Menu Luk

Dyrkning af tomater

Så blev det tid til at så tomater:

Forspiring af tomater:

Tomater forspires i marts og start april.

Jo tidligere du kommer igang jo længere bliver sæsonen. 🌱

I år foregik forspirringen nemt og uden fine fornemmelser.

Jeg fyldte en tom vindruebakke af plast op med jord fra en ganske alm. plantesæk.

Jeg gjorde jorden fugtig med lidt vand. Dryssede tomatfrøene ud på jorden med lidt afstand til hinanden, dækkede dem til med jord, trykkede jorden lidt flad, så frøene får jordkontakt fra både top og bund.

Så sprayede jeg vand på med en forstøver, og nu står de i min vindueskarm.

Det er sorterne “tigerella” og “gardeners delight”

Dag 6:

De første tomatspirrer titter frem.

Dag 10:

Alle tomatfrø er spirede og oprejste.

Dag 18:

Nu bliver alle tomaterne omplantet til hver deres potte. De er blevet ranglede, sandsynligvis fordi de har haft det lidt for varmt. Men man må gerne sætte dem dybt, så kun bladene titter op af jorden.

Nu har jeg stillet dem et sted med masser af sol, i et rum med 15-17 grader. Vandes efter behov og må gerne gødes med flydende gødning et par gange i ugen.

17 marts:

I dag har jeg sået tomatsorten Money maker. 🌱

Det er en klassiker indenfor tomat dyrkning, så den skal prøves i år.

Grunden til at jeg har ventet med at så denne tomat, er fordi de ikke skal i drivhus, men på friland. Der går lidt længere tid før man trygt kan sætte sine planter på friland i forhold til vejret.

Money maker blev sået på nøjagtig samme vis som de andre.

Dag 39 (Tigerrella og Gardeners Delight) :

Dag 16 (Money maker)

Dag 53 (Tigerrella og Gardeners Delight)

De er ved at blive store og der går i hvert fald en måned før de kan plantes ud. (det er i dag 5 april). Jeg bliver nødt til snarest at plante dem om og sætte dem dybt. Man må nippe de første 4 grene/blade af og sætte dem dybt dertil. 🌱

Dag 55:

Nu bliver Tigerrella og Gardeners Delight ompottet. De første 4 blade/grene bliver nippet af, og så bliver de sat dybt i potten.

Dag 22: (Money maker)

De fik i dag hver deres potte 🍅 i øvrigt fuldstændig samme metode som de andre tomater 🌱

23 April :

I dag har jeg været SÅ heldig. Jeg har byttet tomatplanter med en sød dame her i byen. Så nu har jeg yderligere 4 tomatsorter!

Ukranian Purple

Red Brandywine

Brandywine Cherry

Green Zebra

Det bliver så spændende, med flere farver og sorter. Desuden fik jeg byttet mig til læggekartofler, flerårig kål planter og squash frø. Så jeg er ret så begejstret!

Dag 96: (18 maj)

I dag blev Gardeners delight og Tigerrella udplantet. 🌱

De kunne simpelthen ikke stå indenfor mere. De begyndte at blive skravlede. Selvom de melder ned mod 7 grader om natten her om et par dage, så tog jeg chancen og plantede dem ud. De står i min udestue , der deler væg og vinduer med min stue, så jeg tør godt. Lige nu er der 8 grader udenfor og overskyet, dog er der 21 grader i udestuen.

Udplantning:

Tomater kan udplantes i drivhus eller ude i haven i maj, når den gennemsnitlige temperatur udenfor er over 10gr. (hvilket jeg jo så ikke selv har overholdt denne gang) planterne dør ved frost, og temperaturer under 5 grader kan stoppe/sløve væksten.

Jeg nippede de nederste blade af og satte dem så dybt som muligt i kapilærkasserne. De ser mega fesne ud efter udplantning. Men de skal nok blive store og flotte og de har allerede fået blomster. 🌱

Jeg fyldte kapilærkasserne op med vand efter udplantning, og gennemvandede også ovenfra. De behøver ikke gødning før næste gang kapilærkasserne skal fyldes op (sandsynligvis om 2-3 uger) for der er nemlig nok næring i plantesække til de første uger. 🌱

Jeg har udplantet basilikum imellem planterne, og også sået basilikum frø omkring dem.

Dag 112: (Tigerrella og Gardeners Delight)

De trives så glimrende! 🌱

Et godt bevis på, at selvom tomatplanter bliver ranglede, så kan de stadig blive store og flotte efter udplantning.

Dag 155:

Tomaterne Gardeners delight og Tigerrella er nu 2-3 meter høje og laver masser af frugter.

Dag 159:

Den første røde tomat høstes!

(gardeners delight)

Dag 231: (30 september)

Jeg har indtil videre høstet 12 kg tomater og planterne er langt fra færdige med at lave frugter.

Dag 245:

I dag blev 19 kg grønne tomater høstet på friland i dag. Nu ligger de til eftermodning i mit bryggers. Jeg har desuden taget frø af forskellige tomater jeg ønsker at dyrke til næste år.

Man kan kun tage frø af modne tomater. Jeg piller bare frøene ud af tomaterne, ligger dem på et kaffefilter og lader dem tørre i vindueskarmen. Derefter ligger jeg dem et mørkt sted indtil de skal bruges.

Jeg ligger tomaterne i ét lag i kasser på mit bryggersbord. Så kan de ligge der og modne og så har jeg på den måde friske tomater helt indtil januar. 🌱

Et godt tip er at ligge røde tomater imellem de grønne. De røde tomater udsender et stof som fremmer modningen af de grønne 🌱

Når jeg har for mange små tomater så tørrer jeg dem i ovnen og laver egne “sol”tørrede tomater. Så bruger jeg dem til f.eks pesto. Du kan se hvordan her:

Vegansk Tomatpesto

Sideskud Tip:

Disse er sideskud som helst skal knibes af:

Hvis sideskudene når at blive store inden du nipper dem af, så kan du faktisk sætte skudet i en potte med meget fugtigt jord. Derved danner skuddet rødder og bliver til en ny tomatplante!

— den vil se slatten ud de første par dage, men derefter bliver den stor og stærk (ofte bliver den endnu stærkere end moderplanten har jeg erfaret)

🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱🌱

– Nu tænker du måske om det ikke er noget nemmere at købe planten færdig ved en planteskole. Og jo det er det, men Jeg har bedst erfaringer ved at så alle mine afgrøder fra frø. Det tager mere tid, men det er også MEGET sjovere og billigere.

Du kan købe én tomatplante til 15-25 kr. på en planteskole, eller du kan tage i Lidl og købe frø af samme sort, 80 frø til 2-4kr. 1 frø bliver til 1 kæmpe stor tomatplante. Det er tal der taler for sig selv.

Du kan også tage en skive af din ynglingstomat og smide den i noget jord i feb-april. Og få 30 planter ud af det. Det har jeg også skrevet et indlæg om:

Masser af chili og tomater – nemt, sjovt og billigt !

Desuden elsker jeg at overvære hele processen fra frø til plante til høst 🌱

Jeg vil love dig én ting. Det er super nemt at dyrke tomater. Det er i det hele taget super nemt at dyrke de fleste grøntsager, hvis man altså har LYSTEN til at sætte sig ind i den enkelte grøntsags behov og føre det ud i livet.

Ny sæson 2021:

I år prøver jeg intet mindre end 15 tomatsorter!

Lyserøde, grønne, stribede, gule, blå, lilla, orange, bøf, cherry osv. osv. 🌱

Sorterne er:

Pink Thai Egg
Indigo Rose
Green Zebra
Brandywine Cherry
Brandywine Yellow
Red Brandywine
Money Maker
Ildi
Tumbling Tom
Ukranian Purple
Indigo pear drops
Indigo blue beauty
Ananas noire
Artisan blush tiger
Tigerella

Jeg ligger billeder ind af høsten til sommer ☀


🌱Alle mine indlæg omkring såning og forspiring, vil jævnligt blive opdateret hele vejen igennem plantens vækst, med tips og tricks, billeder og forklaring af hele processen fra frø til plante til høst. Så du kan følge processen her i dette indlæg. 🌱

2 Comments

    • KimmieModsat

      Det er SÅ fedt at høre! Dét er lige det der var mit mål, nemlig at man kan følge processen trin for trin 💚 dejligt det fungerer for dig 🌱

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *