Jeg har i de senere år, fået mere og mere energi, livsgnist og koncentration. Det har gjort at jeg kunne begynde at interessere mig for ting igen og kunne udfolde mig, det skete ved hjælpe af hobbyer, der gav mine dystre dage mening.
Det startede med at jeg lige pludselig så småt begyndte, at kunne mærke den dårlige samvittighed ved at spise andre dyr. Jeg begyndte at eksperimentere med det veganske køkken. Det var svært at hitte ud af hvordan man gjorde, og det tog mig lang tid at finde fodfæste i det. Men jeg kunne hurtigt mærke et skifte i mit perspektiv på verden, og i min krop. Pludselig fik jeg mere energi, pænere hud, blev mindre syg, havde færre hovedpiner osv osv.
Lige pludselig så jeg min verden. Jeg lagde mærke til den smukke natur. Pludselig tog solnedgange pusten fra mig og jeg beundrede forskellige skyformationer og solens skin ned igennem dem. Ved havet stod jeg længe bare og iagtog bølgerne og snusede den friske luft til mig. Når jeg var ude at gå i engen, så jeg de forskellige blomster, træer, buske og deres blade, grene, deres detaljer. Jeg begyndte derfor at tage billeder.
Det gav mig sådan en ro, bare at gå en stille tur alene, bare mig, naturen og kameraet. Jeg tænkte ikke på alt elendigheden, når jeg koncentrerede mig om at fange det perfekte øjeblik. Når jeg koncentrede mig om vinkler, skygge osv, så tænkte jeg slet ikke på alle de ting der stressede mig. Tankemylderet forsvandt.
Efter noget tid tog jeg mod til mig, og oprettede en instagram konto, hvor jeg lagde alle billederne op. Jeg blev meget overrasket over hvor hurtigt jeg fik følgere, og på ret kort tid fik jeg næsten 3000 følgere. Jeg fik ros fra folk fra hele verden, endda også fra en del andre store fotografi-instagrammere.
Det fik mig til at føle jeg var god til noget igen. Hvilket var en lidt ukendt følelse efterhånden.
Jeg var god i skolen, så der følte jeg mig altid rimelig tilstrækkelig. Men siden min første sygemelding i 2012 havde jeg faktisk ikke følte mig god til noget, følte ikke jeg kunne finde ud af noget, at jeg udrettede noget. At føle mig så uduelig gik mig på. Mange af mine venner og veninder tog deres videregående uddannelser og fik fast arbejde osv. Jeg sad bare derhjemme i min sofa eller min seng og kunne ikke passe selv den simpleste praktik, kunne ikke passe mit hjem og min økonimi. Jeg var totalt udbrændt og forvirret.
Men nu kunne jeg pludselig finde ud af at tage smukke billeder. Det betød meget for mig.
At kunne se det smukke i naturen var skønt, og jeg fattede simpelthen ikke, hvordan jeg havde kunnet gå dag ud og dag ind og ikke lagt mærke til alt den her skønhed.
I mit køkken blev der mere og mere liv og glade dage, den ene opskrift efter den anden blev opfundet, og jeg kunne pludselig lave ALT. Jeg kunne lave simreretter, supper, eksotisk mad, bage og lave dressing, pestoer osv osv. Alle de lækre grønne retter var så smukke, nærende og ingen andre væsner skulle lide for at jeg kunne spise. Det var en fantastisk følelse.
Jeg elsker mit køkken, jeg elsker at lave mad. I mit køkken slår jeg hjernen fra, ingen bekymringer og tankemylder fylder her. Her fylder det bare at snitte grøntsager, og krydre til perfektion. Og hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret god til det. Når jeg har gæster får jeg altid meget ros og oftest insisterer folk på at få opskriften. Ergo var der endnu en ting jeg var god til.
Sidst men ikke mindst fik jeg her i foråret en trang til at dyrke grøntsager selv. Det startede i det små, men sluttede med den vildeste jungle!
Det er til dato den fedeste og mest tilfredstillende hobby jeg har haft.
Den følelse jeg får fra at pleje et frø til at blive en stor og givende plante, og derefter lave smukt mad med dens frugter, har givet mig et kæmpe boost.
Det var nemmere end jeg troede og jeg blev hurtigt bidt af det. Det gav mig noget at stå op til, noget at bruge mange stunder hver dag på: Afgrøderne skal jo passes, plejes, vandes og gødes. Og sidst men ikke mindst høstes.
Jeg brugte også lang tid på bare at sidde iblandt planterne og læse en god bog. Bare at være i nærheden af disse givende smukke planter som jeg havde opfostret, var en fantastisk følelse. Jeg sad dagligt mange timer ude i haven og på min veranda og når det blev koldt fortsatte festen i udestuen hvor der bugnede med tomater, agurker osv. Det gav mig så meget ro, så meget formål, så meget tilfredstillelse. Jeg følte mig pisse god!
Hvis drømmen om at blive psykoterapeut nogensinde går i opfyldelse, har jeg overvejet tanken om at forene terapi med selvdyrk og havearbejde. Gennem havearbejdet opnåede jeg så meget ro og fred, det har sænket mit tankemylder, angst og stressniveau betydeligt, og mit selvtillid er vokset i takt med planterne. Jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der kunne have gavn af metoden.
Jeg kan anbefale selvdyrk til alle med psykiske lidelser, der har mulighed for at dyrke noget. Og så er det ligemeget om det er i et par plantekasser på altanen, et par potter i køkkenvinduet, eller du graver din græsplæne op for at så alverdens skønheder.
Snart skal jeg begynde at så igen. Og der bliver sået alt fra græskar, til tomater til auberginer.
Jeg har tænkt mig at lave en udførlig guide til såning af disse ting, henover sommersæsonen. De fuldendte guides fra frø, til udplantning til høst bliver så lagt ud til vinter, så i andre kan få glæde af tips og tricks.
Jeg vil ligge vægt på at gøre det så nemt som muligt i stedet for så svært som muligt. Jeg har erfaret at man skal tage langt de fleste selvdyrknings guides med et gran salt. Holy moly der er mange bloggere osv, der gør hele processen meget mere besværligt end det er. Jeg synes helt ærligt at det var nemt. Og jeg som nybegynder havde held af alt jeg begav mig ud i. Og jeg begav mig ud i meget!
Så jeg glæder mig til at kunne vise “køkkenhave tips og tricks på den lette måde”.
Jeg begynder også snart at ligge egne opskrifter ud på smukke veganske retter og bagværk. Glutenfri retter får også sneget sig ind.
En guide til at begynde at tage amatørfotos kommer måske også. Men det er helt sikkert den hobby der har krævet mindst af mig. Det der er vigtigst er at du prøver at ligge mærke til skønheden omkring dig. Så vil mere have mere, tro mig.
Disse hobbyer har gjort en forskel for mig. Og jeg har ikke været bange for at gøre opmærksom på dem i min omgangskreds og på mine sociale medier. Jeg har sikkert pisset nogen af, som synes jeg har lagt for meget op.
Det har faktisk bekymret mig lidt. Heldigvis fylder det ikke for mig mere. Det betyder noget for mig, at kunne vide hvad jeg kan nu, at kunne vise mine kreative sider, at kunne vise min livsgnist. Jeg har bare lyst til at råbe til verden: “JEG FUCKING KAN JO GODT!”. Og hvis det kan pisse min omgangskreds af, så siger det vist mere om dem, end det siger om mig.
Jeg smider billeder op af mine smukke veganske retter, solnedgange, mine selvdyrkede grøntsager og mine lange gåture. Og nu laver jeg sgu også en blog. Jeg er tilbage, jeg er on fire, og jeg er ikke bange for at vise mig. Janteloven skal ikke bestemme her. Jeg er pisse god, og jeg ved det.
Jeg har altid været pisse god, jeg har altid gjort mit bedste.
De ting har jeg ikke altid kunnet sige til mig selv. Men igen kan jeg takke SPT -Spontane Positive Tanker for dette.
Og hør her. Det hedder ikke at være selvglad, eller selvfed. Det hedder at være stolt af sig selv og anerkende de ting man kan i stedet for at fokusere på de ting man ikke kan. Der er rigtig mange ting jeg ikke kan. Jeg kan ikke stole 100% på nogen som helst (endnu) Jeg tør ikke køre bil (endnu) jeg kan ikke klare et almindeligt fuldtidsjob (endnu). Men jeg kan kraftedeme skrive, lave lækkert mad, tage det perfekte foto og fremdyrke hele 39 butternutsquash i 1 forsøg !
Det er okay at være stolt af alle de ting du kan! Det giver ingen mening at have det svært med dig selv og samtidlig holde kæft med dine præstationer af frygt for at du bliver kaldt en selvglad idiot. Hvordan skal du så nogensinde komme ud på den anden side hvis ikke du anerkender dine styrker? Hvis du kun dyrker dine svagheder, kun taler om dem, og har dit fokus der, så lærer du ikke at elske dig selv, at have respekt for dig selv, at finde dig selv. Og det er det det hele handler om. For mit vedkommende handler det ikke længere om folks anerkendelse. Det handler kun om at jeg anerkender mig selv, er stolt af mig selv.
Håber at du som læser dette, får lyst til bare en time eller en dag eller en uge at smide den jantelov af helvede til. Bare prøve at være i at være stolt af dig selv og dine præstationer, store som små, uden at være bange for hvad andre tænker om dine positive ytringer om dig selv. For det handler ikke om dem, det handler om dig.