Altså! Det er så mærkeligt…

Jeg er begyndt at skrive digte. Det gik op for mig at de lange skriv, har svært ved at blive til. Før i tiden kunne jeg godt lide at skrive lange tekster. Jeg havde meget at fortælle, meget at sige.

Men de sidste år har jeg faktisk brugt min Facebookside mere, til de personlige skriv. For det er bare uforpligtende korte tekster skrevet i momentet, hvorimod jeg tager et blogpost meget mere seriøst. Hvilket jo egentlig også er ret fjollet.

Nogle gange skal man gøre op med de narrativer man har om ting. F.eks ordet NARRATIV. Det ord har jeg faktisk syntes var godt og grundigt træls!!

Hallo så kald det dog bare for en historie! Men ærligt, så er det jo faktisk et godt ord til at beskrive den fortælling/historie man har om sig selv, verden, livet og andre mennesker.

Et andet narrativ jeg har haft om mig selv er, at digte er lidt noget fjol. Jeg forstod ikke behovet for de der til tider, korte, kryptiske skriv. Syntes det var lidt noget selvhøjtideligt fis i en hornlygte, som opmærksomhedskrævende mennesker brugte til at gøre et eller andet fancy… Men i forgårs så skete der et eller andet.

Det var nat, jeg var syg, min datter var syg, min kæreste var oppe og prøvede at få hende til at sove under store skrig og skrål. Jeg havde prøvet at have hende til at ligge ved mig i sengen for at trøste hende. Men efter 3 timer med opvågninger hvert 5. minut med skrig, slag i ansigtet fordi hun konstant bøflede rundt og en pat der snart blødte af hendes iver efter at finde trøst, måtte jeg til sidst give op og vække Rasmus ved siden af og få ham til at putte hende i hendes egen seng. Jeg kunne ikke mere. Var udmattet, træt og syg og kunne mærke frustrationen snart kom til at bruse over.

Når jeg står i de situationer hvor frustrationen blive til vrede og jeg begynder at miste kontrollen, så trykker jeg på den røde knap og tager en timeout og det gjorde jeg der.

Da Rasmus stod op og påbegyndte arbejdet med at putte vores lille skattebanan, græd jeg. Det fyldte helt vildt indeni mig, den dårlige samvittighed over at han nu skulle stå der og bøvle, på trods af at han indtil da bare havde sovet som en uforstyrret sten i 3 timer, den dårlige samvittighed over at jeg ikke kunne være der mere for Millie, på trods af at jeg havde givet ALT jeg havde og nu var helt øm i bryst og ansigtet af hendes bøfleri.

Men tårerne trillede altså derudaf og jeg var opfyldt indeni, kunne ikke få det ud følte jeg. Det er en gennemgående følelse jeg har nogle gange, den der trang til at få noget ud, men jeg ved ikke hvordan. Men pludselig kom det til mig:

Skriv et digt!

Så det gjorde jeg. Og spadestikkene til mit første digt blev hermed til.

Digt nr. 1

En pludselig indskydelse bliver til i nattens mørke.
Ført ud i lyset om morgenen.
Ingen alt eller intet.
At kunne gå ind i noget halvt.
Man ved ikke hvad det bliver til…
Men behøver man vide det?
Noget kan blive til noget…
Noget kan føre andet med sig…
Drop begrænsningerne indeni.
34 år i dag
Hvis du har lyst til at begynde at skrive digte, så gør dog det.

Det var en forløsning af en art. Og siden er et mere blevet til:

Digt nr. 2

Hvem er du Løve?
Troede jeg kendte dig.
Pludselig så du det ikke.
Det jeg gav.
Det jeg kunne.
Hvem tror du mon jeg er?
Kender du mig?
Men du Løve,
Tak for mulighederne.
Tak for oplevelserne.
Tak for chancen.
Tak for at du troede på mig… Lige indtil du pludselig ikke gjorde det længere.
Jeg kan det hele og mere til.
Jeg tror du ved det.
Noget koldt spirer indeni dig
Jeg tror du ved det.
Jeg tager lyset med mig videre.
Mørket må du få helt for dig selv.
Det bor nemlig i dig, ikke i mig…

Jeg har i dag skrevet et 3, om det kan kaldes et digt, når det er så langt, det ved jeg ikke, men det er i hvert fald blevet til.

Digt nr. 3

Nyd nu momentet, måske det er det sidste.
Nyd tiden der er nu, ellers fortryder du.
Nyd din datter nu, børn bliver hurtigt store.
Dejligt vejr, ja det er med at nyde det!

Altså, jeg er træt af de fraser.
Jeg vil ikke hele tiden leve som om mine dage er talte. Mit hoved er fuld af sætninger som disse.
Jeg nød hende ikke mens hun var her, jeg burde have besøgt hende mere.
Jeg burde have været mere hjemme.
Jeg skulle have nydt sommeren imens den var her, været mere på stranden.
Jeg burde være kommet forbi i hans sidste dage.
Jeg burde have givet mere nus og kærlige klap til ham.
Jeg burde være taget på universitetet efter gymnasiet
Jeg burde have slået op med ham noget før
Jeg skulle have gjort mere for hende.
Jeg skulle aldrig have åbnet op
Jeg skulle ikke have lånt ham alle de penge
Hvorfor blev jeg så længe?
Hvorfor var jeg så kold?
Hvornår var det sidste kram?
Hvornår var den sidste gang jeg var ude og lege?
Hvornår var den sidste fest sammen?
Hvornår var det sidste kys?
Hvad var det sidste ord?
Jeg burde have vidst det! Jeg burde have nydt det! Den sidste gang!

Alle disse tanker, repræsenterer en lille vægt, tænk så stor en byrde man bærer til sidst!
En stor kugle indeni fuld af fortrydelse, skam, dårlig samvittighed, skuffelse, svigt og smerte.
Kuglen fylder i det nuværende liv og det kan jo ikke andet end at påvirke nutiden når den hele tiden slæbes med.
Er det ikke en skam? Hvordan kunne livet se ud uden at denne giftkugle konstant slæbes med?
Hvis jeg slap den hvad så?
Jeg kan næsten fornemme det…
Uden den ville livet være mindre frygtsomt, ubekymret, let, man kunne gå ind i nyt med en nysgerrighed i stedet for frygt.
Alt det plads der ville blive frigivet!! Er du vimmer!
Tænk engang alt det energi der kunne frigives både fysisk og psykisk, når kræfterne ikke skal bruges på den kæmpe giftige kugle.

Min hjerne har siden barnsben været programmeret destruktivt.
Forvent det værste, så bliver du ikke skuffet – det var mit mantra allerede som 6 årig.
Kan huske ansigterne på de voksne jeg stolt fortalte det til, de så så triste ud. Det undrede mig, jeg havde jo knækket koden.

NU skal jeg bare være.
Være glad.
Være taknemmelig.
Dyrke roen.
Og hvis jeg en dag fortryder ditten og datten, så må jeg stå ved mig selv og sige. Jeg ved bedst. Jeg vidste bedst. Jeg gjorde det bedste jeg kunne. For det gør jeg altid.
Dét har jeg lært – at jeg ved at jeg faktisk altid gør mit bedste og mere til. Den tanke har jeg ro i. Den er sand helt ind i marven.
Alt du gør, gør du nu, fremtiden kender man ikke.
Fortrydelse er gift. Du gjorde som du gjorde af en grund.
Behold de gode tider i hjertet, på trods af hvordan det endte.
Mange gode historier slutter trist. Men betyder ikke at det er en dårlig historie.
Jeg kommer ofte til at blande det sammen, vil bare glemme hele historien, hvis den slutter dårligt.
Smerten sidder i maven og hjertet og mørket titter frem. Det dystre, det ubærlige.
Men jeg må øve det.
Ikke lade det dårlige ødelægge det gode.

Tænk på gymnasiet, sammenholdet i klassen, glæden, naiviteten.
Tænk ikke på hvordan en gift kom ind i dit liv, i sommeren i slutningen af 2.g og drænede glæden mere og mere.
Tænk på dine tidligere dyrevenner, som ikke længere er her af forskellige grunde. Tænk på deres glade pelsede ansigter og jeres sjove oplevelser sammen og ikke hvordan det sluttede.
Tænk på oplevelserne i de forskellige flokke du har færdes i, de fantastiske øjeblikke og lykkerusene i delte.
Tænk ikke på hvordan venskaberne sluttede enten med tavshed eller skuffelse.
Tænk på de forskellige arbejdspladser og praktikker med lærdom for øje, hvad lærte du? Hvem hjalp du? Dyrk de lyse øjeblikke.
Tænk ikke på mobningen, misforståelserne og tårerne.
Tænk på de tidligere kærester med respekt for den tid i delte, hvor i oplevede kærlighed og sjove tider.
Tænk ikke på den falmede ømhed og de knuste hjerter.
Tænk på de afdøde med brusende glæde i hjertet, deres tidligere varme nærvær og hvad du lærte af dem.
Tænk ikke på deres død og de hårde tider.

Jeg vil nu lade glæden fylde, punktere melankoliens mørke.
Hjernen vil have sit dystre dope, måske ved jeg hvorfor, måske aner jeg det ikke.
Men jeg tror en hjerne kan trænes og jeg vil træne min.
Smerten må transformeres til taknemmelighed.
Fortiden skal ikke sidde fast i hjertet og tynge.
Selvfølgelig skal man lære af smerten, det er nok derfor den er der, men pensum behøver ikke læres igen igen, og gennemsyre min sjæl og legeme.

Lær lektionen, sig mange tak for læringen. Fæld en tåre og pak den så væk.
Fint og flot i den fineste kasse, på den fineste hylde, i det fineste depot.
Hvis smerten må og skal genopleves en sjælden gang, så kan du gå tilbage til depotet, men ellers bor smerten nu der for evigt i respekt og giver nu plads til at de gode oplevelser, glæden, og taknemmeligheden kan brede sig og fylde hele systemet op indefra og ud i en stille eksplosion.
Jeg kan mærke det allerede!
Tak!

Jeg er typen der vil perfektionere hver en tekst. Jeg skriver noget, med hensigten om at redigere næste dag, så jeg kan tænke mere over det og forbedre teksten. Men ofte kommer det aldrig videre og forbliver en anonym kladde der aldrig ser dagens lys…

But not today! Nu bliver dette blogindlæg publiceret i dens enkelhed uden fikumdik og højtidelighed…