Måske emmer de fleste af mine indlæg af positivitet.
Men dette indlæg kommer til at handle om de dårlige dage, de dårlige perioder.
Sådan en dårlig periode kan for mig vare fra 1 dag til 3 måneder. – dog bliver perioderne kortere og kortere, der bliver længere imellem og de virker knapt så intense.
En dårlig periode for mig indeholder ofte hovedpine, for meget syre i kroppen, spændinger i muskler, især i nakke og skuldre. Jeg har forhøjet trang til koffein, sukker og junkfood. Jeg orker ikke så meget, befinder mig oftere i diskussioner, fordi jeg ikke kan holde min kræft. Alt bliver gjort på den lette måde. Jeg tager bussen i stedet for cyklen, spiser frysepizza i stedet for hjemmelavet mad.
Jeg har sværere ved at sove. Jeg er følsom, bliver nemt ked af det eller frustreret.
Nogle gange har det været så slemt, at jeg må til fysioterapeut og blive løsnet op, da jeg spænder så meget op at jeg får store knuder i ryg og nakke.
Jeg er ofte lys og lyd følsom og er både rastløs og træt på samme tid og det er noget af det mest frustrerende.
Jeg tænker lidt mere negativt og pessimistisk. Flere ting i livet kan være ligemeget.
Nogle dage har jeg brug for at blive passet lidt op, da selv småting kan virke uoverskuelige, og jeg kan blive vred hvis der er forventninger til mig, simpelthen fordi jeg er udmattet af mit eget indre helvede.
Jeg er ubeslutsom og glemsom, og kan også være overdrevet irriteret, frustreret og nogle gange decideret vred.
Jeg er meget stresset og kan opleve at sidde i sofaen stille og roligt og pludselig kunne høre min puls pumpe derudaf i mine ører, som om jeg lige har været ude og løbe. Engang tjekkede jeg min puls da det skete, den lå på 120, hvilket er voldsomt når man bare sidder i sin sofa derhjemme.
Jeg har kvalme, spænder i hele kroppen. Har ikke lyst til at snakke med nogen. Har ringe tålmodighed, og jeg oplever at have lettere ved at blive syg med forkølelse osv.
Nogle gange kan det være så dystert, at jeg tænker på at det ikke er værd at leve.
Heldigvis forekommer disse dage sjældere og sjældere og når de kommer bliver de lettere og lettere for mig at håndtere. Det er jeg meget taknemmelig for.
Jeg priser mig lykkelig for den forstående kæreste og omgangskreds jeg har. Jeg har ALTID lov til at have det som jeg nu har det.
Det har jeg lov til fordi jeg er bundærlig omkring det. På den måde ved folk at det ikke handler om dem og de ved hvad de skal stille op med mig. Ærlighed er vejen frem. Det kan jeg kun anbefale andre i samme båd.
Jeg ved at en dårlig periode aldrig varer evigt, så når det sker så prøver jeg bare at være i det. Før i tiden var jeg bundulykkelig og kunne ikke se mig ud af det. Men nu har jeg efterhånden prøvet det rigtig mange gange, og jeg ved det altid vender.
Det er meget forskelligt hvad der virker for mig i de dårlige perioder. Det er lidt forskelligt hvad jeg har brug for.
Her nogle af mine metoder:
- Arbejder med mine planter
- Går lange ture med yndlings musik og tager fotos af naturen.
- Laver en kande te og forsvinder ind i en bog.
- Gør mig lidt lækker.
- Får lavet sund mad.
- Får ordnet hængepartier i små bidder, på den måde føler jeg at jeg kommer nogen vegne.
- Skriver dagbog.
- Laver ekstra hyggelige ting med kæresten.
- Forkæler mig selv med noget jeg har ønsket mig længe.
Men nogle gange er der INTET at gøre, og jeg må bare acceptere at livet er forfærdeligt. For det ér forfærdeligt at føle skyld, stress, angst, pres, at have ondt mærkelige steder i kroppen og diskutere med sine kære.
Ja borderline og diskussioner…
Jeg HADER at diskutere. Virkelig. Men i mine dårlige perioder kan jeg nemt ende ud i diskussioner hvis ikke jeg er opmærksom.
Mange borderlinere er ligesom jeg selv, gevaldige Retfærdighedsryttere. Det er en af de største grunde til at vi ofte ender i kaos og diskussioner. Vi har fået en personligheds forstyrrelse, fordi vi er blevet behandlet uretfærdigt og blevet svigtet af folk vi elskede og som burde passe på os, og det vil vi gerne undgå sker igen, derfor siger vi fra, ofte både på egne og andres vegne.
For mit vedkommende er det faktisk et stort problem nogle gange. For som sagt opstår problemet fordi JEG ikke kan holde kæft. Så jeg brokker mig, smider svesken på disken så at sige, og det kommer der bare ofte bøvl ud af. Problemet er at jeg ikke bare lukker lort ud… Jeg MENER 100% de ting jeg siger. Derfor kan jeg som regel stå 100% inde for det. Hvilket umuliggør en oprigtig undskyldning fra min side og det falder som regel ikke i god jord.
I øvrigt oplever jeg ofte at der bliver “ryddet op”, i disse perioder, ting der har gået mig på længe bliver sagt, relationer der ikke er gode for mig bliver der taget afstand til osv.
MEN jeg vil gerne minimere uvenskab, drama og konflikter, så jeg har igennem de senere år øvet mig i at efterleve min mormors gamle mantra: “tale er sølv, men tavshed er guld”. Så jeg oplever at blive bedre og bedre til at holde min “Kivuti” som min polske morfar ville have sagt. Altså holde kræft simpelthen.. Det fungerer umiddelbart for mig, da det har givet mere ro.
MEN! Det utrolige er at jeg PT går til psykiatrisk fysioterapi, for at skabe kontakt til min krop og få nulstillet kroppen. – Fysioterapeuten spørger gudhjælpemig: “din kæbe er konstant overspændt… er der meget du ikke får sagt?”
Jeg kiggede vantro på hende og sagde: “ja sgu da… Er du vimmer!”
Hun sagde at de ting jeg ikke får sagt, sætter sig som spændinger i min krop, og at det er medvirkende til at stressen bliver siddende i kroppen.
Hvad sørensen stiller jeg så lige op med det? Det er jo pest eller kolera? Og det er så én af mange paradokser i livet som Kimmie. Det er rigtig svært at gøre noget rigtigt. Jeg er kommet skævt ind på livet, derfor kan det være svært at inkorporere nye positive tiltag i min verden. Det er rent ud sagt en jungle at finde rundt i.
Jeg ser ofte livet som en laaaaang snørklet vej igennem et vildnes, skov eller jungle. Det kan være rigtig svært at holde sig på vejen, og nogle gange kommer jeg på vildspor og vælter rundt i vildnisset, fordi vejen er blevet væk. Jeg bliver dog bedre og bedre til at blive på vejen, og ikke lade mig stoppe af forhindringer.
“Ja vi er fandeme ikke kommet for at danse!” – Et udtryk mig og min veninde ofte bruger når livet er hårdt.
Men men men… Det skal nu nok gå alt sammen. Det er jeg helt sikker på.
Hov! Nu endte det dystre indlæg alligevel med en positiv vibe. – Og se dét, er en af måderne hvor man kan se, at det er ved at lysne forude… At man altid kan mærke at det bliver bedre engang.
Om det rent faktisk bliver bedre er irrelevant her og nu. Du giver dig selv en bedre chance ved at tænke positivt om dig selv og fremtiden. Du skaber det du tænker…🌱💜
SPT – SPONTAN POSITIV TÆNKNING.http://kimmiemodsat.dk/spontan-positiv-taenkning-spt/