Jeg har lige siden jeg var helt lille, altid haft Håb. Det skulle nok blive bedre sagde Håbet. Selv når jeg nærmest boede i ragnarok, havde jeg stadig Håb. Jeg har ofte undret mig over hvor det Håb kom fra. Der var ikke meget grund til at tro at noget blev bedre, men alligevel boede Håbet i mig, og gør det stadig. Det er det der har holdt mig på sporet, det er det der har holdt mig i live. Jeg har siden 13-14 års alderen haft tanker om at forlade verden. Jeg har haft en overdrevet afslappet holdning til det At Leve. Og det har jeg stadig. Jeg er ikke særlig bange for at dø. Dog får jeg mere og mere Lyst til at leve. Det er lidt svært at forklare, men prøver alligevel.
Jeg prøver med en metafor: Forestil dig at du vokser op på et skib, der hele tiden er ved at synke. Det er dit ansvar at skibet hele tiden skal serviceres, for lige så snart du slapper af, så begynder skibet at synke og du skal kæmpe for overlevelse på ny. Engang imellem går der længere imellem at skibet er i synkefare, og du kan have lidt fritid til at gøre hvad du vil. Men skibet er fuld af mennesker der lyver, eller udnytter dig, dem skal du lære at undgå og samtidig leve iblandt. På skibet er der også søde mennesker, men dem tør du aldrig stole på. Nogle gange er der fest og farver, måske en god bog til rådighed, men hele tiden skal du bruge døgnets 24 timer på enten at servicere skibet så det ikke synker, eller på at frygte at det synker fordi du laver en fejl. Der er umiddelbart ingen udsigt til at du nogensinde forlader dette skib, du har boet der så længe du kan huske, du kender ikke andet. Du har dog et HÅB om at komme ind på fastlandet. Nogle gange kan du se land og prøver at nå derhen, men så begynder en storm og skibet driver til havs igen. Det eneste du kæmper for, er altså en form for Utopia, du ved ikke hvad det er, hvordan du kommer derhen og om det overhovedet kan lade sig gøre at komme derhen, og i bund og grund, ved du slet ikke om fastlandet er fantastisk. Du har hørt anekdoter om fastlandet, og det lyder egentlig heller ikke super fedt, det fredelige liv lyder faktisk lidt kedeligt, og du kan blive i tvivl om om det overhovedet er det værd at leve i kamp og smerte på skibet for MÅSKE at kunne nå ind til land. Ergo: Hvad I alverden er der at kæmpe For? Du kæmper for et HÅB, du ikke ved hvad indebærer, og faktisk synes lyder dødkedeligt, du kæmper for at holde et mildest talt nederen skib ovenvande, et skib fuld af svigt, frygt og hårdt arbejde hver evig eneste dag, og du kan aldrig slappe af. Nu tilspørger jeg dig: ville du ikke nogle gange have lyst til bare at lade det skide skib synke ? Er det bøvlet værd, at kæmpe sådan for noget man ikke ved hvad er og om man ville kunne finde ud af eller trives i hvis det kom til stykket ?
Sådan ser jeg livet. Skibet er mit liv. Fastlandet er et fredeligt familieliv: far, mor, børn, villa, vovse og fast arbejde.
Jeg kan godt mærke at jeg kommer tættere og tættere på fastlandet, men er stadig i tvivl om, om jeg har ressourcerne til at kunne finde ud af det. Kan jeg falde til ro i det “normale”? Jeg har i mange år syntes det lød dødkedeligt… bare være nogens kone og nogens mor, gå på arbejde, lave mad og gå i seng, og starte forfra næste dag ? Kan man virkelig nyde det? Jeg ville hellere rejse verden tyndt, fjolle rundt, feste med de festlige, gøre hvad der passede mig når det passede mig… Være en fri fugl !
Men jo ældre jeg bliver og jo længere tid jeg er sammen med Rasmus, jo mere kan jeg se mig selv nyde fastlandet. Det behøver ikke at være så sort/hvid. Jeg har indset at jeg nok godt både kan være mor og have et spændende liv.
Det hele bunder jo nok i et forvrænget billede af hvad familie er og bør være. Jeg har aldrig oplevet et normalt fungerende familieliv, så jeg ved ikke hvad jeg går ind til. Ved bare at når folk fortæller om det så lyder det mere uinteressant end at stå i kø i 20 år i Fakta…
Anyway… derfor har jeg siden jeg var 14 haft et meget afslappet forhold til døden. Jeg vidste at det var en logisk mulighed, simpelthen.. ofte har det virkelig oprigtig talt, ikke kunnet forsvares med fornuft at holde det skib oven vande. Men Det Evige Håb i baghovedet har overtalt mig til gang på gang at fortsætte, med det som mildest talt har føltes (OG stadig nogle gange føles) som Molbo arbejde. Jeg har altid været bevidst om, at hvis Håbet forsvandt, så lod jeg skibet synke, for det var ikke det værd at holde sig i live for smerte og hårdt arbejde uden den mindste udsigt til at det kunne svare sig. Men her er jeg altså i dag, 29 år, bøvler stadig med det skide skib hver evig eneste dag. Dog er jeg blevet klogere og bedre til at bruge mine begrænsede ressourcer, og derfor sejler skibet meget mere stabilt, jeg ved hvordan den skal sejles i stormvejr, jeg ved mere om hvilke mennesker jeg skal bruge energi på på båden, hvem jeg skal undgå og i hvilket farvand der er mindst uvejr. Så jeg oplever mere og mere ro på skibet, til at gøre nogle af de ting jeg har lyst til. Jeg har fået mere tid til at nusse om mig selv, reflektere, grine og tør gå mere ud af kahytten og se mig omkring uden at være bange. Fastlandet kommer tættere og tættere på, og jeg arbejder på at komme langsomt og sikkert i land, og forhåbentligt er jeg klar til livet der, når jeg når derhen.