Menu Luk

Vegansk Curry med squash og kulling

Du skal bruge:

1,5 ds kokosmælk (ikke light)

1 pk plantekylling (helst “filet stykker fra hälsans kök”)

2 spiseskefulde tamari sauce

1-2 store squash (courgetter)

150 gr. Butternut squash, kartofler, sød kartoffel eller andet du lige ønsker)

1 stort løg

5 fed hvidløg

3 store spiseskefulde peanutbutter

0,5- 1 ds rød karrypasta (alt efter din smag)

1 ts salt

1 spiseskefuld Kania Krydderi salt fra Lidl (vegansk udgave af Aromat) * kan undlades

6 limeblade (de er meget vigtige)

Evt saft fra en lime

Fremgangsmåden:

Løg, hvidløg og butternut squash skæres i små stykker og hældes i en gryde med en god slant vand (ikke så meget at grøntsagerne bliver dækket) og salt.

Her simrer de i 10 min, indtil det meste af vandet er væk.

Imens steger du dit veggie “kylling” sprødt på panden, med Kania Krydderi salt, hvis ikke du har det, så brug lidt salt og peber. Når det er færdigt sætter du det til side.

Når løg, hvidløg og butternut har simret i 10 min, tilføjes alle de øvrige ingredienser bortset fra “kylling”. Nu skal retten småkoge i 15-20 min eller indtil grøntsager er møre.

Til sidst tilsættes “kyllingen” og lad det koge med i et par minutter. 🌱

Retten smages til, også gerne med limesaft og serveres med nudler eller gode ris (gerne basmati eller jasmin)

Kan også serveres med godt brød og frisk koriander 🌱

Så er vi klar til “ligegyldighederne

Denne ret kan varieres på 100 måder. 🌱 Alle komponenter bortset fra selve saucen kan udskiftes med andet spændende. Jeg har bare valgt squash og butternut squash, da min have bugner af dem.

Du behøver ikke gøre som jeg gør, med at give butternut squash, et forspring i gryden hvor de simrer med en slant vand. Jeg synes bare det er smart. 🌱

Du kan bruge tofu eller andet i stedet for “kylling”. Du kan også bare stoppe flere grøntsager i i stedet for.

Jeg har for nyligt opdaget limeblades magiske virkning i madlavningen. Wow, siger jeg bare. 🌱 De gør en kæmpe forskel og hvis du før har været i Asien, så vil du kunne drømme dig tilbage når du spiser denne ret, da limebladene giver en smagsnuance som er typisk for det orientalske køkken. 🌱

Det er vigtigt at sige at mine opskrifter skal tages med et gran salt. Jeg er selv en “på slump” type. Jeg har faktisk også lavet bloggen meget for min egen skyld, så jeg rent faktisk kunne få mine opskrifter ned på papir. Jeg kører nemlig som regel freestyle i mit køkken.

Så det jeg prøver at sige, er at hvis du ikke har alle ingredienserne hjemme, så prøv alligevel, vær kreativ og prøv dig frem 💚🌱

God dag til dig ☀️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *