At kæmpe med skyldfølelsen over at stå frem med min historie

Efter jeg er begyndt på min blog, har jeg haft lidt ondt i maven hver dag. Jeg har rigtig dårlig samvittighed over at “afsløre” det hele. Jeg føler jeg sværter mine forældres ry til. Jeg ved at deres ry betød noget for dem, og jeg er overbevist om at deres største frygt er blevet til virkelighed. Og nu afslører jeg det hele. Jeg ved godt at bare fordi jeg siger det højt, at så bliver det ikke mere sandt eller virkeligt… Sket er sket og jeg vælger bare at komme videre ved at udtrykke mig og måske endda kunne hjælpe andre i samme båd med at komme videre og ikke føle sig alene. Men stadig nager det i maven. Jeg ved også hvorfor det nager. Jeg har stadig ondt af mine forældre. Rigtig meget. Jeg ved at det betød så meget for dem at leve lykkelige liv, og give mig den barndom de ikke selv fik. Men det der skete var, at de gav mig en endnu værre barndom end deres egne. Og jeg ved det har været enormt svært for dem at indse.

Efter disse afsløringer, har jeg tænkt meget over, om folk omkring mig, pludselig ser mig i et andet lys, og i så fald hvilket lys? Ser jeg nu stærkere eller svagere ud i andres øjne? Er det hele egentlig ikke lidt pinligt ? Er det ikke pinligt at vokse op på den måde ? Er det ikke lidt pinligt at det er min DNA, mit eget kød og blod der kunne behandle deres liv og datter sådan ?

Jeg får tit ondt i maven af at tænke på hvor dårligt de må have haft det med alt det her. Jeg forstår bare ikke hvorfor de ikke søgte mere hjælp? De var intelligente mennesker, ordentlige og kærlige mennesker, så jeg har rigtig svært ved at forstå hvordan deres stolthed var vigtigere at bevare, end deres ve og vel og datter? De kunne ikke finde ud af at bede om hjælp. Det var først de sidste 2 år af deres alt for korte liv, at jeg fik dem til at indrømme at de havde et problem. Men der var det for sent. Mor havde udeblevet fra flere underlivs undersøgelser, og derfor opdagede de ikke kræften i tide. Mor var dødssyg af kræft og psykisk nedbrudt og far var dybt deprimeret, sandsynligvis var han maniodepressiv. Han var ekstremt overvægtig, og var til sidst begyndt at tage større doser smertestillende sammen med alt alkoholen. Far sled sin krop ned med sin enorme overvægt. Deres misbrug var derfor højst sandsynligt den største årsag til deres for tidlige død. I en alder 58 og 48 tog de herfra, med 4 måneders mellemrum.

Jeg VED med 100% sikkerhed at de har hadet det meste af deres liv, og de havde ondt i deres hjerter over hvordan jeg skulle vokse op. Jeg ved de ønskede mig det Aller bedste. Men af grunde jeg aldrig har lært at forstå, så gav de mig ikke det bedste, faktisk ser det ikke rigtig ud som om de overhovedet prøvede. Men det ved jeg de gjorde, på deres egen måde. Jeg forstår heller ikke hvordan de kunne “holde ud” så længe. De var Så ulykkelige. Deres relationer var ulykkelige, deres selvværd var rådne. Det var tydeligt at det gik dem på hver dag at de ikke havde nået deres livsmål. At de ikke kunne nå dem. Det værste er at de havde ALLE muligheder for at få drømmetilværelsen, men de kunne ikke finde ud af at gribe chancen.

Deres historie skræmmer mig. For de havde ALT, ALLE muligheder. Og på hver deres måde havde de et stort ønske om at give deres datter noget bedre, end de selv havde haft. Og det ødelagde de så gevaldigt, i tæt samarbejde med hinanden. At det kunne lade sig gøre for dem af alle mennesker, har gjort at jeg hele mit liv faktisk ikke seriøst har overvejet at få børn. Det har da lagt lidt i baghovedet, at det nok skete engang, men har intet behov følt for det. Jeg har altid været kronisk bange for at komme til at ødelægge mine børn. Først for nyligt havde mig og kæresten en snak om det hele, og først derefter har jeg oplevet at få lidt lyst til at det skal ske en dag og at jeg godt kan være en god mor. Heldigvis har han heller ikke lyst til at være far foreløbig, så jeg har lidt tid til at få mere styr på mig selv og tro mere på mig selv som forælder. Noget helt andet er at jeg ærlig talt synes, det er lidt en lorte verden at tilbyde børn, men det en anden snak.

Jeg ved godt at vores situationer ikke kan sammenlignes. Mine forældres og min egen. Jeg har opsøgt hjælp nonstop i 6 år i streg. Jeg har taget imod al den hjælp jeg kunne få. Jeg har ikke søgt trøst i alkohol eller stoffer. Jeg ser indad hver dag, ser smerten i øjnene hver dag, for at komme videre. For at forstå. Jeg gør hvad der skal til for at livet bliver værd at leve. WINNERS DO THINGS LOSERS DON’T WANT TO DO. Jeg synes bare det er hårdt at indse at mine forældre var Tabere. – Jeg ved dog at de ville være stolte over, at deres datter er en Vinder.