Jeg kan ligeså godt starte med at sige, at denne selvhjælpsmetode i den første tid kræver, at du stritter imod hvad din krop og hjerne fortæller dig. For det her vil føles latterligt, akavet, forkert, utroværdigt og effektløst.
Jeg begyndte selv på det i foråret. Efter opfordring fra en Body Sds terapeut og selveste Dr. Phil.
Det var meget svært og jeg følte mig som en kæmpe idiot. Det skal også siges at jeg selvfølgelig var Kimmiemodsat omkring det også.
Det jeg fik af vide var, at jeg skulle stille mig foran et spejl, morgen og aften og sige at jeg elsker mig selv. Dét gad jeg ikke, det var for opstillet. Så jeg besluttede mig for, at jeg i stedet ville tænke diverse positive tanker, når det passede mig. Altså Spontant. Derfor kaldte jeg konceptet for SPT – Spontane Positive Tanker.
Det var ligegyldigt om jeg sad i sofaen, på cyklen på vej til arbejde, i bussen, i sengen, foran spejlet eller på toilettet, alle tidspunkter var tilladte. Desuden bestemte jeg mig også for, at det var ligegyldigt om jeg sagde det højt eller bare inde i mit hoved. Der er heller ingen regler om hvad du skal sige, bare det er positivt kan du sige hvad du vil, måske endda flere ting lige efter hinanden, som du gentager som et mantra 5-10 gange. Hvis du er rigtig god fortsætter du bare med at sige det, som en konstant inde i dit hoved i en rum tid. Jeg har oplevet at hvis jeg siger det nok gange inde i mit hoved, så kører den automatisk og du kan endda tænke andre tanker imens den kører videre i baggrunden.
Eftersom du kan gøre det når du vil, kan du skræddersy det du siger.
F.eks inden en jobsamtale, der kan du sige ting der evt kunne hjælpe dig med det: “Jeg tror på mig selv”, “Jeg kan”, “Jeg er stærk”.
Hvis du skal i byen og er usikker på din krop, føler dig tyk eller på anden vis udstillet kunne du f.eks sige: “Jeg er smuk”, “Jeg er selvsikker”, “Jeg er Dronningen”.
De mest brugte for mig har været: “jeg tror på mig selv”, “jeg elsker min krop”, “jeg elsker mig selv”, “jeg giver slip på stress”, “jeg giver slip på vrede”, “jeg fortjener det bedste”, “jeg giver slip på usikkerheden”, “jeg tilgiver”, “jeg er taknemmelig”, “jeg kan, jeg vil, jeg gør”, “jeg tænker positivt”.
Pudsigt nok skriver jeg dette, alt imens en sang af R.EM kører i baggrunden der hedder: “At My Most Beautiful”. Hvilket er meget sigende for denne metode. Det handler ganske enkelt om at finde tilbage til det smukke væsen du virkelig er. Genfinde det smukke indeni dig.
Jeg ved hvad du måske tænker: Holy crab noget terapeut pis hun fyrer af.
Og jeg forstår dig, tro mig, jeg synes også det lød latterligt til en start. Men da jeg begyndte for alvor på det her, stod det klart for mig, at det ikke var det her koncept der var latterligt, det var i stedet mit selvværd der var latterligt.
Det var så slemt, at når jeg sagde til mig selv, at jeg var smuk, stærk og at jeg fortjente det bedste, så følte jeg mig decideret løgnagtig, jeg troede vitterligt ikke på noget af det jeg stod og sagde. Da dette gik op for mig, blev jeg faktisk chokeret og fik ondt i maven over, hvor dårligt jeg havde talt til mig selv. Så var det lige pludselig ikke så mærkeligt, at jeg aldrig følte mig god nok.
Så jeg bestemte mig for at fortsætte.
Det vil absolut starte med at du FØLER at du lyver overfor dig selv, men tro mig, efter noget tid begynder du at tro på de ting du siger til dig selv, og får lyst til at bygge mere og mere på. Du vil opleve en ændring indeni dig, dine automatiske negative tanker om dig selv, vil ændre sig til at blive gradvist mere og mere positive. Hele din verden vil se mere positiv ud, du vil pludselig have mere tro på dig selv og fremtiden, det hele vil komme til at se lysere ud.
Jeg siger ikke det er en mirakelkur… men jo det er det sgu!
Denne ændring kommer dog ikke som at vende en hånd, det tog mig flere uger at mærke en forskel. Dit indre skift kommer gradvist, jo mere dine tomme selvtillidsdepoter bliver fyldt op. Det fungerer ligesom vitamin piller. Depoterne bliver fyldt langsomt op, samtidlig med at der jo bliver brugt af dem hver dag, så der går noget tid før der begynder at blive lagt lidt på lager og depotet begynder at blive fyldt op, så du kan mærke det overskud der er.
Som sagt begyndte jeg på det i foråret. Så jeg har heller ikke gjort det mere end 10 måneder, men jeg kan mærke forskellen og har kunnet det længe. Jeg oplevede at mærke en effekt allerede efter en måned, og så er det bare blevet mere og mere. På dette år er jeg kommet længere med min udvikling end nogensinde før. Det har gjort en verden til forskel for mig. Dermed ikke sagt jeg er i mål, men jeg er på rette vej.
Nu tror jeg virkelig på mig selv når jeg siger jeg er god nok, jeg tror på at jeg gør mit bedste og at mit bedste er godt nok.
Det skal siges at jeg slet ikke har kørt konceptet på daglig basis i al denne tid, jeg har ofte sprunget flere dage over. I de første 3-4 måneder gjorde jeg det næsten på daglig basis og nogle gange flere gange om dagen, nogle dage 20 gange om dagen, det var meget forskelligt. Jeg gjorde det når trangen spontant kom, og så ville mere have mere, men efter de første 4-5 måneder er det blevet mindre og mindre hyppigt, sandsynligvis fordi jeg føler jeg har det bedre og det derfor ikke kommer spontant til mig. Men jeg gør det stadig flere gange i ugen.
Det jeg elsker ved det her koncept, er at det er spontant. Jeg har aldrig været glad for at nogen/noget fortalte mig hvad jeg skulle. Det at jeg har kunnet gøre det når som helst, hvor som helst, og så længe jeg ville, har gjort det nemmere for mig.
Det der er humlen i konceptet tror jeg er, at rigtig mange mennesker har fået sig en rigtig ringe indre automatik. Mennesket er programmeret til at finde fejl. Det var en overlevelsesmekanisme da vi stadig var hulemænd, at kunne finde fejl, rette dem og dermed overleve sygdom, krig eller forgiftning.
Når du finder en fejl, det kan være omkring dit udseende, din faglige intelligens eller dine sociale evner, så vil din hjerne huske det og blive ved med at minde dig om det, så du kan rette det. Så du kan overleve. Din hjerne minder dig ikke om positive ting på samme måde, for de udgør ikke en fare. Dr. Phil sagde engang, der skal 1000 “du gør det godt” til at slette 1 “du er ikke god nok”.
I den vestlige verden, er det meget nemt at fejle, der er høje forventninger til os mennesker hele tiden, og de fleste har oplevet at føle sig utilstrækkelig. Spontane Positive Tanker, kan højst sansynligt gøre en forskel for langt de fleste. Det er så nemt at fejle, for alle skal kunne det samme, på tværs af ressourcer, køn, fysik og intellekt og derfor oplever hjernen hele tiden fejlmeldinger, den oplever ikke at være god nok i skolen, at blive holdt udenfor af klassekammerater eller på jobbet, oplever ikke at være en god nok kæreste og kan se på forsiden af diverse blade, at man heller ikke er smuk nok, eller har store nok muskler.
Da hjernen oplever dette som en fejl og dermed trussel mod overlevelse, prøver den at hjælpe med at løse det, ved at minde dig om alt det du ikke kan, og jo mere der kommer på listen jo værre får du det, og det dårlige selvværd vil efterhånden manifestere sig i flere aspekter af dit liv. For nogen ender desværre med stress, depression eller decideret udbrændthed. Jeg var desvære én af dem der udbrændte. Og det kan tage flere år, for nogen et helt liv at komme ovenpå igen.
SPT kan snyde din fejlfindende hjerne. Den kan fortælle din hjerne at der ingen fejl er, at der ingen fare er på færde. For du ER GOD NOK, du er en god chef, kæreste og forælder. Du er smuk nok, klog nok, du fortjener det bedste, og der er ingen “rigtig” fare på færde.
Denne negative spiral tager lang tid at vende, men man kan gøre meget, meget hurtigt, alt efter hvor meget du lægger dig i selen, med at snakke pænt til dig selv.
Der er altså alt mulig grund til at gøre det her, og skræddersyg din selvterapi til lige præcis de negative tanker eller mindreværdskomplekser, du har i dit liv.
Jeg vil i øvrigt tilføje at du også kan bruge SPT lidt mere avanceret. F.eks har jeg jo desværre været kronisk stresset i mange år, så jeg siger ofte følgende til mig selv: Jeg er fyldt op med ro og fred, jeg er en fredelig sjæl, jeg har ro omkring mig, jeg er tryg, jeg er sikker, der er ingen fare på færde. Det har jeg oplevet har sænket mit generelle stress og angst niveau betragteligt.
Det hele handler om at DU fortæller DIN hjerne, hvad den skal tænke, og holde fast så længe, at den til sidst tror på DIG.
Håber du kan bruge dette indlæg!
Jeg ønsker dig det bedste, fordi du fortjener det.
Skriv gerne i kommentarer hvis der er erfaringer du vil dele ud af.
Ha, en skjøn dag!
Pingback:De dårlige dage – Kimmie Modsat