Denne metode blev brugt af indianerne for mange mange år siden. Jeg er helt vild med processen. Du får det flotteste bed og de fineste grøntsager ud af det. 🌱
I denne guide finder du altså dyrkningsvejledninger til både bønner, squash, græskar og majs.
De 3 Søstre er på alle måder en smart metode:
Da grøntsagerne dyrkes i treenighed, sparer det plads i køkkenhaven og ikke nok med det, så hjælper disse afgrøder hinanden. Majs giver støtte til bønnestagerne, som vokser op af dem, bønner afgiver kvælstof til jorden, som planterne er vilde med. Græskar/squash/agurk breder sig meget og giver dermed bunddække som holder ukrudt væk og holder jorden fugtig.
Idéen er kort fortalt at sætte disse afgrøder forskudt rundt i en stor firkant af din have.
Majs sås først og efter 14 dage sås græskar, agurk og squash. når disse er store nok til at blive udplantet, skal du så bønner rundt omkring hver majsplante.
Afgrøderne skal ikke sås samtidigt, da de hver især har forskellige behov og vækstøgning.
Min firkant bliver omkring 4×6 meter.
Jeg fandt en engelsk side på nettet, med Ca. mål osv. Målene er lidt sjove fordi jeg har måttet oversætte til danske måleenheder.
-Lav 3 rækker på 3,048meter-Hav 152 cm imellem hver række-I hver række laves der høje, fra midten af hver høj til den næste midte af en høj skal der være 152 cm afstand.-Toppene skal være 45.7cm brede med flade toppe- forskyd højene i tilstødene rækker- plant 4 majsplanter i hver høj, i en 15.2 cm firkant.
– når majs er 15 cm. Høje, plantes der bønner og squash/græskar.- plant 4 bønner i hver majs høj, de skal være 7.6cm fra majs planterne- lav squash høje i hver række imellem hver majshøj i samme størrelse som majshøj. 2 græskar planter pr. Høj. 10.1 cm imellem hver.
Denne plan er et fint udgangspunkt. Jeg sætter dog planterne lidt mere på slump og jeg sætter IKKE planterne på høje, det fungerer ikke for mig. Det vigtigste er at græskar og squash bliver placeret med minimum en meters afstand, da de bliver store, og at bønner sættes meget tæt op af majs.( Ca. 10 cm.)
I mit bed sår jeg følgende:
18 Majs
36 bønner
6 græskar og vintersquash
6 sommersquash
Man kan også plante agurk eller meloner. Du kan bruge jordskokker og solsikker i stedet for majs. (Det har jeg dog ikke selv afprøvet)
Majs, græskar og squash forspirer jeg indendørs og planter ud
Tidsplan for forspiring:
14 april: 1 hold majs
22 april: 2 hold majs
28 april: græskar og squash
Start/midt juni: majs, squash og græskar udplantes i indianerbedet og bønnerne sås direkte på voksestedet tæt op af majs.
Forspiring af majs:
Skal gerne sås i april – maj alt efter sorten.
Jeg fyldte nogle delte plantemælk kartoner op med jord. Fugtede jorden. Lagde en kerne/frø ned i hver potte på jorden.
Til slut dækkede jeg kernerne/frøene med Ca. 1cm. jord, som jeg klemte forsigtigt ned over frøet, så frøet får jordkontakt både under og over sig. Til sidst sprayede jeg jorden med en forstøver.
Nu står de i min sydvendte vindueskarm, sammen med agurker og meloner.
Majs Dag 4:
De første er allerede efter 4 dage begyndt at spire. 🌱
Majs Dag 12:
D. 28 april :
I dag blev der sået græskar, squash og sidste halvdel af majsene.
Forspiringen foregik på nøjagtig samme måde som majs (metoden kan ses længere oppe i indlægget)
Jeg har brugt store plastpotter til squash og græskar. De er nemlig store planter, og min erfaring er at de hurtigt kræver mere plads, og ikke bryder sig om at blive ompottet.
Græskar og squash: dag 7:
Dag 16: squash og græskar :
Dette er bedet der skal bruges til de 3 søstre:
D. 10 juni: Udplantning af søstrene:
Vejret skal være lunt og mildt med temperaturer over 10 grader og vind under 5m/s flere dage frem, før du udplanter. Planterne er meget skrøbelige.
Giv dem alle en støttepind ved udplantning. 🌱
Jeg har hældt en hel trailerfuld kompost i indianerbedet. Da græskar og squash er meget sultne planter.
Bønner og majs har jeg sat i 4 firkanter imellem hinanden. Først 4 majs i en 40 cm bred firkant og så sat bønner tæt op af hver majs plante.
Jeg har valgt at sætte squash, majs og bønner rundt langs kanten af bedet og græskar og vintersquash inde i midten.
Det har jeg gjort fordi at græskar/vintersquash, først skal høstes til efteråret, mens sommersquash og bønner jo høstes løbende og når de står ude langs kanten kan jeg komme til dem uden at træde på de lange “arme” som græskarene vokser på. Desuden kan græskarene så bedre få lov til at fylde og lave det bunddække som de er hyret til, uden at de løber for langt ud på græsset.
Planterne er sat lidt på slump, dog med en meter imellem hinanden.
Kimmie tip:
Når du sår dine bønner, så tag din bønnepose med på tur bagefter, og stik bønner ned hist og her i din have, hvor der er andet de kan vokse op af, f.eks et stakit, en snor, en agurkeplante, en tomatplante osv. 🌱 Man jan nemlig aldrig få for mange bønner og bønnestagerne er så flotte og passer sig selv og afgiver desuden kvælstof til jorden, som virker jordforbedrende.
Indianerbedet d. 16 juli:
De begynder snart at fylde hele bedet. Det går stærkt i disse dage.
Squash dag 74:
Den første squash er høstet. Det er sorten Sun Gold der kom først 🌱
Græskar og squash dag 79:
Græskar er nu også begyndt at lave frugter. Her er det hokkaido og jaune de Paris 🌱
Majs dag 93:
Majs vokser derudaf. De bønner jeg såede samtidig med at jeg udplantede majs, snor sig så fint op af dem. 🌱
Dag 92 (squash) Polo (ufo squash) kunne nu høstes første gang 🌱
Indianerbedet d. 14 august: dag 108 (squash og græskar) dag 122 (majs)
Majs med bønner der slynger sig op af:
Begyndende majskolbe 🌽
Squash høst:
I år har jeg 7 forskellige slags squash. 2 forskellige slags i indianerbedet og resten andre steder i køkkenhaven. Jeg er stor squash fan 🥰
Bønnehøst:
Græskarhøst:
Majs høst:
Samlet høst fra indianerbedet:
Squash: 98 stk
Græskar: 9
Majskolber: 15
Bønner: ukendt, men rigtig mange!
Lidt om græskar og squash:
Hvilke sorter?
Vintersquash og Græskar:
Mine yndlingssorter:
Kamo Kamo:
Simpelthen så gavmild en sort. Desuden er frugterne super søde både indeni og udenpå, jeg bruger dem som pynt indtil de skal spises. De kan også spises som helt unge og bruges som sommersquash.
Ved fuld modning bliver skallen er ret hård. Efter høst opbevarer jeg dem i i mit køligste rum, som er omkring 15 grader. Her kan de holde sig 3-4 måneder.
Kernerne er nemme at befri fra frugtkødet, så de er lige til at smide i ovnen eller panden til ristning. 🌱
Butternut squash:
Jeg er stor butternut squash fan. Det er bare en klassiker i køkkenet.
En nem plante at have med at gøre.
De smager lækkert både som unge og som fuldt modne. Ved fuld modenhed bliver skallen rimelig hård, men den er stadig nem at skære igennem. Efter høst opbevarer jeg dem i i mit køligste rum, som er omkring 15 grader. Her kan de holde sig 3-4 måneder.
Blue Hubbard:
Jeg synes simpelthen at det er så smukt et græskar!
Skallen er voldsom hård og tyk. Efter høst opbevarer jeg dem i i mit køligste rum, som er omkring 15 grader. Her kan de holde sig Ca 4 måneder.
Sommersquash:
Polo
Jeg elsker denne sjove smukke squash 🌱
Sorten er gavmild og meget fast og frisk i smagen. Smagsmæssigt er dét klart en favorit.
Gold Rush:
En almindelig gul squash som er rigtig gavmild og fin i salater og wokretter. Det er som regel en af de sorter i haven der giver bedst udbytte.
Bianco De Sicilia:
En meget flot sort. 🌱 Giver et voldsomt udbytte og selve planten er den sidste i haven der giver op. Selvom frugterne kunne komme til at vokse sig alt for store, så forbliver de stadig temmelig faste indeni.
Tromboncino:
Se denne sort er jeg forelsket i.
Jeg har den hver år, voksende op af min veranda. Sorten vil nemlig gerne klatre, så den binder jeg op ligesom en agurkplante🌱
Planten får lange snoede frugter der ligner fede slanger.
De bliver altid beundret ude i haven af gæsterne. Planten er smuk og gavmild.
Frugterne forbliver meget faste selvom de bliver store og de er derfor ideelle at grille eller stege.
Det sjove ved denne squash er at de hele sæsonen kan spises som sommersquash, men hvis man lader dem vokse sig kæmpestore og lader dem sidde på planten helt indtil frosten, så kan de lagres ligesom vintersquash. 🌱
Sorten har en tvilling der hedder Serpente. Frugterne har en lidt anden form, men er ellers samme princip 🌱 dog har jeg oplevet mere “pjat og bøvl” med Serpente, men det kan være tilfældigt.
Udplantning og Pasning:
De skal ikke udplantes før der er 10 grader om natten, da de er kuldefølsomme. De er dog endnu mere følsom overfor blæst, så vent med at udplante til du kan se at vejret er mildt nogle dage frem. Giv altid en støttepind ved udplantning. 🌱
Når de udplantes, så sæt dem dybt til kimbladene.
Nogle nipper de første knubber af når de dukker op på planten, men det har jeg intet godt fået ud af, så det gør jeg ikke.
Næring og beskæring:
De er meget grådige, og vil have meget næring. Det betaler sig absolut at være flittig med gødningen. Sidste år høstede jeg 39 butternut squash fra 3 planter!
Når græskar/vintersquash begynder at lave frugter sidder der for enden af frugten en blomst. Den skal helst tages af, når blomsten “slipper let” når du hiver i den. – grunden til at det er en god idé at tage blomsten af, er at blomsten rådner efter bestøvning, den råd kan smitte frugten og så kan de ende med at hele frugten rådner væk.
Det er også en god idé, at ligge en flise, hø eller andet under frugterne, da de ellers kan få det for fugtigt på jorden og rådne. Jeg gjorde det dog ikke sidste år, og det gik helt fint.
Jeg beskærer ikke mine græskar/vintersquash. Men jeg beskærer mine squash/courgetter (dem med busket vækst). Når planten er voksen og er begyndt at lave squash, er det en god idé at fjerne de store blade, der ligger nede på jorden. Det giver bedre luftcirkulation, begrænser svamp og meldug OG øger frugtsætningen.
Høst af squash og græskar:
Det er forskelligt hvor stor en høst du kan forvente dig.
Sommersquash høstes løbende og derfor giver de som regel en meget større høst.
Alt efter sorten og hvor god du er til at tilføje næring osv. kan du forvente 15-35 stk sommersquash pr. plante. 🌱
I forhold til græskar og vintersquash kan du forvente alt lige fra 2-10 stk pr. plante alt efter sort og hvor gavmild du er med næring. 🌱
Sommersquash/courgetter høstes løbende og spises friske når de når den ønskede størrelse.
Dog holder de sig fint i en lukket pose i køleskabet i en 5-7 dage. 🌱
Græskar og vintersquash skal gerne ligge indtil frosten kommer, jo længere de kan blive i haven på en levende plante jo bedre. Der ligger de og lagres og tørres.
Lige inden frosten kommer høstes de og ligges i det varmeste rum i huset i 1-2 uger og tørres. Når stænglen er korkagtig (ala proppen på en flaske vin) så er den tørret nok til lagring og herefter kan de fleste græskar og vintersquash holde i flere måneder i et køligt rum. Nogle sorter holder bedre end andre.
Sidste år høstede jeg mine græskar d. 6 oktober, og de holdte sig super indtil februar. Derefter frossede jeg de resterende græskar ned.
Jeg plejer at fryse dem ned i henholdsvis store og små stykker og i revet form, så er de lige til at tage op af fryseren og bruge i madlavningen.
De store stykker kan bruges til supper. De små stykker til gryderetter og de revede kan bruges i kage, boller osv.
Lidt om majs:
Udplantning:
Majs skal stå ret tæt og i firkanter/klynger, i stedet for på række, da bestøvningen ellers kan blive dårlig. De skal også hyppes, når rødderne begynder at blive tydelige, ellers er de sårbare overfor blæsten. De skal sættes ret dybt ved udplantning. Det kan blive nødvendigt med en støttepind til start. 🌱
Generelt om majs:
De kræver ikke det store i pasning udover ovenstående.
Lidt om bønner:
Bønner er simpelthen noget af det nemmeste i verden. 🌱
Bønnefrøene skal bare stikkes ned omkring majsene, så vokser de helt selv op af dem. De passer sig selv.
Dog er de en lækker snack for snegle, så hvis du har mange snegle i haven, så så lidt ekstra bønner, da de gerne spiser de små bønnestager når de dukker op af jorden. 🌱
🌱Alle mine indlæg omkring såning og forspiring, vil jævnligt blive opdateret hele vejen igennem plantens vækst, med tips og tricks, billeder og forklaring af hele processen fra frø til plante til høst. Så du kan følge processen her i dette indlæg. 🌱
Opdateres…
Spændende at følge, jeg prøver mig også selv med de tre søstre princippet i år.
Har du plantet dine forspirede majs ud endnu?
Det er godt at høre Nej jeg planter det hele ud samlet slut maj/juni, alt efter vejret. Jeg tør ikke Plante dem ud før jeg kan se at det ikke bliver under 10 grader om natten⭐
De bønner…
Jeg ventede nogle uger med at forspire bønner.. Desværre rådnede alle bønner i jorden, så jeg har stadig ikke nogen bønner. Men håber de kommer. Jeg er både i gang med forspiring og så har jeg plantet direkte på friland
Ja, bønner kan være tricky, majs også. De skal ikke have det vådt i potten. Kun lidt fugtigt, ellers rådner de.
Mine bønner er blevet ALT for store. Så det sidste hold bønner bliver sået direkte på friland når majs, squash og græskar sættes ud.
Sikke en flot og grundig beskrivelse. Det er andet år, jeg laver indianerbed. Jeg har ikke før her hos dig forstået, at squashene skal plantes på høje. Mine står i bunden af bedet. Jeg har ud over majsene også lange pilegrene i stativ, som bønnerne kan kravle på. Det bliver frodigt og ok.
Tak skal du have, det er mit mål at gøre mine guides så grundige som muligt
God idé med pilegrene! Det vil jeg måske også selv prøve. Tror jeg planter søstrene ud her i weekenden.
Pingback:Dyrkning af sommersquash og vintersquash – Kimmie Modsat
Hej Kimmie
Tror du msn kan plante alt uden at forspire – bare gør det lidt senere? Jeg vil gerne lave en større mark og har ikke forspirringsplads plus at jeg ikke er kommet i gang.
Ja både græskar, squash og bønner kan du stadig nå at så direkte på friland, Men jeg er lidt i tvivl om majs kan nås, har ikke prøvet at så dem direkte på friland før.
Pingback:Dyrkning af græskar – Kimmie Modsat
Jeg såede majs på friland sidste år. Det var næsten juli. Høsten kom sent, men den var rigtig god!