Menu Luk

Hvad sker der på denne blog ?

Velkommen til! På denne side finder du indlæg om at bryde tabuet om psykisk sygdom, i dette tilfælde Borderline, Depression og Stress. Jeg har valgt at vise begge sider af det at have en psykisk sygdom. Der vil være indlæg om min fortid, som forklarer hvorfor jeg er blevet som jeg er. Der vil være indlæg om min nutid. Der vil være indlæg om hvordan jeg arbejder på at leve livet igen.

Jeg har nemlig opdaget, at jeg ved hjælp af hobbyer og SPT – ‘Spontane Positive Tanker’, har kunnet udvikle mig i en mere positiv retning og hver dag kan sige Farvel til mere og mere mørke i mit sind! Så denne blog kommer også til at ose af lalleglæde og positivitet! Bloggen kommer til at indeholde materiale om alle de aktiviteter og metoder jeg selv bruger, til at tilføje indhold i min hverdag og til at finde kærligheden til livet.

Derfor kommer denne blog til at indeholde guides om bevidst at tænke positive tanker, dyrke sine egne grøntsager, opskrifter på vegansk mad og amatør fotografi. Disse aktiviteter bruger jeg som Mindfullness. Mit stress og angst niveau er generelt dalende efter jeg har fået mod på hobbyer. Derfor vil jeg dele opdagelsen med verden.

Så altså alt i alt, har du her en blog der indeholde både mørke og lys. Jeg vil give et indblik i et liv med borderline, livet i en misbrugsfamilie, om at have et ængsteligt og dystert syn på verden og sig selv og kampen om at bryde den sociale arv med næb og klør. Men også en blog om at genfinde glæden ved at leve! Om at rulle rundt ude på græsplænen af glæde over at du har kunnet høste din første squash, at kunne føle dig målløs over at fotografere den smukkeste lyserøde solnedgang og om at danse i køkkenet, fordi du har lavet det lækreste mad! Det er de øjeblikke man skal dyrke og opsøge.

Titlen : Om at Være på Tværs, handler om at bryde ud af det der var forventet af en. Det var forventet af mig at jeg skulle være misbruger, det var forventet af mig at jeg skulle blive i mit voldelige forhold, det var forventet at jeg skulle hutle mig igennem en sølle tilværelse. – Men det gider jeg sgu ikke, jeg har kæmpet for at bryde den sociale arv i mange år efterhånden. Derfor er jeg KimmieModsat. Jeg gør det modsatte af det forventelige. Winners do things Losers dont’ want to do…!