At miste et kæledyr

Igår mistede jeg min trofaste ven igennem næsten 11 år.

Min chihuahua Muffi.

Hun var mit lys i mørket, hun var ALTID ved min side i tykt og tyndt.

Jeg oplever at folk kan have svært ved at forstå smerten ved at miste et kæledyr. Men den smerte jeg føler er altoverskyggende.

Det gør decideret fysisk ondt i mit bryst, hals og mave konstant. Mine øjne er hævede fordi jeg tuder eller svier fordi jeg holder tårerne tilbage.

Tankerne kører i destruktive ringe. Kunne jeg have været en bedre hundemor? Hvorfor gav jeg hende ikke lige lidt ekstra nus? Var hun bange og ked af det?

Jeg kan gravalvorligt have svært ved at se hvordan min hverdag nogensinde skal blive god igen. Min lyst til alle mine yndlings ting er forduftet. Jeg er energiforladt og træt. Jeg sover dårligt og vågner ulykkelig.

Jeg mangler hende i min seng, i min sofa, i køkkenet… Ja alle steder. Jeg kan stadig høre hendes små poter på gulvet og hendes små søde grynt.

Jeg ser hende blive kremeret i mine mest destruktive tanker. Det er frygteligt. Det er tanker jeg ikke kan slippe, hendes brændende pels, og den lille søde tunge der altid stak ud.

Jeg var ellers kommet langt med mine destruktive tvangstanker. Jeg har haft mange af dem igennem de seneste 10 år. Tvangstanker om f.eks min mors frygtelige dødsleje, oplevelser jeg har skyldfølelse over osv. Jeg har været afhængig af at falde i søvn til fjernsyn fordi det for det meste kunne bryde tankestrømmen. Alt det her var jeg sluppet fri af. Men at miste min bedste ven har udløst det destruktive i mit stakkels hoved. Så jeg har det ganske forfærdeligt.

Det er nu 2 dage siden jeg mistede hende, og jeg kan slet ikke fungere.

Der er mange mennesker der ikke kan sætte sig ind i at have det så svært ved at miste et dyr. Men hvis de havde prøvet at leve mit liv med de mange tab og svigt jeg har oplevet ville de nok forstå bedre.

Jeg har heldigvis en enormt støttende kæreste og vennegruppe som ikke dømmer mig.

Jeg er bange for at få en ny hund.

Muffi var elsket af alle. Jeg har aldrig haft en hund som så mange var så glade for. Hun elskede alle og alle elskede Muffi. Jeg er bange for at næste hund ikke er lige så elskelig, og at folk vil kommentere på det. Sige: “ja din nye hund er da sød, men det er ikke Muffi”. Jeg har en ærlig omgangskreds som sagtens ville kunne finde på at sige sådan uden at mene noget ondt. Men jeg vil ikke kunne rumme at høre det. Jeg er bange for at få en ny hund fordi jeg ikke kan rumme de bekymringer og den smerte og angst for at miste noget så dyrebart.

Jeg har mistet mormor og morfar som teenager. De fungerede inden deres død som forældre faktisk. Jeg har dem at takke for at jeg ikke er gået helt til i mine tidlige år. Derefter mistede jeg mine forældre med 4 måneders mellemrum som 18 årig. Min farfar og farmor er også døde. En moster og en klassekammerat og rigtig mange hunde og katte gennem tiden. Jeg har haft døden tæt på altid.

Men jeg kan mærke at jeg ikke kan miste mere. Jeg kan ikke holde til flere tab. Jeg føler mig helt revnet, alt mit lys, varme og livsgnist siver bare lige så stille ud af disse revner, og jeg arbejder konstant på at lappe dem, men kan mærke at jeg ikke rigtig har de kræfter der skal til.

Jeg troede at jeg ville løbe ud og købe en ny hund nærmest med det samme når Muffi forlod mig. Men det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg har været kronisk bekymret for hende i nogle år efterhånden, sådan sygeligt bekymret, derfor gør det ekstra ondt det her.

Der er ikke skrevet meget om det her med at miste et kæledyr. Mange synes man skal tage sig sammen, det er jo bare en hund. Men sådan er det ikke indeni mig. Hun var min bedste ven. Jeg er ligeglad med hvad folk siger og tænker. Jeg har ONDT. Smerten er der hele tiden alle steder. ALT minder mig om hende. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden hende.

Jeg tror mange har lignende oplevelser ved at miste deres kæledyr, men ikke kender nogen der forstår hvilken smerte det er. De er forventet tilbage på arbejde osv. med det samme igen, for de har jo bare mistet et kæledyr. Men smerten er uudholdelig og man fungerer jo ikke som normalt. Det kan være meget ensomt at miste et dyr, fordi folk ikke forstår hvor hårdt det er.

Jeg ved om nogen at det at miste et kæledyr kan sammenlignes med at miste et menneske. Faktisk føles smerten mere voldsom og intens.

Ens relation til et kæledyr er ubetinget kærlighed. Hvorimod ens relation til mennesker altid vil være komplicerede i en eller anden grad. Derfor kan det føles mere voldsomt at miste et kæledyr.

Jeg tror det ender med at jeg får mig en ny hund. Om det er om en uge eller 5 år det ved jeg ikke.

Jeg elskede min Muffipige så højt. Og vi blev kun tættere som årene gik. At fortsætte hverdagen uden hende er umuligt. Der skal skabes og integreres en ny hverdag.

Muffi var en hund jeg var stolt af at vise frem på grund af hendes personlighed. Hun fik alle til at elske hende meget højt. Jeg har aldrig haft en hund som bare smeltede alle hjerter på sin vej. Selv folk der hadede små hunde eller slet ikke kunne lide hunde endte hun med at charmere.

Det er nu 3 dage siden. Jeg har svært ved at manøvrere rundt i sorgen. Jeg vil gerne sørge hensigtsmæssigt, da jeg ved at jeg har god træning i at fortrænge. Så jeg vil ikke ignorere kendsgerningerne og fortsætte som om intet er hændt. Jeg vil føle og mærke det der skal til for at kunne komme godt videre, og så der ikke hober sig noget op som senere kommer til udtryk på en uhænsigtmæssig måde. Men jeg har på den anden side også en destruktiv hjerne der meget gerne vil tvangstænke uhyggelige og frygtelige ting igennem 117 gange om dagen. Jeg har lige siden barnsben haft kronisk skyldfølelse og dårlig samvittighed, og jeg kan mærke at når jeg giver lov til at føle og mærke tabet af Muffi, så får de destruktive tanker brændsel til at køre i baghovedet og gøre mig ulykkelig. De terroriserer mig. Hærger mit sind med frygtelige syn, og tanker, alle hændelserne omkring hendes død kører konstant i repeat for mit indre øje og vokser sig større og større. Derfor har jeg måttet skifte taktik. Jeg havde ellers besluttet mig for bare at lade tankerne komme når de kom og tårerne komme når de kom. Jeg tænkte at det ikke skulle gemmes, at jo mere jeg tillod sorgen og smerten plads jo hurtigere kunne jeg komme over på den anden side. Men jeg kan nu på dag 3 mærke at det ikke går. Mine destruktive tanker kører af med mig og har flashbacks af blandt andet den skæbnesvagre samtale med dyrlægen, hvor jeg skulle høre ham sige at vi måtte lade hende få fred nu. Hun var i narkose i forvejen da hun ikke havde det så godt og han skulle tjekke hende. Under narkosen fandt man ud ud af at det stod så slemt til at hun skulle have fred.

Jeg græd i telefonen, dyrlægen er heldigvis en rigtig rar mand. Efter samtalen kastede jeg mig ned på gulvet og bare skreg og hulkede, råbte hendes navn, jeg kastede op og kastede mig rundt på gulvet. Jeg kunne slet ikke være i min krop. Adrenalinen pumpede rundt og jeg havde lyst til at ende mit liv.

Det var et af de mest frygtelige øjeblikke jeg har oplevet.

Jeg får flashbacks af hende, der piver i armene på dyrlægen, og kigger bedende på mig da jeg går ud af døren. Jeg siger bare: “Hej hej Muffi” og går ud af døren. Jeg troede bare hun skulle undersøges og jeg kunne hente hende senere. Så jeg føler ikke jeg fik sagt ordentligt farvel og er ulykkelig over at sidste øjeblik med hende var hun bange og ville bare gerne at jeg blev hos hende og tog hende med hjem.

Det er hårdt at det er det sidste øjeblik med hende. Det gør ondt så dybt inde at alting går helt i stå indeni min krop når jeg tænker på det.

Imens jeg skriver dette, triller tårerne, så ondt gør det.

Man ved aldrig hvornår det er det sidste kys, den sidste nat sammen i sengen eller den sidste gåtur… Og heldigvis for det da.

Jeg har egoistisk nok, håbet i mit stille sind på at jeg ikke behøvede at være til stede når muffi trak sidste åndedrag. Jeg så både min mor og min morfar gøre det og det kan jeg ikke holde til. At se min mor dø var den mest traumatiske oplevelse i mit liv. Det var voldsomt og uværdigt, hun var bange og rædselsslagen. Jeg døjer stadig med flashbacks af det. Derfor håbede jeg ikke jeg skulle se min hundepige dø, jeg ved at jeg aldrig ville kunne slippe oplevelsen. Derfor er jeg taknemmelig for at hun sov stille ind under narkose. Jeg behøvede ikke se hendes lille døde krop.

Jeg får hende kremeret og kan hente hende om nogle dage i en fin blå urne med hendes navn på. Jeg har valgt en urne der kan stå fremme.

Anyway. Det går altså ikke at hjernen får frit løb, for så får mine destruktive tankemønstre alt for meget plads til at vokse sig store så det bliver tvangstanker der kan være flere år om at forsvinde.

Så jeg prøver at finde en mellemvej. Prøver at bruge SPT – spontane positive tanker, når de destruktive tanker kommer. Prøver at fortælle mig selv at det er okay at savne, sørge, føle smerte. Men der skal ikke tænkes unødvendigt destruktivt, det har jeg ikke fortjent. Jeg har gjort det godt nok, jeg har fortjent at komme blødt igennem det her, jeg har fortjent at føle varme og kærlighed og huske hende for alt det gode og ikke på alle de frygtelige episoder omkring hendes død. Jeg siger til mig selv at jeg elsker mig selv, at jeg tror på mig selv, at jeg har været en god hundemor, at jeg lukker lys, glæde, kærlighed og varme ind i mit liv, at jeg tænker positivt. Jeg prøver at holde energien hjemme i mig selv. Jeg prøver at fører tankerne hen på her og nu. Hvor er jeg? Hvad laver jeg? Hvad føler jeg? Hvad hører jeg? Hvad mærker jeg?

F. Eks : jeg sidder i min sofa, jeg føler jeg er sulten, jeg ser tv, jeg mærker sofaen under min bagdel og det bagerste af mine lår, mærker armlænet under mine arme, jeg hører folk snakke om frøer i fjernsynet og en bil der kører forbi ude på gaden.

Alt er nyt uden hende… Her d. 4 dag er første dag ALENE uden min hundepige. Jeg har talt i telefon med min bedste veninde i 1.5 time om lidt af hvert og Muffis død. Nu er jeg alene på min veranda… Lytter til fuglene, nyder udsigten, skriver dette.

Jeg har det bedre, og jeg har sovet ok i nat… Jeg har grædt et par gange, men har kunnet stoppe igen. Det går fremad.

Jeg håber at andre der har mistet et elsket kæledyr læser dette og dermed ikke længere føler sig åndssvage i deres sorg. Sorg over et dyr er ÆGTE!

Det GØR ondt. Og det er okay… Lad ingen overbevise dig om andet. Du har mistet din bedste ven og det er smertefuldt.

Knap halvanden måned efter:

Endelig fik jeg min pige hjem i hendes urne💓

Hun får lov til at stå på sofabordet indtil om en uges tid, hvor der flytter en hundedreng ind, han hedder Joey.

Indtil da vil jeg få sørget færdigt. Det er både en lettelse og en stor sorg at have hende stående der på sofabordet, hvor man hele tiden ser det. Men jeg tror det er vigtigt for mig for at sige ordentligt på gensyn, og få det bearbejdet. Jeg kysser urnen engang imellem og sidder med den på skødet, taler til den. Jeg græder stadig en hel del.

Når Joey kommer, rykker hun op på reolen i stuen, hvor hun får en flot plads.