Menu Luk

Tiden med Borderline som følgesvend

Jeg er taknemmelig💜
Jeg har haft nogle rigtig hårde år. Et hårdt liv.
Men når jeg ser andre i samme båd være forvirrede, udmattede og selvudslettende, så kan jeg se hvor langt jeg egentlig er kommet.
Jeg kan mærke at jeg har lyst til redde alle andre, der har det ligesom jeg har haft det. Jeg har i mange år ønsket at hjælpe mennesker, men jeg har også været klar over at jeg skulle hjælpe mig selv først.

Jeg bliver aldrig borderline-helbredt, men jeg kan lære at leve med diagnosen.

Borderline handler i bund og grund om umodne følelser, tankemønstre og vaner.

Borderline har et rigtigt dårligt ry. Det kan jeg på en måde også godt forstå.
Det er og bliver en diagnose skabt pga svigt, sorg og smerte tidligt i livet. Derfor udvikler man en aparte personlighed, en personlighed designet til at kunne kæmpe og overleve for enhver pris. Man overlever ikke med empati, ærlighed, kærlighed og at bekymre sig om sin omverden.
Man overlever med løgne, konstant analysering af omverden, manipulation og stædighed.
Derfor kan borderlinere være ret svære at have med at gøre, inden de får hjælp. Jeg var selv en udgave af mig selv som jeg ikke bryder mig om i dag. Men jeg vidste ikke at jeg gjorde noget galt. Jeg overlevede bare, gjorde hvad der skulle til, for at begå mig imellem alkoholikere, psykisk syge og narssicister.

At lære at leve med en borderline diagnose, kræver at man rummer sig selv først, at man er ærlig overfor sin omgangskreds og at man ikke taler nedsættende til sig selv hele tiden.
Det kræver et enormt stykke arbejde, og du kan søge en masse hjælp, heldigvis.

Men psykoterapeuter, psykologer osv. kan ikke fikse dig eller redde dig, de kan KUN give dig redskaberne, som DU skal lære at bruge.
Det tog mig mange år at fatte, selvom disse hjælpere sagde det til mig hele tiden.
Det handler også om at være klar til at hjælpe sig selv.

Jeg har fået SÅ meget hjælp og søgt så meget hjælp gennem årene, og i de fleste tilfælde har jeg bare syntes var spild af tid og penge. Men i dag kan jeg tydeligt se, at det hele har hjulpet på hver sin måde. Hver samtale, hver hypnose, hver behandling, hvert ophold, har hver især sat et frø i min hjerne. Frøene har bare ikke haft de rette betingelser til at spirre og senere bære frugt. Ja det er selvfølgelig en plante metafor jeg vælger at bruge. Men den er bare så passende. Du kan få den smukkeste græskarplante, som giver massevis af store flotte græskar, ud af ét lille bitte frø. Men frøet kan intet alene. Frøet skal have:

  1. Jord.
  2. Sollys.
  3. Vand.
  4. Næring.
  5. Tid.
  6. Kærlighed.

Jeg havde en milliard frø i min hjerne, der var blevet sået gennem tiden af folk der ville hjælpe mig, men der skete ikke noget, for jeg skulle give frøene den opmærksomhed de manglede.
Så jeg havde alle de her frø…

Jeg har en lidt utrolig historie her:
Siden jeg var helt lille, lagde jeg ofte mærke til en bestemt kvinde rundt omkring i byen. Jeg kendte hende ikke, jeg kendte heller ikke nogen der kendte hende. Jeg vidste intet om hende. Hun var en høj kvinde, med langt bølget gråt hår, venlige øjne og hun så altid glad og rolig ud. Hver gang jeg så hende følte jeg noget anderledes. Det var som om at jeg skulle lægge mærke til hende, at hun betød noget specielt, som om hun var en engel eller lignende. Jeg så hende alle vegne, fra jeg var 8-10 år og frem til jeg var 23år.

Jeg skulle begynde i en praktik i en børnehave og hvem var min studievejleder på stedet? Det var hun! Jeg kan huske et mega sug i maven da jeg så hende og det første jeg tænkte var, at nu ville der ske noget godt.

Hun var en rigtig sød kvinde, som hurtigt kunne mærke at jeg skulle have hjælp. Jeg fortalte hende at jeg havde prøvet flere gange ved egen læge, at blive henvist til distrikts psykiatrien, men at han ikke ville henvise mig, da han ikke troede på at der var noget galt. Hun sagde at hun ville tage med mig og banke i bordet. Hvilket hun gjorde… Og det virkede. Lægen meldte klart ud, at han ville henvise mig for at få fred, for han var sikker på at psykiatrien ikke ville finde noget galt.

Jeg blev derefter indkaldt til diverse samtaler og blev udsat for alverdens test. Resultatet blev emotionel personligheds forstyrrelse af borderline type og slem depression. Jeg kom med det samme på en masse medicin, fik en masse samtaler osv.

– Det her var Jord til frøene.

Det tog lang tid at få mig i balance, for til en start i sin udvikling vil man som regel ikke have at andre skal vide det. Det er hemmeligt at gå til terapi, diagnosen er hemmelig, medicinen er hemmelig. Man skammer sig.

Dette er ofte en rigtig svær fase i udviklingen, fordi man har det af helvede til, man er overfølsom, har reaktioner på medicinen og man er bange. Når ens omgangskreds ikke ved hvad man går igennem, så kan de heller ikke rumme og forstå én. Derfor fører det ofte til diskussioner, misforståelser, følelser af svigt og måske endda ødelagte relationer.

Jeg fik en sløv start på hjælpen til mig selv, fordi jeg stadig befandt mig i et giftigt miljø, da jeg kom ind i psykiatrien, og derfor kunne jeg ikke se helt klart. Men heldigvis kunne jeg efter et halvt år på medicin, se så klart at jeg kunne bryde ud af det giftige miljø og blive ude denne gang.

Utroligt nok endte jeg direkte ovre i den totale modsatte grøft i 2014. Pludselig befandt jeg mig i et “normalt”, stabilt og roligt miljø. Det skete fordi jeg fandt mig den roligste fyr i Thy, med den roligste familie bag sig.

– Det var Sollyset til frøene.

Men det føltes som 1 skridt frem og 2 tilbage, for pga den store miljøændring gik jeg ned med stress i 2015. Det var for stor en omvæltning for mit system. Jeg blev sygemeldt og måtte droppe ud af pædagogseminariet.
Det er desværre en stressreaktion jeg stadig lider under i dag.

Efter nogle år på medicin og flere og flere bivirkninger, trappede jeg ud af de 4 slags medicin i samråd med min læge. Det føltes også som 1 skridt frem og 2 tilbage, for min krop reagerede voldsomt på fraværet af medicinen, og det tog lang tid, før jeg kunne mærke en positiv effekt.

Men pludselig kunne jeg se klarere, jeg kunne nu begynde at tage mig selv, mine grænser og følelser alvorlige, at KRÆVE af andre at de skulle overholde grænserne, og at det var okay at forvente af mennesker omkring mig.

Jeg begyndte at mærke naturen omkring mig, kunne se det smukke i en skyformation, en solnedgang osv. Så jeg begyndte at tage naturbilleder. Samtidig kunne jeg mærke på min krop og sjæl, at jeg skulle stoppe med at spise kød, så det begyndte jeg at fase ud, jeg fik styr på vitaminer og mineraler, skruede ned for alkohol og andre usunde ting og gav min krop det den havde brug for.

Efter 1 år som hjemmegående, havde jeg nu mod på at starte på et pakkeri, med en masse andre unge mennesker i samme båd. På stedet var der en masse pædagoger der konstant overtrådte vores aftaler, behandlede mig som et barn og rent ud sagt løj overfor mig. Dér kunne jeg virkelig mærke mig selv. Min selvopfattelse blev forstærket i og med, at jeg hele tiden blev udfordret. Det gjorde mig stærkere.

– Det var Vand til frøene.

Dette boost af min selvopfattelse satte gang i tanker omkring min håndtering af min diagnose overfor omverdenen. Hvorfor skulle jeg egentlig holde det hemmeligt? Var der overhovedet noget at skamme sig over?

Jeg fik diagnosen i 2013 og først i 2018 stod jeg frem for hele verden.
Det var udelukkende en god oplevelse, jeg fik ikke én eneste træls kommentar, og har aldrig fået det.
Jeg stod frem på min Facebook i et offentligt opslag og bad folk om at dele, så vi sammen kunne bryde tabuet.
Jeg tror at mange tænkte, at jeg ikke behøvede at stå frem offentligt på den måde, men det havde jeg brug for. Jeg kendte rigtig mange mennesker der ligesom jeg selv, skammede sig over deres diagnoser, så jeg så det som yderst nødvendigt at bryde tabuet.
Det var en mega fed oplevelse. Nu behøvede jeg ikke længere at gå og bekymre mig om hvem der vidste hvad, og om de kunne holde deres mund ude i byen osv. Nu vidste alle det, på mine præmisser. Det var en stor lettelse, nu stod skammen nemlig ikke i vejen for min udvikling mere.

– Det var Næring til frøene.

På hjemmefronten blev der talt med store bogstaver og taget nogle hårde beslutninger, hvilket tvang os ind i samme vognbane. Det resulterede heldigvis i at vi nu kørte ned af samme vej i samme retning… Sammen!

– Det var Tiden til frøene.

Sidst men ikke mindst, begyndte jeg på mit eget koncept: SPT- Spontane Positive Tanker. Jeg tvang mig selv til at rose mig selv til skyerne, mange gange dagligt. I starten troede jeg ikke på de ting jeg sagde til mig selv. Men efter ret kort tid begyndte jeg at tro de kærlige ord. Dér rykkede det for alvor!

– Det var Kærligheden til frøene.

Jeg er stadig igang med at rykke for vildt frem i livet. Jeg er nu kommet i en fleksordning, mig og kæresten søger efter drømmehuset sammen og frøene spirrer amok i min hjerne. Nogle er allerede blevet til flotte træer, blomster og buske, nogle er stadig små planter eller spirrer og nogle frø ligger stadig i dvale. Jeg kan mærke at der hver dag er et nyt frø der spirrer.

Der er stadig dage hvor jeg synes livet er latterligt hårdt og jeg sætter spørgsmålstegn ved om det giver mening. Men de dage er der færre og færre af.

Man taler tit om onde cirkler, som kan være enormt svære at bryde ud af, da den ene elendighed bliver trigget af en ny elendighed.

MEN jeg er sgu inde i en god cirkel, hvor den ene fantastiske ting trigger den næste fantastiske ting.

Pointen i dette indlæg er, at når du selv tager rattet, så sker der altså noget. Bevar håbet, bevar troen, bliv ved med at prøve. Mærk, lyt og lær 💜