Jeg elsker græskar!
Jeg er vild med variationerne, de kan fås i stort set alle farver, størrelser, farver og mønstre. I dette indlæg kommer jeg til at gennemgå dyrkning af squash lige fra forspiring, til udplantning og høst 🌱
Jeg redigerer indlægget løbende som processen skrider fremad med mine egne græskar i år.
Det er mit 3. år som græskardyrker og jeg elsker dem!
Jeg har allerede skrevet et indlæg om dyrkning af græskar, men her var det i sammenhæng med den indianske dyrkningsmetode “De 3 Søstre”. Her indgår squash og græskar i en treenighed med majs og bønner. 🌱
Du kan finde indlægget her:
De 3 søstre: dyrkning af majs, squash, græskar og bønner.
Græskar forspires indendørs i slutningen af april – start maj.
Forspiring af græskar – 3 maj:
Jeg fyldte nogle potter næsten helt op med jord, fugtede jorden lidt med vand, lagde et frø på jorden, og dækkede den derefter til med Ca 0,5-1 cm jord. Derefter fugtede jeg jorden yderligere med en forstøver.
Nu skal de stå i vindueskarmen – jorden skal være fugtig, men ikke våd. 🌱
Når de spirer bliver dette indlæg opdateret. 🌱
D. 20 maj :
Nu er langt de fleste spiret. 🌱De er dukket op med vidt forskellig hastighed. Nogle dukkede op igår, nogle for 10 dage siden.
8 juni – dag 39
Udplantning:
I dag blev der udplantet græskar! Vejret er lunt og mildt mange dage frem. 🌱
Ca en meter imellem planterne. De blev sat dybt til kimbladende og fik en støttepind.
Dyrkning direkte på friland?
Ja det kan du sagtens, men jeg har bedst erfaring med at forspire, så har de mere tid til at modne på planten inden frosten kommer. 🌱
Dag 52:
Alle 17 udplantede græskar og squash klarede skærene i år. Der plejer at gå nogle til hvert år, kort efter udplantning pga vind og vejr.
I år prøvede jeg at afhærde dem inden udplantning, på en måde jeg orkede. Nemlig at lade dem stå i gennemtræk i drivhuset et par uger inden udplantning. Så blev de hærdede med sol og vind. Dét hjalp! Mest optimalt er det at sætte dem helt udenfor og slæbe dem ind igen til natten, men dét gider jeg simpelthen ikke.
Jeg såede 15 græskar og squash direkte på friland og i store krukker da jeg udplantede, og 5 er dukket op. Er spændt på om de når at give noget.
Dag 66 ( 8 juli)
De dygtige planter breder sig mere og mere 🌱
Dag 77:
Dag 103:
Dag 159: Høst!🌱
Lidt om græskar:
Udplantning og Pasning:
Græskar skal ikke udplantes før der er 10 grader om natten, da de er kuldefølsomme. De er dog endnu mere følsom overfor blæst, så vent med at udplante til du kan se at vejret er mildt nogle dage frem. Giv altid en støttepind ved udplantning. 🌱
Når de udplantes, så sæt dem dybt til kimbladene.
Nogle nipper de første knubber af når de dukker op på planten, men det har jeg intet godt fået ud af, så det gør jeg ikke.
Næring og beskæring:
De er meget grådige, og vil have meget næring. Det betaler sig absolut at være flittig med gødningen. Jeg plejer at overhælde græskarbedet med kompost, og så plante ud i det. Jeg bruger også guldvand (Jeps fortyndet tis. Ca. 1 del tid til 9 dele vand.
Forrige år høstede jeg 39 butternut squash fra 3 planter!
Når græskar/vintersquash begynder at lave frugter sidder der for enden af frugten en blomst. Den skal helst tages af, når blomsten “slipper let” når du hiver i den. – grunden til at det er en god idé at tage blomsten af, er at blomsten rådner efter bestøvning, den råd kan smitte frugten og så kan de ende med at hele frugten rådner væk.
Det er også en god idé, at ligge en flise, hø eller andet under frugterne, da de ellers kan få det for fugtigt på jorden og rådne. Jeg gjorde det dog ikke sidste år, og det gik helt fint.
Jeg beskærer ikke mine græskar/vintersquash. Men jeg beskærer mine squash/courgetter (dem med busket vækst). Når planten er voksen og er begyndt at lave squash, er det en god idé at fjerne de store blade, der ligger nede på jorden. Det giver bedre luftcirkulation, begrænser svamp og meldug OG øger frugtsætningen.
Høst:
Det er forskelligt hvor stor en høst man kan forvente alt efter sorten og hvor god man er til at tilføje næring osv.
Forrige år høstede jeg 39 græskar fra 3 planter og sidste år kom der kun 9 stk ud af 6 planter.
Så alt fra 2-10 stk. pr plante kan du forvente.
Græskar skal gerne ligge indtil frosten kommer, jo længere de kan blive i haven på en levende plante jo bedre. Der ligger de og lagres og tørres.
Lige inden frosten kommer høstes de og ligges i det varmeste rum i huset i 1-2 uger og tørres. Når stænglen er korkagtig (ala proppen på en flaske vin) så er den tørret nok til lagring og herefter kan de fleste græskar holde i flere måneder. Nogle sorter holder bedre end andre.
Sidste år høstede jeg mine græskar d. 6 oktober, og de holdte sig super indtil februar. Derefter frossede jeg de resterende græskar ned.
Jeg plejer at fryse dem ned i henholdsvis store og små stykker og i revet form, så er de lige til at tage op af fryseren og bruge i madlavningen.
De store stykker kan bruges til supper. De små stykker til gryderetter og de revede kan bruges i kage, boller osv.
Hvilke sorter?
Vintersquash og Græskar:
Mine yndlingssorter:
Kamo Kamo:
Simpelthen så gavmild en sort. Desuden er frugterne super søde både indeni og udenpå, jeg bruger dem som pynt indtil de skal spises. De kan også spises som helt unge og bruges som sommersquash.
Ved fuld modning bliver skallen er ret hård. Efter høst opbevarer jeg dem i i mit køligste rum, som er omkring 15 grader. Her kan de holde sig 3-4 måneder.
Kernerne er nemme at befri fra frugtkødet, så de er lige til at smide i ovnen eller panden til ristning. 🌱
Butternut squash:
Jeg er stor butternut squash fan. Det er bare en klassiker i køkkenet.
En nem plante at have med at gøre.
De smager lækkert både som unge og som fuldt modne. Ved fuld modenhed bliver skallen rimelig hård, men den er stadig nem at skære igennem. Efter høst opbevarer jeg dem i i mit køligste rum, som er omkring 15 grader. Her kan de holde sig 3-4 måneder.
Blue Hubbard:
Jeg synes simpelthen at det er så smukt et græskar!
Skallen er voldsom hård og tyk. Efter høst opbevarer jeg dem i i mit køligste rum, som er omkring 15 grader. Her kan de holde sig Ca 4-6 måneder.
🌱Alle mine indlæg omkring såning og forspiring, vil jævnligt blive opdateret hele vejen igennem plantens vækst, med tips og tricks, billeder og forklaring af hele processen fra frø til plante til høst.
Så du kan følge processen her i dette indlæg. 🌱
Opdateres…
Kan man evt. Købe frø fra dig?
Desværre ikke ☀️