Hvilke briller har du på?
Jeg er de senere år blevet mere opmærksom på, med hvilke briller jeg ser min verden.
Jeg har hele mit liv haft en tendens til at føle mig jagtet, jagtet af mennesker omkring mig, venner, familie, lærere, verden… ja universet decideret.
Jeg har så set nærmere på fænomenet. Har jeg virkelig været omgivet af mennesker der ville mig det ondt? Både ja og nej. Og det er det der er problemet. Der er ikke nogen der har villet mig det ondt, men jeg er blevet behandlet rigtig dårligt alligevel. Af rigtig mange tillidspersoner. Inkl. De primære: Mor og far. De ville mig det ikke ondt, bestemt ikke, jeg var deres guldklump. De gjorde sandsynligvis deres bedste, (selvom det er et faktum jeg har svært ved at forstå og acceptere) men deres bedste var bare ikke godt nok.
Derefter har jeg haft nogle mænd i mit liv, som heller ikke behandlede mig som de burde.
Jeg har nok ubevidst søgt nogle mænd der ville ende med at svigte. Jeg har nok søgt det bekendte, “det trygge”. Desværre var det bekendte jo altså at blive elsket af mennesker, der ikke havde overskuddet, formåen eller endda lysten til at behandle mig godt.
Alle de dårlige oplevelser med andre mennesker har gjort mig utryg, usikker på mig selv, jeg stoler ikke 100% på nogen mennesker, jeg tror altid det værste.
Jeg har let ved at føle at folk ikke gider mig, at jeg ikke er vigtig, eller betyder noget.
Jeg er meget jaloux anlagt. Jeg har aldrig ladet mig mærke med det i mine forhold, og min nuværende kæreste ved det kun fordi jeg har fortalt ham det. For det er ikke noget jeg snakker om, eller flipper ud over. Jeg ved godt selv at det er mig den er gal med, at det er min egen usikkerhed der lurer, så hvis jeg bliver jaloux holder jeg min kæft.
Jeg har også altid været meget misundeligt anlagt. Igen et tegn på min egen tro på at jeg er utilstrækkelig.
For at vende tilbage til min pointe med brillerne:
Fordi jeg er vokset op med alkoholikere og kærester der svigtede mig, så er det den verden jeg ser ud af mine briller. Jeg er vokset op i en verden hvor jeg ikke var vigtigere end trangen til en øl, hvor jeg ikke var vigtigere end man kunne holde mig indespærret. En verden hvor det var helt ok at slå mig, voldtage mig, stjæle mine penge, tale grimt til mig, stalke mig og ødelægge mine ting.
Det var min verden i 23 år. Det var normalen.
Da jeg begynder at komme sammen med min nuværende kæreste, gik jeg efter 1 år sammen med ham, ned med stress og har været kronisk stresset siden.
Det lyder som om det er en idiot jeg er sammen med, men det er faktisk præcis det modsatte.
Rasmus gav mig tryghed, han accepterede mig, han havde ikke høje forventinger, han gav mig fysisk nærhed uden at forvente noget, han gav mig total frihed i alt jeg gjorde, det eneste han forventede var kærlighed.
Han prøvede ikke at manipulere, eller kontrollere hvad jeg lavede, han var ikke truene, eller udnyttede mig. Han gav mig fysisk nærhed og forkælede mig.
Så derfor gik jeg ned med stress i meget voldsom grad. Den verden jeg pludselig levede i var total ukendt. Der var ro, fred, frihed og betingelsesløs kærlighed, der var ikke noget at være bange for.
Så derfor blev jeg bange. Det var så ukendt terratorium at min krop og sjæl blev skræmt fra vid og sans. Så den gik i total kæmp, flygt, spil død – mode
= jeg var i fare.
Alt det jeg kendte, alt det der var normalen og dermed “tryghed”, fandtes ikke længere. Jeg skulle finde mig selv på ny, samtidlig med at jeg fik høje doser af 4 forskellige slags medicin for psyken, og prøvede at tage pædagoguddannelsen.
Det endte med at at jeg blev akut sygemeldt og måtte efter flere forsøg droppe ud af uddannelsen.
Jeg er stadig stresset den dag i dag. Kæmper stadig for at overbevise min krop om på daglig basis, at der ikke er noget at være bange for. At jeg er tryg.
Men stadig oplever jeg hver evig eneste dag, ( nogle perioder værre end andre) voldsomme stress reaktioner som:
Psykiske: forvirring, lav koncentration, angst, følsom, sensitiv, grådlabil, tankemylder, usikker, bliver nemt forskrækket.
fysiske: smerter i brystet, dårlig søvn, ondt i maven, migræne, muskespændinger, rysten, koldsved, vægtøgning, træthed, syre i kroppen, svimmel, hurtige reflekser.
Min krop opfører sig som om den er i konstant alarmberedskab, det er essensen i en stress reaktion. Kroppen tror den skal dø, er i fare, og derfor kan den ikke fungere normalt. Alle mennesker oplever kortvarigt stress i ny og næ, men det forsvinder hurtigt igen. Ved længerevarende belastninger, kan stressen blive kronisk, fordi kroppen har været så længe i beredskab, at den ikke kan finde ud af at lukke ned for det.
Sådan har jeg levet i 5 år.
Det bliver dog heldigvis bedre og bedre.
Jeg gør et kæmpe stykke arbejde i at give min krop de bedste betingelser.
Jeg har været af medicin i over 2 år. Tager heller ikke p-piller for at slippe for forvirrende hormoner, jeg lever plantebaseret, jeg går og cykler en del, jeg drikker sjældent alkohol og jeg får tjekket min vitaminbalance jævnligt af en biopat. Jeg har været til hypnose, været på et stressophold, taget udrensningskure, været til psykoterapeut, været til body SDS, haft flere kontaktpersoner, clairoante osv osv.
Hver enkelt ting har ikke gjort den store forskel, men hver ting, har løbende gjort mig mere og mere bevidst og opmærksom på hvad min krop fortæller mig.
De hersens stress briller er rigtig svære at tage af, og jeg øver mig hele tiden i at iføre nye positive briller. Men jeg føler mig stadig vildt udsat, når jeg prøver at stole på nogen. Det er rigtig svært for mig at have tillid til min kæreste og mine venner.
Det er ren tvang, men jeg er kommet langt med min metode: Spontane Positve Tanker. Metoden hjælper mig i alle aspekter af mit liv.
Men jeg har lang vej endnu, for det er hårdt arbejde at vende bøtten.
Efter 23 år i kamp, er det svært at smide sine våben, stikke knytnæverne i lommen og finde noget så simpelt som fred. Jeg ville ikke kunne genkende fred hvis jeg så det. Jeg kender stadigvæk ikke fred, selvom jeg har levet i fred i over 5 år. Jeg er altid bange, altid på vagt.
Jeg fik lavet en tatovering sidste år, med teksten: “jeg kæmper mig igennem en evig indre storm af smerte og kaos, lærer stadig at danse i regnen og nyde de korte glimt af regnbuen”. Det står på polsk, da min morfar var polak. Ved siden af teksen har jeg mit eget grædende øje, hvor tårene bliver til sommerfugle. I en af sommerfuglene er der et gammelt afrikansk tegn der betyder: væn tilbage og fang det. Meningen er at du skal lære af fortiden for at hjælpe dig selv i nutiden og fremtiden.
Tatoveringen kom til mig i en dyster stund, hvor jeg var meget ulykkelig. Ideen poppede bare op i mit hoved, midt i al elendigheden. Det var en ret vild oplevelse, for jeg plejer ikke kunne tænke i de baner, når jeg er ved at drukne i mine egne tårer. Så alt imens tårene løb ned af mine kinder, bestilte jeg med det samme, en tid ved min tatovør, og en uge efter fik jeg den lavet.
Jeg bliver stadig bedre og bedre til at danse alverdens dansemoves i regnen, og der er gået sport i at nyde synet af regnbuen.
Hvilke briller ser du ud af?