Igen lyder de høje råb, dunkelyde, slag, lyden af slåskamp, lyden af løbende fødder op og ned af gangen, jeg har gemt mig i min hule på mit værelse. Mor skriger, jeg ryster, jeg er bange, jeg tør ikke gå derud for jeg ved hvad jeg ser, og jeg er bange for at blive mast, komme i vejen, for de ser mig ikke, det er som om jeg er usynlig, nogle gange er der store knive fremme, eller jeg finder mor næsten kvalt mellem sofapuderne, eller nede i resterne af et stuebord hun er blevet kylet ned i.
Jeg ved hvad der sker derude, de store voksne vælter rundt, oftest i køkkenet eller stuen, de er fulde, rasende, har begge et blik i øjnene der er farligt, uhyggeligt, som om de er robotter, intet kan stoppe dem i hvad de har gang i, ingen giver sig før mor er smadret og ikke kan bevæge sig. Jeg ved jeg må ud, ringe til mormor og morfar og få dem til at hente mig. Mor skriger, jeg løber ud, vil stoppe far, de er i køkkenet, jeg råber, skriger og græder, mor har det blik i øjnene, hun er ikke min mor, hun råber grimme ting, bliver ved, mens slagene hagler ned over hende, hun fortsætte med at sige grimme ting og far fortsætter med slagene, han bliver ved med at sige at hun skal stoppe, at hun skal holde kæft, at han ikke stopper før hun holder op med at snakke, hun ved det først stopper når hun holder op, men hun fortsætter, siger at farmor er en højrøvet ko, at farfar og farmor aldrig har elsket min far, at far er fed, at han aldrig bliver til noget, og at han kun har penge fordi han har arvet, hun bliver ved og ved, og det samme gør far, jeg råber at de skal stoppe, men det er som om de ikke kan, mor kan ikke mærke slagene, far kan ikke styre sig og bliver ved med at slå og sparke, tage ting fra bordet til at slå hende med, banke hendes hoved ind i vandhanen og køkkenvasken, hælder øl på hende, tænder for vandet og lader det overplaske hende, holder hendes hoved ind under vandet, hun gisper efter luft, jeg opgiver at at stoppe dem, og skynder mig hen til telefonen knuger mig til håbet om at de tager telefonen, det gør mormor, og jeg siger bare de skal køre NU!, og lægger på, mere er ikke nødvendigt at sige, de ved hvad det handler om, de har været herude mange gange, i nogle perioder flere gange i ugen.
Jeg går tilbage, jeg er bange for om mor dør, ingen kan holde til de uendelige slag, men hun vil ikke stoppe med at sige grimme ting. Til sidst opgiver hun kampen og synker sammen indover vasken og far stopper, tager 2 små og fine porcelæns elefanter der altid har stået på køkkenbordet, og kaster dem i gulvet, én af gangen, og dér flipper jeg fuldstændig ud, jeg bekymrer mig mere om de smadrede elefanter end min smadrede mor, hun hænger ind over køkkenvasket, gennemtævet, prustende, stønnende, svedig, hævet og savlende og siger mit navn, jeg falder på knæ og gør alt hvad jeg kan for at samle stumperne på elefanterne. Helt panikslagent samler jeg hver en lille bitte stump og klynger mig til håbet om at morfar kan reparere dem, morfar kan fikse alt siger jeg til mig selv, jeg kravler stadig rundt på gulvet da mormor, morfar og onkel kommer, det er sjældent onkel er her, jeg forstår ikke hvad han laver her, han går ned på knæ og prøver at få mig ud i bilen, men jeg vil ikke med, før jeg har fået alle stumperne med, han siger han ikke tror elefanterne kan fikses, men hjælper mig alligevel og vi putter alle hundrede vis af stumper i en pose, pakker hurtigt noget tøj og min skoletaske og får mig og mor ud i bilen, far er væk, som han plejer når de kommer. Vi kører derefter væk i morfars hvide BMW
Derefter følges den samme procedure som ALTID.
Hjemme ved mormor og morfar falder der hurtigt ro på mor, det gør der som regel, dog med få undtagelser. Alt efter hvor smadret hun er, tager hun i byen eller går i seng, hun har næsten altid kræfter til at gå i byen og hun har altid pakket til lejligheden, hun har pakket fuld krigsmaling og tøj til formålet og til lyden af mormor og morfars protester, tager hun ud i nattelivet og jeg ser hende ikke før næste dag eller flere dage efter. Når hun er gået, falder der totalt ro på settet.
Når mor er gået, bliver der hygget, og hvis det kan nåes, går mig og morfar i kiosken og køber snolder, vi ser noget spændende i fjernsynet eller spiller 500, og så går vi i seng. Mormor fortæller en lang godnat historie om mig, der kører rundt i min lille røde bil ude på eventyr, og jeg falder i søvn.
Hvis det er skoledag næste dag, bliver der sørget for at jeg kommer godt afsted, godt fyldt op med kærlighed. Hvis det er weekend, hygges der videre næste dag, hvor mor som regel allerede er taget hjem med en taxa om natten, eller far har hentet hende. Op af eftermiddagen bliver der som regel ringet og de beordrer mig hjem. Hvis de allerede har drukket, kan det blive en regulær magtkamp.
Jeg har som regel ikke lyst til at komme hjem, hvis jeg kan høre de allerede er fulde igen og det er mormor og morfar heller ikke interesserede i. Så tager mor og far det tunge skyts frem, siger at de vil stoppe min hund i ovnen, eller drukne nogle af vores killinger, hvis ikke jeg kommer hjem, hver gang bliver jeg lige bekymret og ængstelig, for jeg er bange for om de måske kunne finde på det, mormor og morfar prøver at berolige mig og sige at det kunne de ikke finde på, men ofte vil jeg rigtig gerne hjem til hundene og kattene, for at sørge for at de har det godt, nogle gange giver de efter, andre gange får de mig overtalt til at blive og jeg må satse på at mor og far ikke dræber mine dyr.
Morfar kan ikke reparere elefanterne, det gør mig ked af det.
Siden dengang fulgte der rigtig mange år, hvor jeg havde ekstrem angst for at folk ødelagde ting omkring mig. – at jeg valgte i voksenlivet at finde en mand, der elskede at smadre mine ting, smadrede for flere hundrede tusind, gjorde det ikke bedre.
Jeg blev nødt til at forlade mit hjem, da jeg skulle have ny sofa. Det var lidt noget bøvl at få de gamle sofaer ud og den nye ind, og flytningen lavede småskrammer på lister, dørkarme og på sofaerne osv. Jeg kunne ikke rumme det på nogen måde, en veninde måtte komme og hente mig og jeg nægtede at vænne tilbage til mit hjem, før det hele var på plads.
Jeg fandt ud af til et gruppemøde med mine tidligere borderline-gruppepiger at det højst sansynligt stammede fra dengang min far smadrede de elefanter, for da jeg prøvede at forklare dem en situation derhjemme, hvor min kæreste havde ødelagt en orkidé og jeg smed ham ud af køkkenet i raseri, grinede pigerne af mig. Men en af dem spurgte om jeg havde stået i en situation hvor noget blev smadret, hvor det var traumatisk for mig, og jeg kom derfor i tanke om situationen med elefanterne. Endnu mere tydeligt blev sammenhængen, da jeg skulle fortælle om det, for jeg kludrede totalt rundt i det. Når jeg skulle sige elefanter sagde jeg orkidé og når jeg skulle sige orkidé sagde jeg elefant, og blev mere og mere ængstelig og frustreret da gruppepigerne plus den frivillige morerede sig mere og mere, jo mere jeg kludrede i ordene. til sidst bankede en af pigerne i bordet og råbte til de andre, at de skulle holde op fordi det jo var tydeligt at det hang sammen for mig, de andre piger tog det ikke særligt seriøst. Jeg kan huske jeg følte mig rigtig dum, og havde en træls oplevelse, dog tog jeg aha-oplevelsen til mig og den dag i dag er jeg sikker på at angsten for at få smadret ting stammer fra dengang med elefanterne.
At der blev smadret ting, var hverdagskost derhjemme, men lige den situation med elefanterne skiller sig ud. Hvorfor elefanterne betød så meget for mig dengang er der nok mange grunde til, elefanterne var ikke engang mine, jeg havde ikke noget særligt forhold til dem, jeg tror min hjerne valgte at flytte fokus til noget kontrollerbart, samle stumperne og sætte det sammen. Jeg vidste at jeg ikke kunne redde mor eller far, dem kunne jeg ikke reparere eller kontrollere. Men elefanterne var en materiel ting, det var nok lettere at forholde sig til en smadret porcelænselefant, end at forholde sig til min smadrede mor i håndvasken.
Jeg tror at strategien virkede for mig dengang, jeg tror det var måden jeg overlevede på, jeg flyttede fokus.
Jeg kunne stadig passe min skole og mine lektier, jeg fik gode karakterer og ros i langt de fleste fag både i folkeskolen og i gymnasietiden. Jeg hang ikke med de forkerte mennesker, eller begyndte at tage stoffer eller drikke for meget alkohol, jeg blev ved med at opføre mig eksemplarisk.
Min angst for at ting bliver ødelagt, bliver hele tiden bedre. Alt går bedre end det har gjort. At kunne se sine fremskridt er en af de store hurdler man skal over som borderliner: SE sig selv, elske sig selv, se sine fremskridt, i stedet for alt det man kan ikke kan, tro på sig selv, at håbe, at elske, at give sig hen og tro på det bedste.