Jeg tror der er 2 hovedretninger man kan udvikle sig i, når man vokser op i omsorgssvigt.
Enten går man sine egne veje, bliver introvert, trækker sig fra det sociale, finder den største glæde i sit eget selskab derhjemme med sine hobbyer.
Eller også bliver man ekstrovert. I stedet for at trække sig, samler man sig en flok. Man er sjældent alene, fordi man har sin store flok. Men for at det kan lade sig gøre at få en stor flok må man lære at begå sig. Man bliver en kamæleon, man lærer at passe ind alle steder for ikke at risikere være for meget alene.
Jeg udviklede mig i retning nr. 2.
Så langt tilbage jeg kan huske og indtil for 3-4 år siden, har jeg gjort alt hvad der stod i min magt for ikke at være alene. Da jeg gik i folkeskolen var jeg sammen med venner langt de fleste dage. Jeg kunne finde på at gå hele klassen rundt og spørge om nogen kunne lege og jeg blev ved med at spørge indtil nogen sagde ja.
Jeg har både søgt selskab bevidst og ubevidst. Mine venner har jeg søgt bevidst. Ubevidst har jeg søgt kærester i en sådan grad, at jeg stort set ikke har været single siden jeg var 15 år gammel. Min rekord som single er 1.5 mdr. Engang tog det mig 15min. at gå fra en kæreste til den næste.
Lige i forhold til det med kærester så har jeg ikke bevidst søgt det. Det har været ubevidst. Jeg synes altid at mine korte perioder som single har været fantastiske, hver eneste gang har jeg hygget mig gevaldigt og tænkt for mig selv at jeg burde være single for evigt. Men pludselig får jeg mig en kæreste alligevel. Jeg forstår det ikke engang selv. Dog tror jeg også det er noget jeg udstråler. Jeg søger tryghed og fasthed, og derfor tror jeg også at jeg tiltrækker mænd der søger det samme. Jeg har aldrig oplevet at blive droppet efter et one night stand. Det har altid udviklet sig, hvilket også peger på at jeg ikke tiltrækker den type mand.
Det sjove er at jeg i de senere år har udviklet mig mere og mere til retning nr. 1. Altså i den mere introverte retning.
Jeg har ikke samme behov for menneskelig kontakt længere. Jeg har behov for min kæreste, som jeg bor med, og så ser jeg nogle venner 2-3 gange i måneden Ca.
Jeg bliver “mættet” socialt af kæresten, Svigerfamilien og arbejdet/skole. Jeg bruger rigtig meget tid med mig selv, mine dyr, en god bog, at skrive, i køkkenet, i naturen og i min have. Jeg arbejder rigtig meget med mig selv og på den måde kommer jeg mere og mere “tilbage” til mig selv.
Det har også gjort at jeg har måttet vælge en masse mennesker fra i de senere år.
Jeg havde før i tiden brug for min kæmpestore flok som sikkerhedsnet. Jeg var som sagt bange for at være alene og nok mest af alt bange for at blive efterladt, valgt fra. At have en kæmpe omgangskreds og være venner med alt og alle, var derfor praktisk, for selvom man blev valgt fra af 1 eller 2, eller blev uvenner med nogen, så var der stadig en masse at tage af.
Før i tiden havde jeg også enormt brug for at dele alle mine frustrationer, sorger og tanker med så mange som muligt. Det rodede i mit hoved og jeg læssede derfor af på alt og alle, derfor var det vigtigt at der var en masse man kunne ringe til eller besøge når det brændte på.
Det har ikke været nemt at opretholde sådan en kæmpe flok. For jeg har aldrig rigtig kvalitetssikret dem jeg lukkede ind i min kreds. Helt ærligt så var der plads til alle på tværs af personligheder, kemi og moral.
Det har selvfølgelig bidt mig i røven mange gange, for nogle af dem jeg lukkede ind i flokken var ikke gode for mig eller der manglede simpelthen kemi. Men jeg holdt på dem alligevel. Jeg kunne ikke smide dem ud.
Der var en også mennesker der havde været i mit liv i mange mange år, som jeg egentlig var vokset fra. Dem kunne jeg heller ikke få mig selv til at slippe, selvom jeg tydeligt har kunnet mærke det skulle ske.
Der var en flok helt tilbage fra folkeskolen hvor jeg altid har følt mig misforstået, narret og manipuleret med, især fordi en fra flokken gjorde alt for at jeg skulle ud, selvom hun egentlig selv holdt af mig, hun ville have de andre for sig selv og har altid konkurreret med mig om dem. Dem der blev konkurreret om gjorde ikke noget ved det, jeg tror de nød opmærksomheden.
Vi var alle lidt sørgelige sjæle, som havde brug for bekræftelse. Jeg har grædt mange tårer, været decideret ulykkelig, virkelig følt smerte over den måde jeg blev behandlet på, i rigtig mange år. De senere år har flokken ikke rigtig samledes og det har ikke været så dramatisk. Men på den ene eller anden måde, så blev der rippet op i ting og sager når vi havde kontakt og jeg kunne mærke modstanden vokse og vokse.
Den gruppe har været med til at definere mig. Selvfølgelig har der været rigtig mange gode tider. Men jeg husker desværre smerten mest af alt. Smerten ved at der blev løjet, holdt udenfor og snakket om en bag ens ryg og følelsen af at man skulle kæmpe for deres tid og anerkendelse for ikke at blive valgt fra.
At være en del af denne gruppe har været med til at fodre utryghed, dårligt selværd, selvbillede og selvtillid. Følelsen af at man ikke var god nok, at man skulle kæmpe og finde sig i alverdens ting, for at folk kunne lide en.
Jeg havde vidst i en årrække at jeg skulle forlade gruppen og det er også gjort, de 2 er officielt valgt fra og den 3 er sket helt naturligt.
Det har været så hårdt at det var nødvendigt at slippe relationerne, når nu det er så mange år siden det hele startede. Men jeg kunne mærke at hvis JEG skulle videre, så skulle jeg give slip på så mange traumer der kunne lade sig gøre at slippe.
Det har betydet, at de mennesker der symboliserer de traumer, fordi de har været med til at påføre mig dem, ikke kunne blive i mit liv.
Med tiden resulterede alt det her i mange frustrationer og decideret vrede som kom til udtryk alle mulige steder hvor det slet ikke hørte hjemme.
Så én af gangen har jeg måttet give slip på mange jeg holder af, men som ikke kan være i mit liv af forskellige grunde. Jeg tror de færreste har forståelse for deres exit ud af mit liv. Den ene påpegede endda, at jeg ikke skulle komme rendende hvis jeg fortrød, da det før er sket at jeg har taget afstand til folk og lukket dem ind igen.
Det er rigtigt.
6 forskellige venner/kærester har jeg smidt ud en eller flere gange, hvorefter jeg har lukket dem tilbage.
Kun 1 af de 6 er stadig i mit liv, de andre gav jeg desværre en eller flere chance mere, men de er også alle sammen ude af mit liv igen.
Grunden til at jeg har gjort det her, er ganske enkelt usikkerhed på min egen mavefornemmelse, følelser og grænser. For jeg har faktisk sjældent fortrudt at have smidt folk ud.
Men pointen er at alle breakups i mit liv, om så det har været kærester, familie eller venner har været det rigtige. Jeg har intet fortrudt. Så det er ret dumt at jeg har været usikker så længe. Jeg har ikke noget at bygge den usikkerhed på.
Mine valg er kommet fra hjertet og maven og dem kan jeg stå inde for. Hvilket bringer mig hen til det faktum at min mavefornemmelse skal dyrkes i stor stil resten af mit liv. For den kan jeg stole på, det er MIG, MINE følelser, MINE behov og MINE grænser.
Nogle af de relationer jeg har afsluttet, har som sådan ikke forbrudt sig mod voksne Kimmie. Men de har forbrudt sig mod lille Kimmie. Det er hende jeg tager beslutninger for. Jeg gør de ting hun burde have gjort for mange år siden.
Hvis lille Kimmie havde troet mere på sig selv, så havde hun haft nogle helt andre muligheder som barn.
Jeg var hende der aldrig følte sig god nok, hende der altid frygtede at blive holdt udenfor, hende der ikke turde sige fra fordi hun var bange for at blive valgt fra.
Jeg omgikkedes venner der var for utydelige i deres følelser til mig. Jeg omgikkedes venner der aldrig forsvarede mig, venner der vidste hvor usikker jeg var, men som ikke gjorde noget ved det.
Jeg var faktisk usikker i alle mine venskabsrelationer igennem hele folkeskolen. Først da jeg kom i gymnasiet og fik nye bekendtskaber kunne jeg slappe lidt mere af. Da jeg kom i gymnasiet, blev jeg også set på med andre øjne. I gymnasiet blev jeg ikke set på som kikset, usikker, smågrim, desperat efter opmærksomhed. Nej overhovedet ikke. Jeg fik hurtigt mange venner og folk kunne lide mig for hende jeg var.
Jeg kunne dog stadig ikke finde ud af at sige fra, måske fordi jeg brugte alt min styrke på hjemmefronten.
At overleve i svigt, alkoholmisbrug, kaos og konstant angst. Det giver mening at jeg ikke havde kræfter til andet. Det giver mening at jeg holdt fast i mine venner så meget som muligt. Jeg ville bare ønske at jeg havde sagt fra tidligere i alle de dårlige relationer jeg har været en del af.
Men jeg ved også at der er en mening med alting. Det var meningen at jeg skulle igennem alt det her, for at lære mest muligt om mig selv og om hvordan andre mennesker fungerer. Det her er bare én af de ting angående relationer som jeg har skullet lære på den hårde måde.
Men det gør også at jeg den dag i dag, bakker ud med det samme, jeg fornemmer dårlig kemi, intriger, usikkerhed og talen efter munden.
Jeg ved nu hvad jeg ønsker af mine venskaber og hvad jeg ønsker i et parforhold. Selvfølgelig kan man ikke få alt lige som man vil have det, men jeg ved i hvert fald hvad jeg ikke vil finde mig i og siger meget bestemt fra, når mine grænser bliver overtrådt.
Jeg har fundet mig i så meget gennem livet. Familie, venner og kærester har gang på gang, haft held med at udviske mine grænser, til jeg til sidst slet ikke kunne mærke mig selv og jeg blev nødt til at lave diverse krumspring for at kunne føle hvem jeg var.
For omkring 3 år siden begyndte det for alvor at ulme i mig. Jeg kunne mærke at jeg voksede. Jeg kunne ikke umiddelbart mærke at det var fordi jeg ikke var tro mod mig selv. Jeg gik og var såret, utilfreds og frustreret over folk omkring mig konstant. Der var hele tiden nogen der pissede mig af eller gjorde mig ked af det, både nye og gamle ting kørte igennem hovedet på mig og tingene rodede sig sammen i én stor pærevælling af arrigskab. Det gjorde mig meget vred, stresset og eksplosiv.
Jeg begyndte derefter meget kraftigt at sige fra hvor jeg følte jeg blev såret, og så var jeg ligeglad med om folk synes jeg var overfølsom eller åndssvag. Det var MINE følelser og om så jeg var den eneste i hele verden der følte sådan så var det da pisse ligemeget.
Det revolutionerede mange relationer omkring mig inkl. mit nuværende parforhold og det betød også at jeg slukkede for kontakten til mine brødre.
Alt det jeg gik og fandt mig i måtte jeg skridt for skridt sig fra overfor. Til nogle af de vigtigste relationer måtte jeg simpelthen sige:
“De her ting kan jeg ikke leve med længere, hvis du vil have det sådan så er det helt okay, men så skal du ikke være i mit liv og jeg er ligeglad med at du synes det er mærkeligt eller overdrevet”.
Andre afsluttede jeg relationen med, med en forklaring der slog fast at det var slut og så var det det.
Andre “mindre vigtige” relationer lukkede jeg bare ned for, uden et ord.
Jeg har skullet mærke efter løbende. Hvem og hvad gav mig noget? Hvem og hvad gjorde mig stresset? Hvem og hvad drænede mig? Hvem var der for mig og hvem interesserede sig for mig?
Jeg har før i tiden opsøgt andre meget. Det har været min rolle i de fleste relationer. Det har givet mig en følelse af at folk ikke ville mig så meget, som jeg ville dem. En følelse af at rende efter folk. Det er også noget der stadig kan pisse mig af den dag i dag, hvis jeg får den følelse. Jeg render ikke længere efter folk, og når jeg føler at relationen udelukkende er oven vande pga at jeg er den opsøgende part, ja så parkerer jeg relationen. Det kan jeg ikke bruge til noget som helst.
Jeg har kaldt hele det her oprydningsprojekt, at lave et “kvalitetstjek”.
På grund af kvalitetstjekket, er der gradvist blevet frigivet mere og mere energi til mig og det der er vigtigt for mig.
Mange gamle sår har haft mulighed for at blive helet, i stedet for konstant at blive rippet op i.
Jeg har svært ved at hele, både psykisk og fysisk for at det ikke skal være løgn.
Mange af mine sår er meget gamle. Mange af dem blev påført for, 5, 10 eller 15, 20 eller måske endda 30 år siden. De samme mennesker havde måske ikke påført mig de sår den dag i dag. Men såret kan ikke heles før den rette behandling er foretaget, og for mig har det betydet at jeg har været nødt til at afslutte venskaber pga gamle sår. Sårene kunne simpelthen ikke heles da gamle triggere blev udløst, når man var sammen osv.
Så jeg tror at nogle af de mennesker jeg har givet slip på, er meget forvirrede og bare tror jeg har fået en fiks idé om et eller andet. Jeg tror de ryster på hovedet af mig men det kan jeg ikke tage mig af.
Jeg har stadig nogle få i mit liv, som har påført mig store sår gennem årene, men de har erkendt det, sagt undskyld og gør en indsats for at hjælpe mig hele. Derfor kan de blive.
De fleste relationer blev bedre efter jeg sagde fra og var autentisk og tro mod mig selv. Det er jeg super taknemmelig for ❤️
At jeg er dårlig til at hele fysisk er faktisk sandt. Da jeg var barn fik jeg en stafylykokinfektion. Hvor jeg havde store betændte sår der ikke kunne hele. Jeg blev selvfølgelig behandlet og de fysiske sår helede, men siden da har jeg altid helet langsomt. Bortset fra mine tatoveringer, de heler med lynets kraft. At mine tatoveringer heler hurtigt tror jeg at det er fordi, det er sår jeg påfører mig af eget valg.
Det er simpelthen som om min dårlige evne til at hele psykisk, manifesterer sig i min fysiske krop.
Det der har forvirret mig, er den lille stemme i mit hoved der altid er usikker på alt. Den tilhører en lille pige der er rædselsslagen for at blive forladt, rædselsslagen for at blive glemt og være ligegyldig. Den lille pige er mig da jeg var lille.
Den lille Kimmie bad dagligt til de højere magter om at blive reddet. Ingen kom. Men i dag er det voksne Kimmie der skal redde hende, passe på hende, sige fra hvor hun ikke tør og overbevise hende om at hun er elsket og kan stole på sig selv ❤️
Det er et kæmpe stykke arbejde. Den lille pige er med mig overalt, hun er med på arbejde, deltager i mit parforhold, i mit hjem, i mit sociale liv. Det er hendes sorg, smerte, vrede, frygt, angst, skyld, skam og stress der viser sig når jeg er presset.
Men faktum er at voksne Kimmie jo ikke er utryg. Jeg stoler på mig selv, Jeg er et godt og trygt sted hvor jeg ikke er bange. Jeg har ikke noget at gå og være vred og ked af det over. Jeg har ikke noget at være stresset over.
Men ikke lille Kimmie. Hun er ikke helet. Derfor skal hun nusses rigtig meget om, så hun ikke er bange, vred og utryg.
Når hun er en glad lille pige, så kan voksne Kimmie komme videre. Så det bruger jeg meget tid på ❤️
Jeg vil invitere dig som læser, til at tænke over om der er en yngre del af dig der mangler omsorg?
Er du tro mod dig selv? ❤️