Dette korte indlæg vil have fokus på at finde glæden ved at lave mad, at have overskud og lyst til at lave mad, med gode resultater.
Jeg har haft rigtig mange år, hvor det at lave mad var en kraftanstrengelse. Jeg orkede simpelthen ikke. Men jeg kunne mærke min krop ikke fik det bedre hverken fysisk eller psykisk, af alle de nemme madløsninger jeg gjorde brug af.
Derfor prøvede jeg at gøre madlavning overskueligt for mig selv. Jeg delte hele processen op i Bidder:
- Finde opskriften
- Handle det nødvendige ind
- Finde alle tingene frem der skulle bruges
- Skære og snitning evt i etaper
- Selve madlavningen
- Lave store portioner, så der er mad i køleskabet til ugen og til portioner i fryseren.
Denne process kunne i starten tage lang tid, men jeg tog mig den tid. Jeg gik meget hjemme da jeg var for syg til at kunne arbejde eller tage en uddannelse. Derfor måtte det tage så længe det nu skulle. Om jeg kunne tage 3 Bidder i træk, eller jeg skulle holde pause mellem hver bid, var ligegyldigt. Nogle dage kunne jeg mere end andre dage og det var okay.
Det var accepten af min situation og overskueligheden i opstillingen af opgaverne, der gjorde forskellen for mig.
Normalt foregik det sådan at jeg havde besluttet mig for en ret jeg ville lave, jeg sørgede for at handle ind i løbet af ugen, før jeg skulle lave retten.
På dagen jeg skulle lave maden, startede jeg med at sætte alt frem på køkkenbordet der skulle bruges,(bortset fra kølevarer) så satte jeg mig i sofaen med en kop kaffe og så fjernsyn i 20 minutter eller mere.
Derefter begav jeg mig ud i køkkenet, med ynglingsmusik i baggrunden. Begyndte at snitte de grøntsager der skulle bruges, lave dejen, eller hvad der nu var nødvendigt, for at maden var klar til at blive lavet.
Så satte jeg mig ind i sofaen igen, slappede af i 15-20 min.
– Så rykkede jeg, alt var jo nu klar til at komme i gryden eller på panden, så nu var det let at komme igang. Så blev retten lavet. Helst en stor portion. På den måde er der mad til både køleskab og frys.
Dette gjorde jeg så ofte jeg orkede, på mine gode dage. Det var en fed følelse at kunne lave mad igen. At opleve at kunne tage ansvar for min krop, og det bedste var, at jo mere mad jeg lavede, jo større udvalg af små portioner var der nu at finde i min fryser. Nu var der også sund og lækker mad til de dage hvor jeg boede i min seng eller sofa.
Jeg begyndte at lave mere og mere mad. Det gik op for mig at mad ikke længere var en stress faktor- det gav mig faktisk ro! Jeg fandt ud af at når jeg stod der og snittede løg eller stegte kikærtedeller, at så var tankemylderet yderst begrænset. Når jeg befandt mig i køkkenet, så tænkte jeg næsten kun på at lave mad, og nynne med på musikken i baggrunden. Mine fingre og tanker var beskæftigede nok til at jeg ikke var ængstelig, bekymrede mig eller overtænkte et eller andet. Jeg brugte i stedet energien på at dufte, smage og røre i gryden.
Jo mere jeg mærkede, hvor meget jeg nød tiden i køkkenet og tankede min krop op med fornuftig føde, jo bedre fik jeg det i krop og sjæl. Det endte med at jeg blev bidt af det!
Der var pludselig et sted, hvor jeg bare kunne slappe af i hovedet, og hvor der oveni købet kom noget konstruktivt ud af det. Det var absolut en succesoplevelse at opdage, at man kunne noget igen, at man tog ansvar igen, at man kom op at sofaen og gjorde noget godt for sig selv.
Selv på de dårlige dage mærkede jeg min nye produktivitet, for der kunne jeg bare varme noget af det lækre mad op i mikroen.
Dette var min måde at lære at stå i mit køkken igen. Det tog lang tid, og krævede at jeg rummede min begrænsede energi tog mig tid til pauser.
Pyt med om jeg gik i stå midt i processen!
Hvis jeg nu stod der, havde handlet ind, fundet alle tingene frem og bare ikke orkede mere den dag, jamen pyt med det. Tingene fik bare lov til at blive stående pænt på køkkenbordet, og så var det klar til næste dag.
Det handlede om for mig bare på ét område af mit liv, ikke at se mig selv som en fiasko, en der ikke kunne finde ud af noget. At komme ud i køkkenet i etaper gav mig følelsen af at kunne noget, gav mig følelsen af at være en succes igen.
Og nu er jeg sgu kommet så langt, at der ikke er den ret jeg ikke kan lave eller ikke har mod på at prøve. Jeg elsker mit køkken, jeg elsker at lave mad. Jeg elsker det så meget at jeg nu deler opskrifter med dig.
At gå fra at bo i sin sofa og leve af pizza og nudler, til nu at opstarte en blog om madlavning, det er da et fremskridt der vil noget.
Så det jeg siger er, hvis jeg kan, kan alle. Mist ikke håbet, du kan stadig en hulens masse, du har bare glemt det. ❤
Held og lykke på din vej ❤