Jeg voksede op i et meget uforudsigeligt miljø, men jo ældre jeg blev, jo mere forudsigelig blev uforudsigeligheden.
Jeg lærte hurtigt at analysere stemning, toneleje, antallet af øl der blev drukket osv. Jeg kunne finde på at ringe hjem fra skolen for bare at høre deres stemmer, så jeg bedre kunne bedømme om jeg skulle prøve at lave en legeaftale, eller det var sikkert at tage skolebussen hjem.
Hvis en veninde spurgte mig om vi kunne lege, kunne jeg ikke vurdere om vi skulle være hos mig eller hende, før jeg havde ringet hjem for at vurdere stemningen. Heldigvis fik jeg altid lov til til at tage med en veninde hjem efter skole og sove der. Tænker de ofte bare blev lettede, så kunne de jo drikke mere igennem.
Mine forældre gik begge hjemme det meste af tiden. Far havde firma derhjemme og mor var altid sygemeldt og gik til alverdens aktiveringsting. Da jeg var lille arbejdede hun som pædagogmedhjælper.
De var som regel begge to hjemme når jeg kom hjem fra skole.
Min far kom fra en meget velhavende familie. Så der manglede aldrig noget. Vi havde store dyre biler, et kæmpe nedlagt landbrug, med stor have. Jeg har altid fået det jeg pejede på, der var ingen økonomiske begrænsninger.
Jeg ved godt at man siger at penge er ikke alt, men ærlig talt, tror jeg virkelig det hjalp mig.
Jeg var ikke særlig god socialt i de mindre klasser, men eftersom at der altid var penge til alting, havde jeg lettere ved at få venner. Jeg havde altid den nyeste disney film, den nyeste mobil telefon, internet og computer, der var ingen regler ude ved os, og vi havde masser af plads til at lege på. Desuden havde jeg altid penge til at komme med til alle sociale arrangementer der kunne være. Det kom mig til gode som ældre. Jeg havde altid penge til at tage på café, tage på shoppingtur eller tage i byen. Det var tit mig der betalte for vennerne, men det var okay for der var penge nok. Jeg var heller ikke kikset at se på, for jeg var altid pænt klædt på. Hvilket mine forældre også altid var. Far var altid i pæn skjorte, mor var altid stadset ud, med elegant tøj og makeup. Jeg blev afleveret til skolen i den største BMW man nærmest kunne få.
At vi havde penge, har haft større indflydelse end man skulle tro.
Anyway, det var også en ulempe. For i og med det hele så så godt ud udefra, så var der ikke så mange der kunne SE hvad der foregik i hjemmet.
Det var ikke noget man talte om.
Jeg er overbevist om at både vores læge, skolelærer, forældre til legekammerater osv. var klar over det meste af det der foregik. Men ingen talte om det eller gjorde noget ved det, så vidt jeg husker.
Der har været nogle gange hvor det er gået galt derhjemme, hvor jeg havde en veninde ude. Synes jeg kan huske, at der nogle gange har været nogle rystede forældre, men ikke noget der afholdte dem fra at sende deres børn ud til os igen. Jeg har ofte undret mig over hvordan alt det her var i orden dengang.
Jeg tror det aller største problem egentlig var, at mine forældre ikke var onde, dårlige, dumme mennesker. Tvært imod. I ædru tilstand var de søde, intelligente, gavmilde, charmerende, festlige og omsorgsfulde mennesker. Alle elskede dem. De kunne altid lave en god stemning. Bortset fra når de fik for meget at drikke, hvilket desværre skete for tit.
Jeg tror at de fleste kunne adskille mine forældre fra alkoholen, de fleste blev jo ved med at komme hos os, selvom de så nogle forfærdelige ting når de befandt sig i hjemmet.
Nu når jeg sidder og skriver dette, har jeg egentlig selv svært ved at fatte noget som helst af det.
De ting der foregik var som regel: mine forældre bliver gradvist mere og mere alkoholpåvirkede, mor starter med at blive ubehagelig senere ondskabsfuld, derefter begynder far at råbe af hende og enten kaster ting efter hende, slår hende, eller som han begyndte med de senere år, simpelthen at gå sin vej og låse 4 døre bag sig. Mor var ikke kun ondskabsfuld overfor far, nej også overfor mig og alle andre i rummet.
Min mor blev psykotisk når hun fik for meget at drikke. Hun led også af borderline, men i meget sværere grad end mig, hun nægtede at tage imod behandling og desuden drak på daglig basis.
Hun blev decideret ond, jo flere sårene ting hun kunne sige til folk omkring hende, jo bedre. Alt hun kunne bruge imod en, brugte hun. Jeg har selv stået model til kommentarer som: “du trænger til at tabe dig, du har dårlige venner som ikke gider dig, kan du ikke se det? De er falske! Din kæreste er falsk, din kæreste er fed og dum, jeg fatter ikke hvad du ser i ham! Din farmor er fandme også fed, din far er fed og åndsvag og gider dig ikke. Du ligner sgu din far!!”
Jeg gik hurtigt ind på mit værelse og låste døren. Men hun marcherede op og ned af vores lange gang, stoppede op ude foran min dør og fortsatte med at svine mig til gennem døren, gik igen, og kom tilbage 5 minutter efter og fortsatte tilsviningen. Hvis jeg ikke svarede hende, kunne hun finde på at stille sig ud til mit vindue, hamre på ruden og svine mig til. Hun gik derefter tilbage til døren og prøvede at sparke den ind. Langt de fleste døre i huset, havde mærker efter slag og spark. En enkelt gang blev hun så frustreret over at jeg ikke svarede hende, at hun smed en mursten igennem mit vindue. Ofte måtte jeg falde i søvn med hørebøffer på, ellers fik jeg ingen søvn før jeg skulle op og i skole.
Indtil jeg var en 8-9 år foregik det på den måde, at mor kun svinede far til, behandlede mig som en prinsesse, og så mig som en lille allieret, hvilket lykkedes for hende, fordi at jeg ikke forstod så meget af det der foregik og hvad der blev sagt. Det jeg så var at far var den onde som gennemtævede hende indtil hun holdt kæft, og derefter gik sin vej. Jeg var meget bange for min far, når han var sådan og jeg forsvarede min stakkels mor som blev gennembanket. Far var fjenden, og mig og mor tog sammen hjem til mormor og morfar som kom og hentede os. Hun talte ofte om at hende og jeg, skulle flytte væk fra den onde far sammen, vi kunne godt klare os uden ham sagde hun. Jeg så de store blå og sorte mærker overalt på hendes krop dagen efter. Jeg så ham engang brække hendes arm 3 steder med et støvsugerrør. Så jeg så det hele som min fars skyld. Far var farlig. Det var mig og mor imod ham.
Men da jeg når en vis alder sker der et skift.
Jeg begynder at kunne forstå mere af hvad der egentlig sker. Jeg begynder at høre hvad der egentlig bliver sagt.
Det jeg opdager er at mor er rigtig ond ved far, sviner ham til, sviner hans forældre til, hans udseende til, hans job til. Han siger gentagende gange til hende at hun skal holde op. Han prøver at gå sin vej, men hun bliver ved med at opsøge ham og truer ham ofte med store knive. Truer med at hun vil tage mig, rejse væk og at han aldrig får os at se igen. Så slår det klik for ham og han kommer brasende ud og tæver hende, alt imens hun skruer op for den verbale mishandling. Han siger gentagende gange at hun skal holde op, men hun fortsætter, og så fortsætter han også. Hun bliver ved og ved indtil det er nærmest fysisk umuligt for hende at forsætte. Hun bliver gennembanket, får taget kvælertag, blev slæbt igennem gårdspladsen i hendes hår, osv. Og til sidst må hun opgive, stoppe med at tale og synke sammen.
Når hun stopper med at svine ham til, så går han bare.
Jeg begyndte derefter at holde mere med far, det var nogle onde ting mor sagde, og jeg fik rigtig ondt i maven af at høre at hun gjorde far så ked af det. Han græd, han græd hver gang, før, under og efter tævningen. Han var ulykkelig og desperat. Jeg begynder at opsøge ham nogle gange efter slåskampen er forbi og trøste ham i stedet for at trøste mor.
Da mor begynder at fornemme at jeg ikke kun er hendes allierede længere, så vender hun sig mod os begge. Og derefter blev jeg svinet lige så meget til som min far. Hvilket førte til et 3. skift.
Far byggede en mindre bunker nede i laden, bag 4 låste døre, i et nærmest lydtæt rum med kun et enkelt lille bitte vindue, boede han nu mere eller mindre. Der havde han sin seng, en sofa og sit kontor. Så i stedet for at tæve min mor sønder og sammen, lod han mig tage skraldet, låste sig inde bag sine 4 døre nede i sit fort. Så sad han der, drak videre, læste bøger og spiste chokolade, imens han lille pige blev verbalt mishandlet, og blev holdt vågen om natten. Jeg prøvede tit at banke på dørene imens jeg græd, eller ringe til ham, eller skrive sms til ham, for at blive lukket ind. Men jeg blev det sjældent. Han meldte sig ud. Han ville have fred. Så længe mor havde mig at svine til, jo mindre stod hun udenfor hans vindue og skabte sig.
Siden det her skete slog han hende ikke én eneste gang mere. Så tror han kunne forsvare overfor sig selv, at lade sin datter i stikken, for det betød jo at hun ikke skulle se de frygtelige slåskampe, eller han kom til at slå hendes mor ihjel. Jeg tror han bildte sig ind at det var det eneste rigtige og den rette løsning.
Dagen efter sådan en aften her, lod vi som ingenting, stod op og spiste morgenmad sammen, tog ud og kørte en tur sammen i skoven og hyggede igennem. Det var glemt og vi snakkede ikke om det. Mor påstod altid hun ikke kunne huske noget.
Det her skete i perioder. Det skete ikke hver aften. Det kunne ske alt fra 4 aftner i ugen til 4 aftner i måneden, nogle gange færre nogle gange oftere.
De drak stort set hver dag, men de fleste dage kunne de dog holde det på et niveau hvor det ikke gik galt.
I de gode perioder gik alt helt okay, ingen skænderier, bare hygge i sofaen, vi var tit ude og spise, så film og sad udenfor hele aftenen og grillede og hyggesnakkede osv osv.
Når man vågnede om morgenen anede man ikke, om man endte i himlen eller helvedet senere.
De havde ofte perioder hvor de i fællesskab bestemte sig for at stoppe med at drikke øl. Men det holdt aldrig særlig længe. Så begyndte de at gemme alkohol for hinanden, og hvis jeg opdagede deres gemmesteder, blev jeg bestukket med chokolade for at holde mund med det. Jeg har fundet øl i skabe på badeværelset, bag sofaen og sågar i mine gummistøvler. Da jeg blev ældre knappede jeg dem bare op og hældte dem ud, hvilket de blev rasende over.
Indtil jeg var 14 var det altid en mulighed at tage hjem til mormor og morfar, men da de dør, bliver sikkerhedsnettet revet væk under mig, og jeg er lige pludselig hjemløs, når jeg ikke kan være i hjemmet.
Jeg løb væk hjemmefra engang. Jeg gik i 1.g. Havde pakket en taske tidligt om aftenen, og stod rigtig tidligt op og tog en taxa ind til gymnasiet. Jeg boede derefter skiftevis hos en veninde på skolehjemmet og ved en kæreste.
Kort efter min 17 års fødselsdag flyttede jeg hjemmefra og hjem i min daværende kærestes hus. Det gik ikke så godt mellem mig og ham da vi flyttede sammen, han var ikke meget hjemme og jeg blev hurtigt ensom, da huset lå temmelig langt væk fra alt og alle jeg kendte. Så fik min mor kræft for 2. gang, denne gang skulle hun have stomi, og derfor besluttede jeg mig for at flytte hjem igen. Mig og kæresten gik derefter fra hinanden. Det var begyndelsen på min nedtur kan jeg huske. Jeg kunne hverken spise eller sove i flere uger. Min mors kræft blev værre og værre, jeg finder så sammen med en ny kæreste, som senere viser sig at være narssisist. Ham flytter jeg sammen med inde i Thisted, og forholdet bliver hurtigt voldsomt. Både psykisk og fysisk. Få dage efter min 18 års fødselsdag, dør min far pludselig af hjertestop. Min mor og far var ikke gift, og han havde lavet nogle MEGET uheldige investeringer, som han havde holdt hemmelige, så han skyldte flere millioner væk. Derfor skulle mor ud af huset, så det kunne sælges og stoppes i en lejlighed hurtigst muligt. Hun var ulykkelig, syg og ender ud af ind af sygehuset. Min ekskæreste brød sig ikke om at jeg tilbragte tid på sygehuset med hende. For så forlod jeg ham. Så jeg måtte snyde mig tid med hende og sige til ham at jeg skulle handle, lave lektier på skolen eller andet. Det er jeg glad for at jeg gjorde, for få måneder efter døde hun også.
Så der var meget hurtigt et kæmpe hus der skulle tømmes, jeg var tvunget til at flytte i en anden lejlighed, da min hunde som tidligere havde boet ude på gården, nu skulle bo ved mig, og jeg måtte ikke have kæledyr i min daværende lejlighed. 2 måneder efter mors død skulle jeg dimitere fra gymnasiet, så der var også lige 7 eksamener der skulle klares.
Da jeg endelig får min hue på og er flyttet i ny lejlighed, er jeg simpelthen så afkræftet. Men jeg får ikke lov til at sørge derhjemme, da ekskæresten sagde jeg var egoistisk og kun tænkte på mig selv når jeg var ked af det.
Derefter fulgte der desværre 4 år mere med ham. Og først 27 dec 2013 bliver jeg for alvor sat fri, for første gang i mit liv, og først siden da kunne jeg begynde at finde tilbage til hende jeg egentlig er. Det er en process der stadig er igang som dog bliver nemmere og nemmere…