Kl. er 14, om få timer skal jeg ud til svigerfamilien og fejre jul, jeg sidder i sofaen med en kop kaffe, hører et gammelt R.E.M album jeg ofte hørte da jeg var yngre. Kan huske jeg lå ude på min trampolin og hørte det, det vækker gamle minder.
Sidste halvdel af november og hele december måned, er altid en svær tid for mig. Det kan være den mørke tid på året, jeg savner altid sommer og at kunne være udenfor hele tiden. Men mest af alt, har jeg måttet erkende at jeg om ikke andet ubevidst, føler mig ekstra forladt og sårbar på denne tid af året. d. 22 november har jeg fødselsdag, så følger hele december måned med juledagene og til sidst nytår. En tid man burde fejre med sin familie. Men få måneder efter min 18 års fødselsdag blev jeg forældreløs, og der var heller ikke nogen bedsteforældre tilbage. Resten af familien var splittet flere år inden, både af geografiske og personlige årsager. Familien er fyldt af temperamentsfulde mennesker, så der har altid været skænderier, fejder og folk der nægter at være i rum med hinanden. Så ingen har noget særlig kontakt med hinanden. Og vi er ikke mange. Til dags dato har jeg kun 1 moster, 3 kusiner, 2 fætre, 2 halvbrødre og deres børn. Og ingen snakker jeg noget særligt med, enten af geografiske årsager eller af eget valg.
Jeg har en enorm, skøn og fredelig svigerfamilie og det er jeg meget taknemmelig for. Så der har jeg fejret jul og fødselsdage de sidste 5 år.
Men det er bare noget andet end at have “sine egne”.
Det er altid en tid fyldt op med vrede, frustration, rastløshed, tomhedsfølelse, humørsvingninger, øget stressniveau, grænsende til deprimeret tilstand, med hedeture, rystelser, elendig søvn, tårer på daglig basis, ofte flere gange om dagen, ondt i maven, muskelspændinger, træthed. Listen er lang.
I mange år fik kæresten meget af skylden, jeg syntes ikke han prioriterede mig nok i den tid, han havde ikke behovet for f.eks at fejre nytår sammen osv. Og jeg reagerede meget kraftigt hvert år i de første 3 år vi kom sammen.
Jeg har dog i de senere år fundet ud af, at det handlede mere om hvor følsom jeg var overfor tanken om at blive forladt. Jeg følte mig i forvejen alene, der var ingen at fejre fødselsdag, jul og nytår med, og hvis han også var “ligeglad” hvad havde jeg så?
Han har altid taget meget mere let på rigtig mange ting, og hvorfor skulle han ikke også det? Han har ikke stået alene med en psykopat og døde mennesker, og blevet svigtet hele barndommen. Så selvfølgelig forstod han mig ikke. Det krævede til sidst, at vi virkelig fik snakket alt det her igennem og at han lyttede uden forbehold, men det var svært for ham, for han kunne slet slet ikke sætte sig ind i det. Det er dog lykkedes os, og jeg har erkendt at det jo handler mere om mig selv, end det handler om ham eller os to som par. Vi har begge to gjort et enormt stykke arbejde i at forstå hinanden. Så denne dag d. 24 dec. har jeg det faktisk godt. Jeg frygter heller ikke for nytår, vi har endda slet ikke snakket om, om vi holder det sammen, eller med hver vores flok, og jeg har det helt ok med det. Det er stort at jeg er kommet dertil.
Jeg har stadig døjet med rigtig mange stresssymptomer den sidste måneds tid, men mentalt har jeg haft det bedre end normalt. Det bliver nemmere og nemmere for mig at adskille gammelt automatik, og nulevende JEG.
Min automatik er bange og ulykkelig og går derfor i kamp, jeg bliver vred, kommanderende og frustreret. Men nulevende JEG har det egentlig helt fint med bare at slappe af, være glad og positiv, jeg ønsker at leve i stedet for at bo i min seng. Så jeg bor ikke i min seng længere, jeg laver alverdens smukke retter i mit køkken, laver køkkenhave plan med spisebordet fuld af alverdens frøposer, jeg rydder op, gør rent, gør haven forårsklar, skriver og går ture. Jeg gør hvad der skal til fordi jeg kan, fordi jeg vil. Jeg smelter ikke længere sammen med angsten og bliver en tom zombie, der bor i sengen og kun kommer ud for at finde mad eller gå på toilet. Min verden vælter ikke længere, fordi jeg ikke orker gå i bad eller fordi jeg har væltet en kop kaffe.
Jeg mærker stadig automatikken, men oftere og oftere kan jeg modstå og gøre hvad jeg vil i stedet for at lade den styre mig. Oftere og oftere lægger jeg faktisk endda mærke til at min automatik har ændret sig fra negativ til positiv automatik. F.eks oplever jeg oftere og oftere, når noget går galt, at min automatik dukker op i baghovedet og hvisker: “Det skal nok gå”. For et år siden havde automatikken hvisket: “du klarer den aldrig, opgiv, det kan være ligemeget alt sammen, fuck it”.
Meget af min udvikling det seneste år har skyldtes flere ting, men i mest af alt et meget simpelt koncept der hedder Spontane Positive Tanker.
Det vil jeg skrive videre om i næste indlæg.
Tak fordi du læste med!