Menu Luk

Køkkenhaven – En nem opstart

Foråret er på vej ! Det er jeg glad for, for jeg er blevet bidt af at dyrke mine egne grøntsager. Det har hjulpet på min stress og tristhed, og bragt lys, lykke, selvtillid OG grøntsager ind i mit liv.

Jeg startede ud på TOTALT bar bund sidste forår. Jeg vidste absolut ingenting om selvdyrk, såning og forspiring. Det var rigtig indviklet at finde oplysninger om emnet, det var meget uoverskueligt for mig, fremgangsmåderne så indviklede ud og jeg var mildest talt forvirret.

Jeg startede mildt ud med at købe gule sætteløg og frø til rucula, spinat, salat og forskellige urter. Jeg fulgte diverse vejledninger på nettet omkring såning. Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg ikke orkede følge alle de “regler” og indviklede metoder. Hvis jeg skulle følge dem så blev såningen nemlig ikke til noget kunne jeg mærke, jeg skulle bare igang, om jeg så bare skulle kaste frøene tilfældigt ud i græsplænen!

Men min plantedrøm udviklede sig gevaldigt i takt med hvor godt det gik, hvor sjovt det var og hvor nemt jeg fandt ud af at det var. Jeg endte med følgende: grønne squash, butternut squash (græskar), agurk, tomat, peberfrugt, chili, gulerødder, spinat, salat, rucula, løg, bønner, basilikum, koriander, persille, dild, mynte, salvie og kamille.

Jeg prøvede også kræfter med persillerødder og broccoli, men de endte med at blive spist af snegle og larver før jeg selv fik smagt dem. Desværre var jeg hårdt plaget af små forbistrede væsner, som ikke var interesserede i at dele med mig. Jeg fik derfor også øvet mig i at få bugt med disse væsner: Spindemider, agurke skimmel, snegle og sommerfuglelarver. Det fortæller jeg mere om i et andet indlæg.

Jeg fandt ud af at stort set alle så og forspiringsmetoder, såtidspunkt osv. skulle tages med et gran salt. Simpelthen. De er vejledende, men ærlig talt er det meste spild af tid hvis du spørger mig. Det skal gøres så nemt som muligt, især hvis man har begrænset energi og et lille stresset hoved som jeg.
I dette indlæg afliver jeg lidt myter, og fortæller kort og godt om hvor nemt det kan gøres, så du kan tage stilling til om du måske alligevel skulle prøve kræfter med at dyrke egne grøntsager i år.

Forspiring og såning :

Nogle afgrøder skal sås, nogle har bedst af at blive forspiret i en potte indendørs, så de har det trygt godt i foråret, inden de kan komme udendørs og vokse videre hen over sommeren.

Frø der skal forspires er f.eks.: tomat, agurk, chili, peber, squash, græskar, majs.

Ting som gulerødder, persille, salat, spinat, skal ikke forspires, men de skal ikke sås før der ikke er frost mere. Basilikum og koriander skal have mindst 10 grader for at de kan spire og trives.

Når du skal så afgrøder ude i haven, skal du ikke gå så højt op i, hvor dybe riller frøene skal ligges i, hvor meget afstand, hvilket jordtype du har osv osv. Lav bare en rille med pegefingeren 1-2 cm, det vigtigste er mest at frøene bliver dækket og at jorden er fugtig. Bare drys et tyndt lag frø, du kan altid tynde ud senere, dæk med jord, klem jorden blidt så det får kontakt med frøene.

Afstanden imellem rækkerne er afhængig af hvilke afgrøder der dyrkes og hvor store de bliver, men tag det ikke så tungt hvis der kommer for meget eller for lidt afstand. – Vand skånsomt og derefter skal det passe sig selv, det eneste du skal sørge for er, at jorden holdes fugtig, ikke våd og at du sår afgrøder der skal have godt med sol, på et solrigt område, og de afgrøder der bedst kan lide lidt skygge placerer du i skyggen.
Igen vil jeg sige, at det ikke gælder så nøje med placering, men visse afgrøder er solkrævende, som squash og græskar, de skal have så meget sol som overhovedet muligt.

I forhold til forspiringsprocessen, behøver du ikke købe dyrt så-jord til formålet. Jeg har bare brugt jord fra en plantesæk, og jeg har næsten haft 100% spirringssucces. Plantesække er billige, du kan få 40-50 liter for 4-10 kr. Dem bruger jeg i kapilærkasser (selvvandingskasser), i krukker og til forspirring.

Når du forspirer smider du bare noget jord i en plastpotte, laver et hul med fingeren, vander en lille smule, put frøet i jorden, dæk til med jord, giv et let tryk, så frøet får kontakt med jorden omkring den, vand en smule igen. Sæt potten i en vindueskarm. Sydvendt og lunt er bedst, men jeg forspirede ganske fint i en nordvendt vindueskarm. Det gælder ikke så nøje. Derefter skal jorden holdes let fugtig, men IKKE våd. Jeg foreslår en forstøver til formålet, og giv potterne et par pift morgen og aften.

Når der kommer en lille spire gør du det samme. Jorden holdes fugtig, ikke våd. Når bare du sørger for det, sørger planten for resten, den passer bare sig selv, indtil den skal plantes ud.

– Så her kan jeg aflive endnu en myte: De fleste steder på nettet står der at den her stakkels plante, skal “prikles om” altså ompottes i en større potte i nyt jord 3 gange, inden den skal plantes ud. – MEN, medmindre du har plantet flere frø i samme potte og der derfor kan opstå pladsmangel, så er det altså spild af tid. Jeg ompotter så lidt som muligt. Nogle ompotter jeg fordi jeg kan se at potten bliver for lille til stiklingen. – Der bruger du bare din sunde fornuft.

Tidspunkter for såning:
Skal du også tage med et gran salt. Hvis du er lidt sent på den, så får du bare glæde af dine grøntsager i kortere tid, men det kan stadig lade sig gøre. Følg anvisningen på pakken. Men hvis der står at du kan så fra marts-april, så kan du altså godt stadig så i maj. Jeg var selv for “sent ude”, sidste år med nærmest alt jeg såede. Jeg fik et stort udbytte alligevel, men selvfølgelig mindre end hvis jeg havde sået til tiden. Men hvis der står du kan så fra marts til april, så duer det ikke at så i juni, det vil som regel være for sent.

Gødning og jordforbedring:
Der må jeg erkende at det skal man altså gøre lidt ud af. Jeg endte med at måtte gøde en helt del med kompost, guldvand (Ja tis) og kaffegrums løbende, der var ikke nok næring i mit jord i haven. Der er også forskel på hvad du dyrker, til større planter der laver store frugter som f.eks squash, græskar og broccoli, der skal du altså gøde en del før planten trives. Jeg gødede løbende henover sæsonen.
Til andre mindre afgrøder som spinat, salat og urter var det slet ikke nødvendigt at gøde. Nogle af mine gulerødder og løg var også lidt fimsede, så jeg vil sørge for også at jordforbedre hvor de skal dyrkes i år.
Jordforbedring kan gøres nemt. Læg et tykt lag kompost (kan hentes billigt på genbrugspladser) eller hestemøg ud på jorden, og fræs det igennem et par måneder eller mere, inden du skal så eller plante ud. Til de store afgrøder som f.eks græskar, kan du give dem ekstra kompost når du planter ud og et par gange i løbet af sæsonen. Når sæsonen er slut, hiver du planterne op og smider i din kompostbunke, hvis du har sådan en, derefter lægger du et godt lag kompost/møg og gerne visne blade, hvis du har det, på jorden og fræser det igennem. Gør som sagt det samme i det tidligere forår.

Vanding: For at gøre det nemmere, billigere og bedre for dine planter og miljøet, så kan jeg kun foreslå dig, at købe en vandopsamler der opsamler regnvand. Det har jeg haft enormt glæde af. Dine planter vil gerne have meget vand, både dem i køkkenhaven og drivhuset, især når de skal spire og når de stadig er babyer, og især hvis det er en tør sommer, som de sidste 2 år. Da tørken var værst, var jeg ude og vande 2 gange i løbet af dagen sidste sommer. Jeg fandt hurtigt ud af at det kostede mange ture ind og ud af huset med vandkanden, og rigtig meget vand fra hanen. Så jeg brugte en 100lap på en regnvandsbeholder, koblet til et nedløbsrør ude i haven. Vupti, sparet på vandregningen og slut med alle turene ind og ud af huset, med dryppende vandkande. Desuden har planterne faktisk bedst af regnvand. Mine orkidéer indenfor, har også været helt tosset med at få regnvand i stedet for hanevand, de trives bedre end nogensinde. Desuden er det da en rar tanke at man bare bruger naturens egne ressourcer når man vander.

Drivhus/overdækket terrasse eller andet beskyttet område: Kapilærkasser er fantastiske! De vander selv, du skal bare hælde vand og nogle gange gødning på, et par gange i måneden, og så passer dine agurk, tomat, peberfrugt og chili osv. sig selv. Planterne skal nippes og bindes op et par gange i ugen, men ellers synes jeg det er rigtig nemt. Du kan så krydderurter og lave bønnesorter, i bunden af dine kasser så får du udnyttet pladsen. Jeg havde selv 7 kapilærkasser sidste sommer og dem var der ikke meget bøvl med, og jeg har planer om endnu flere i år. Du kan have 2-3 planter i hver kasse. Her kan du ikke springe gødningen over. Tomater, agurker, peberfrugt, chili, melon osv der dyrkes i kapilærkasser, er grådige planter som kræver meget næring, de vil til gengæld takke dig ved at give dig masser af frugter. Jeg har stadig her i januar, friske tomater og fryser og køleskab er fyldt op med tomater og chili.

Du kan ende med at få rigtig meget glæde af dine afgrøder, ikke kun i den periode de giver frugt, men længe efter. Jeg har været selvforsynende med både grønne squash, butternut squash, tomater, løg, brombær, persille, gulerødder og chili fra juni og indtil nu, og jeg har stadig fryser og køleskab fyldt op med dem, og render ikke tør foreløbig. Det er enhver vegetars våde drøm det her. At kunne lave mine smukke grønne retter, og te af egne grøntsager og urter, er noget af det mest tilfredsstillende!

Kort om mine forslag til nemme afgrøder:
Nu kan jeg kun forslå dem jeg selv har prøvet af, og som jeg havde succes med: – grønne squash (courgetter) *køkkenhave afgrøde
– butternut squash (græskar) * køkkenhave afgrøde
– tomat *både køkkenhave og drivhus afgrøde – agurk *både køkkenhave og drivhus afgrøde
– peberfrugt og chili *både køkkenhave og drivhus afgrøde
– gulerødder * køkkenhave afgrøde
– salat, spinat, rucula, alverdens urter *køkkenhave afgrøde og drivhus afgrøde
– bønner *køkkenhave afgrøde og drivhus afgrøde
– brombær * køkkenhave afgrøde
– sætteløg * køkkenhave afgrøde.

Håber at du fik nytte af at læse lidt om hvor nemt det KAN gøres. Rigtig mange mennesker inklusive mig, selv troede det her var noget værre bøvl, men det er det ikke, hvis jeg kan, kan alle! Det vigtigste er at lysten og interessen er der. For det her kan gøres så nemt at du tror det er løgn.

Håber du har fået gejsten til at prøve det af, især hvis du er psykisk sårbar som mig, for det kan give dig en jordforbindelse og en ro du ikke har prøvet før, og vigtigst af alt, noget at stå op til.

Min hyggekrog i min udestue (drivhus)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *