Menu Luk

Spiseforstyrrelse – forvrænget selvbillede

Det her indlæg er svært at skrive, for selvom jeg er rimelig åben omkring det, så er dette emne bare lidt tabu. Jeg har haft et forvrænget syn på min krop siden jeg var meget ung, det er der flere grunde til. Det er noget jeg stadig kæmper med, og det er det, dette indlæg kommer til at handle om.

I dag var jeg på vægten. 92,3 kg. Det er det højeste jeg nogensinde har vejet, og det er sgu ikke fedt. Der er mange grunde til at min vægt er kommet herop. Lad os starte med begyndelsen på det dårlige selvværd.

Da jeg var lille, hed det sig at jeg var buttet. Det kan jeg huske at både mor, mormor og min ældste storebror havde fokus på. Jeg kan dog godt undre mig over deres øgede fokus. For når jeg ser billeder af mig selv som barn og pre-teen, så springer det mig ikke særligt i øjnene… jojo måske lidt kg i overkanten..  Men absolut ikke nogen særlig overvægt. Men i hvert fald oplevede jeg tidligt i livet, en øget fokus på min krop. Da jeg begyndte at udvikle bryster, var der også stort fokus på det, jeg udviklede mig tidligt og mine bryster var store i forhold til resten, allerede i 9 års alderen. Min storebror og mor kunne finde på at gøre grin med at de hoppede, når jeg kom løbende osv. Især min storebror. Det hed sig at jeg fik enorme bryster ligesom mormor. Mormor havde en stor barm, faktisk så store at hun havde fået opereret dem mindre. Jeg blev meget flov når de drillede mig med det, eller talte om det. Jeg oplevede ofte at der blev kommenteret på min krop. Jeg følte mig overvåget når jeg spiste kage, chokolade eller bad om en ekstra portion aftensmad. Jeg oplevede at blive spurgt om om jeg virkelig havde brug for mere mad, eller den småkage jeg spiste. Nogle gange sagde min storebror bare “Ej !” Med et fordømmende udtryk, hvis jeg tog et stykke mere. Han hånede mine portioner. Det var ikke et problem derhjemme, men det var et problem ved mormor og morfar. Mormor begyndte at kommentere i ny og næ, men sagde ikke så meget højt. Man kunne mærke på hende at hun havde fokus på min vægt. Det eskalerede hver gang min storebror var hjemme, han kommenterede hånende og bedrevidende, når han syntes jeg spiste for meget eller forkert. Han foreslog ofte at vi skulle løbe en tur, spise salat, lave armbøjninger osv osv. kan huske at jeg ikke forstod hvorfor, og at jeg blev meget flov når der kom den form for fokus på min krop. Derfor begyndte jeg at spise i smug, ikke særlig meget, men hvis jeg fik lyst til chokolade, så stjal jeg en pakke og gemte mig, imens jeg spiste den. Jeg følte mig så skyldig når jeg sad der i mit skjul og slugte chokoladen. Jeg følte mig jagtet og ulækker.

Derhjemme var der et helt andet problem. Når mor og far havde været oppe at skændes eller slås, så gav de mig ofte slik og chokolade bagefter for at trøste mig. Især mor var slem til det. Der var i øvrigt altid 10 kasser sodavand til rådighed, og jeg drak nærmest aldrig vand, og det satte mor og far ingen spørgsmål ved. Jeg skulle jo have noget at drikke med dem når de sad der med deres øl. Jeg kan huske at det var meget kutyme, når jeg havde overværet et voldsomt skænderi, at mor lige kom ind på mit værelse, gav mig en plade chokolade og gik igen. Jeg havde en overgang en “slikkuffert”. Når mormor og morfar måtte hente mig pga kaos i hjemmet, så fik jeg penge med, så slikkufferten kunne blive fyldt op. Jeg havde kufferten med mig overalt.

Det er MEGET svært at skrive det her indlæg, det gør ondt i maven, jeg ryster og det er lidt svært at holde ud at tænke på.

Det var meget normalt at mine forældre og jeg tog ud og spiste eller lavede lækkert mad derhjemme hvis det var en hård periode i hjemmet. Så var det masser af mad, slik, sodavand og is til fri afbenyttelse. Jeg kan huske at jeg blev så begejstret for chokolade, at far til sidst blev træt af det, og begyndte at gemme det. Det fik mig bare til at ville have det endnu mere, og jeg endte som regel med at finde det, og igen føle mig skyldig når jeg spiste det. I kid you not – jeg kom endda på piller som skulle afhjælpe chokolade-afhængighed. Det virkede dog ikke.

Jeg kan huske omkring konfirmationsalderen, at jeg virkelig begyndte at få det slemt over min krop. Jeg begyndte at føle lede ved min krop. Og jeg hadede at se billeder fra min konfirmation. Hvis jeg kigger på billederne i dag er jeg faktisk imponeret over at jeg ikke er større. Jeg var faktisk ikke særlig stor… igen jo, en smule buttet men slet ikke noget alarmerende.

Jeg begynder i sommerferien mellem 7-8 kl. At prøve at tabe mig på egen hånd. Det begynder efter min morfars død. Vægttabet “går godt”. Jeg taber mig i hvert fald meget. En 7-10kg. Det lykkedes udelukkende ved at gøre åbenlyse slanketing som familien havde plaget mig med i mange år forinden, så der var tips nok at tage af. Jeg stoppede med at spise slik, snacks osv. Drak vand i stedet for sodavand, nøjedes med én portion osv. Så der var ikke noget sygeligt i min måde at gøre det på, det sygelige var kun det faktum at en 13 årig begynder at gøre det her på egen hånd. Selvfølgelig falder det i god jord hos familien. Jeg bliver rost til skyerne for vægttabet, får at vide at jeg er smuk, og at jeg efterhånden ligner en kvinde. Stoltheden lyser ud af dem. Min storebror roser mig ikke. Jeg kan huske jeg glædede mig til at vise mig frem, når han kom hjem næste gang, glædede mig til at kunne tvære ham i ansigtet at jeg nu var tynd. Men han sagde ikke rigtig noget… ignorerede det bare.

Da jeg skulle begynde i 8.kl. blev vi delt op og blandet med 2 andre skoler, og derfor kom jeg i en ny klasse. I den nye klasse havde jeg mulighed for at starte på en frisk. Så hen over sommeren, havde jeg været ude og shoppe, havde fået piercing i næsen og var begyndt at gå med makeup. Jeg opdagede hurtigt at jeg var blevet mere populær end i min gamle klasse, hvor jeg var allerlavest i hierarkiet. Det var jeg ikke længere, jeg var ikke en af de populære højest i hierarkiet, men jeg lå lunt i midten og der var altid mange folk omkring mig. Det står også i min blå bog under kendetegn: “ses tit med venner”.

I slutningen af 8 kl. Dør min mormor pludseligt, og min verden ramler. Nu var sikkerhedsnettet helt væk. Nu kunne jeg ikke længere bo hos dem når det brændte på derhjemme. Jeg kunne mærke familien havde ondt af mig, de vidste udmærket at min situation nu var forværret. For at gøre ondt værre døde hun imens jeg var på ferie med nogle venner, og hendes sidste ord til mig inden jeg tog afsted, var at jeg var så smuk efter jeg havde tabt mig. Efter hendes død, blev familien hurtigt splittet, både på grund af at familiens samlingssted nu blev solgt og fordi der var fejde på grund af arven. Det endte med at rigtig mange blev uvenner og folk samledes aldrig rigtig igen derefter.

Jeg tager kort efter mit vægttab til nye niveauer. Jeg kan mærke jeg er sulten, da jeg begynder at sulte mig selv mere og mere. Til sidst er sulten for meget og jeg finder ud af at jeg godt kan få det bedste af begge verdener. Jeg kan både spise hvad jeg vil og være tynd. Jeg udvikler bulimi. Kaster op mange gange om dagen, vejer mig konstant. Nu er jeg kommet på gymnasiet, har endda fået min første kæreste. Han er faktisk overvægtig, så også han har on/off fokus på vægttab. Jeg er på det tidspunkt slank, ikke for tyk, ikke for tynd. Men jeg kan ikke se selv det. Jeg føler mig stadig fed og ulækker, bryder mig ikke om at være afklædt eller i badetøj. Min mor har meget opmærksomhed på mit tøjvalg, og kommenterer på tøjsnit der gør at min lille mave kan ses, så hun viser mig tricks til hvordan man skjuler sin mavedelle så man ser helt flad ud. Når hun var fuld fik jeg at vide at jeg var tyk og skulle tage mig sammen.

Bulimien fortsætter indtil jeg flytter sammen med min nr. 2 kæreste. Han har eget hus og badeværelset ligger lige ved siden af stuen, så af praktiske årsager stopper bulimien der, det kan ikke lade sig gøre og jeg tager en kold tyrker. Underligt nok husker jeg det ikke som om det var særlig svært. Jeg var 20 km. væk hjemmefra og totalt høj på forelskelse. Dog begynder det at gå skævt kort tid efter vi flytter sammen. Han var arbejdsnarkoman og var sjældent meget hjemme, så jeg fik ikke særlig meget opmærksomhed og var meget ensom. Jeg genoptager derfor vægttabet, jeg kaster ikke op, men jeg begynder at sulte mig selv igen, prøve at spise sundere og løbe. Jeg fortæller kæresten at jeg prøver at tabe mig og det er fint med ham. En aften vælger jeg at spise chokolade i sofaen imens vi ser en film. Jeg kan mærke han bliver knotten, han siger ikke noget, men virker irriteret. Jeg frygter at det er fordi jeg spiser chokolade at han er sur. Det viser sig desværre at være rigtig. Han får sagt at det er irriterende at se på at jeg spiser chokolade, når jeg nu gerne vil tabe mig. Han ved ikke at jeg har sulten mig selv hele dagen for at give mig selv lov til at spise chokolade. Jeg bliver ked af det, og igen er min krop nu i negativ forkus hos en omsorgsperson. Den dag i dag fatter jeg ikke hvad hans problem var. Jeg tror jo selvfølgelig at grunden til at folk omkring mig har negativt fokus på min krop er fordi jeg ER tyk. Men jeg var IKKE tyk! På ingen måde ! Det kan jeg se nu når jeg ser billeder fra dengang. Jeg var en meget flot pige. Slank og med pæne former. Der sad ikke et gram forkert og jeg var meget poulær blandt hankøn. Så jeg fatter ikke hvordan det lykkedes mig at omgive mig med folk der syntes jeg var tyk.

Kort efter tager jeg ham i at skrive med hans eks, jeg ved hun ville have ham, og jeg ved ikke om han var interesseret i hende, jeg blev dog usikker og min mor fik kræft igen. Jeg følte mig ikke god nok, jeg fik ikke nok opmærksomhed, jeg følte mig utilstrækkelig fysisk, så jeg flyttede hjem til mine forældre igen, i håb om at han ville savne mig og begyndte at se mig interessant igen. Men det sker ikke, og vi slår op. Det var en meget hård tid. I den periode forsvinder min appetit fuldstændig og igen er fokuset på min krop total. Jeg ender endda med at blive voldtaget få uger efter. Jeg fortæller det ikke til nogen før 10 år efter.

Min nr. 3 kæreste er meget fysisk og seksuelt krævende, og jeg kan ikke følge med. Han lægger ikke skjul på at jeg har fysiske mangler. Også han synes jeg vejer for meget, der er for meget mellemrum mellem mine bryster osv. Han kører psykisk på mig i mange år, et kontrollerende, manipulerernde forhold, han styrer mig med frygt. Jeg begynder så at trøstespise rigtig meget for at overkomme det. Jeg kaster ikke op og derfor tager jeg igen på.

Jeg er til sidst totalt nedbrudt og kommer via distriks psykiatrien på en masse stærk psykofarmaka og vi går fra hinanden. I løbet af 2 måneder taber jeg 12 kg. Uden at gøre noget for det. Den vægt holder jeg uden problemer, jeg spiser og gør som det passer mig. Føler mig dog stadig tyk, selvom jeg stadigvæk ikke er det. Efter 3 år kommer jeg af alt medicin og begynder med det samme at tage på… og den vægtøgning er foregået indtil den dag i dag. Min krop har efter så mange år med forvirrende instrukser fra både hjerne og kemi opgivet kampen. Nu er alt en trussel, jeg har været kronisk stresset i mange ord, og et af mine stress symptomer er at min krop holder på fedtet. Uanset hvad jeg gør vil min krop ikke smide de kilo. Og det er frygteligt. På flere måder. Det har i øvrigt trigget min trøstespisning, for jeg ved at det ingen forskel gør om jeg æder en pizza eller ej, min krop VIL ikke smide fedtet. Jeg har ødelagt den med mange års sult, opkastninger, afføringspiller og medicin. Min krop har været igennem så meget med mig. Så mange tab, så smerte og frygt i så mange år.

Ergo er det noget lort nu for nu ER jeg faktisk oprigtig overvægtig. For første gang i mit liv. Jeg har gået i så mange år og set mig selv som overvægtig, uden at jeg egentlig rigtig var det. Jeg har altid været en pige med former, men jeg har ikke været decideret overvægtig som jeg er nu. Så det er en mærkelig følelse.

Jeg kan ikke beskrive den totale forvirring det her har bragt med sig. For nu kan jeg jo udmærket se, at jeg ikke var overvægtig som yngre, jeg ser mig selv på alle de gamle billeder og bliver så forvirret og mindblown! Jeg var overhovedet ikke overvægtig på noget tidspunkt, jeg var lige tilpas, smuk, slank… Jeg fatter simpelthen ikke hvordan jeg kan have været omgivet af mennesker der så mig som jeg så mit eget fantasi billede… Hvordan kunne andre se mig i det lys?

Jeg tror godt jeg ved hvorfor familien havde fokus på alt det her… de ønskede mig jo det bedste, og de vidste hvilket helvede jeg gennemlevede derhjemme. De så min far være ekstremt overvægtig, de så hvor glad jeg var for at spise, de vidste min mor havde døjet med spiseforstyrrelse. De ville højst sandsynligt bare stoppe katastrofen før den skete. Men de endte med at kickstarte den i stedet for.

Noget helt andet er at når man er en Grabowski, så er det meningen at man skal være smuk. Det lyder virkelig langt ude, men i Thy, går snakken på at Grabowskier altid er smukke. Jeg har hørt det så mange gange at jeg er ved at brække mig over det. Jeg kan ikke være nogen steder og sige jeg hedder Grabowski uden at folk siger: “i er fandme også alle sammen så pæne!”, “I må have gode gener, siden i ikke kan lave grimme børn!” Alle de historier jeg har hørt om min mor og hendes søstre. De var de lækreste piger i byen I 60’ERNE, som alle fyrene ville have og som alle pigerne hadede og misundte. Jeg har faktisk en fuldstændig åndssvag og irrationel frygt om at få et grimt barn… Jeg ved godt at det er fjollet og jeg kan ikke engang selv stå inde for tanken, men det ligger i baghovedet. Hvis jeg får et grimt barn, så vil det være den første grimme Grabowski. Shit man… Sikke en titel at få…

Det er meget hårdt for en pige som mig pludselig at vågne op og indse: okay, jeg bliver tykkere og tykkere og jeg kan ikke gøre noget… Jeg kan ikke kontrollere det, om jeg går 40 kilometer om dagen og spiser 800kcal om dagen så vil overvægten ikke af. – Men hold da op et wakeup call det er. For det har tvunget mig til at se mig selv i et andet lys, har tvunget mig selv til at se tilbage og tænke over hvordan det her er sket. Hvorfor har jeg altid hadet min krop ? Hvorfor har jeg et mega problem med mad? Hvorfor BRUGER jeg mad som jeg gør? Jeg skal spise når jeg er ked af det, stresset, vred, glad… og der er så mange grunde til hvorfor, det ville være mere mærkeligt hvis IKKE jeg havde et problem med mit spejlbillede.

Med at arbejde med dette indlæg har jeg opnået endnu mere forståelse for min kropsreaktion. Jeg har indset at jeg skal arbejde meget positivt med mig selv omkring det. Jeg håber det lykkes. Min krop er mit tempel, den skal behandles med ære og respekt. Også selvom jeg er tæt på de 100kg. Jeg skal selv give min krop den kærlighed og anerkendelse den ikke fik som lille og ung. Jeg har trukket den igennem helvede og den har altid været der og passet på mig så godt den kunne. Dette er et nyt kapitel der skrives. Jeg skal lære for alvor at elske min krop. Jeg skal lære at det ikke handler om at være fysisk perfekt. Det handler om at elske sig selv, no matter what. Respektere sig selv, no matter what. Tale pænt til sig selv hver dag, no matter what. Jeg er træt af at få kvalme over mig selv og min krop når jeg er sammen med andre. Jeg er træt af at føle mig udstillet og overvåget, når jeg spiser lidt usundt foran andre, jeg er færdig med at føle mig skyldig når jeg spiser foran andre. Det er sgu da frygteligt at man skal have det sådan som kvinde? Det er ikke i orden. Men nu er det tid til at gå i arbejdslejr. Min krop skal elskes, Jeg Skal Elskes…