare brug for at få det ud, uden forbehold, uden at nogen skifter emne, uden en psykolog siger at nu er tiden gået. Jeg vil gerne bare kunne fortælle om fortidens spøgelser, uden at der sidder en kæreste, ven eller familiemedlem overfor og ser skræmt ud, og ikke aner sine levende råd.
Jeg har haft rigtig mange dårlige oplevelser med at tale åbent om det.
Det har altid gået mig på, at andre mennesker tilsyneladende har rigtig svært ved at rumme de informationer. De bliver forvirrede, skynder sig at skifte emne, kommer med mystiske eksempler fra deres eget normale liv, for at prøve at vise mig at de forstår det, de prøver at lade være med at svare interesseret, fordi de ikke gider tale mere om det.
Jeg ved godt at de ikke gør det fordi de er ufølsomme idioter, tværtimod.
De kan bare slet ikke sætte sig ind i det liv jeg har levet, den smerte og kamp jeg er gået igennem, helt alene.
Jeg tænker at folk bliver bange for at sige noget forkert eller at stille opfølgende spørgsmål, som går over min grænse. Tænker også at mennesker tror at JEG ikke har lyst til at tale om noget så smertefuldt, og derfor skifter emne.
Alt i alt tror jeg simpelthen, at mennesker har rigtig svært ved at vide, hvor de skal gøre af sig selv, når en de holder af sidder der og fortæller om hendes smerte.
Det tog mig mange år at fatte hvorfor folk ikke gad snakke med mig om det. Jeg blev meget såret når folk skyndte sig at skifte emne, gik deres vej eller bare svarede uinteresseret på de ting jeg sagde.
Desværre har jeg haft lignede oplevelser med de fleste af de psykologer, terapeuter og kontaktpersoner jeg har haft.
De gik aldrig i dybden med fortiden, flere af dem sagde flere gange i processen, at det var for tidligt at snakke om, dog afsluttede de mit forløb før jeg fik lov til at tale om det. Nogle sagde at det ikke handlede om fortiden, men at håndtere nutiden. I hvert fald, fik jeg sjældent lov til bare at tale om alle de her traumer, og det er jeg ret sikker på ikke er sundt. Så lever de jo bare inde i mig og roder rundt.
Så nu er det et af mine mål med denne blog: at få det ud, bare snakke om situationerne, analysere og opleve at der bliver luftet lidt ud og ryddet op indeni mig.
Når jeg selv skriver en af de gamle episoder ned, så får jeg rigtig mange input, og aha-oplevelser. Ofte går der et lys op for mig og jeg tænker: “nåh ja! Det er sgu da derfor at jeg gør det og det”.
Jeg tænker tit på hvor mange der sidder derude, med samme trang til at få nogle ting ud. Jeg er velsignet med at jeg ovenikøbet elsker at skrive. Så jeg kan få det ud på den måde. Men hvad med dem som ikke kan få det ud på skrift? De er sandsynligvis også omgivet af mennesker med berøringsangst overfor traumer, og de går også til fagpersoner, hvis fokus måske er et andet sted.
Det er rigtig synd. Jeg har følt mig SÅ alene i rigtig mange år, fordi jeg ikke kunne snakke med nogen om det, selvom jeg prøvede.
Man hører ofte kloge hoveder sige: “Du skal snakke om det!” “Har du prøvet at tale med nogen om det?” – JAJA FOR HELVEDE! Men folk vil ikke lytte. Hvad filan gør jeg så lige?
Jeg kan kun opfordre andre til at få det ned på skrift. Det har jeg selv gjort siden jeg nærmest kunne skrive. Det har altid været min eneste mulighed for at rydde op i min smertefulde hjerne.
Det skal heller ikke lyde som om at folk aldrig har gidet tale med mig. Bare ikke NOK. Jeg har altid følt at folk ledte efter en udvej fra samtalen, prøvede at slippe væk, begyndte at snakke om noget andet før jeg var færdig, kedede sig, blev trætte af at høre mig snakke osv. Det er en frygtelig oplevelse at sidde med. Efter sådan en oplevelse med et medmenneske, har det faktisk flere gange resulteret i at jeg har lagt personen på is i en periode, uden at personen altså vidste det. Jeg kunne nogle gange ikke holde ud at se på personen i lang tid efter, ganske enkelt fordi det føltes så voldsomt nedværdigende og decideret pinligt at tale om sin smerte og så bagefter føle det bliver behandlet med ligegyldighed.
Jeg har følt mig SÅ dum så mange gange. Jeg har følt mig så ligegyldig, så alene, så pakket væk.
I dag ved jeg godt, at det ikke er fordi folk er trætte af mig, de kan bare ikke finde ud af det. Men derfor kan det faktisk stadig godt gøre ondt.
Det er i forvejen rigtig svært at tale om sig selv, endnu svære at fortælle om de svære ting der er sket, og det sværeste er så at blive afvist når man endelig gør det.
Jeg drømmer om at kunne hjælpe folk som mig, på den RIGTIGE måde, for jeg forstår det, jeg har været der, jeg har ikke læst det hele i en bog, der er skrevet af folk der ikke har været der. For dem der ikke har været i sit eget personlige helvede, vil aldrig kunne mærke det, føle det og forstå det.
Men det gør jeg. Derfor drømmer jeg om engang at uddanne mig til psykoterapeut. Det er en dyr uddannelse. Men jeg føler det er mit kald.
Håber jeg en dag får så meget overskud, at det kan lade sig gøre.
Jeg vil opfordre andre i min situation, der føler sig alene selvom de er omgivet af mennesker der elsker dem, at tage en snak med deres medmennesker om det. Italesætte at de gerne vil have snakket om deres traumer, uden forbehold, bare engang imellem. Nogle vil kunne forstå, nogle vil ikke. Jeg har selv prøvet.
Men det vigtigste vil ALTID være, at DU giver dig selv opmærksomhed og lytter. Rummer dig selv, mærker dig selv. Igen kan SPT – Spontane positive tanker bruges her.
Håber denne post kan hjælpe bare en enkelt, med ikke at føle sig alene med disse følelser.
Sig til dig selv: Jeg er vigtig, Jeg er stærk, Jeg tror på mig selv, Jeg ER god nok.